Taler og debatindlæg
Nyheder

Bededag: Hvad skal vi bede om og hvem skal vi bede for?

Biskop Marianne Christiansen skriver kronik til JydskeVestkysten Bededag, den 8. maj 2020.

 

Da jeg var lille, sang min mor eller far og bad fadervor, når min søster og jeg skulle sove. Min mor havde desuden en lang bøn inden fadervor. Den lød: ”Kære Gud, vi beder for farmor og farfar og mormor og morfar – ” og så kom remsen af alle familiemedlemmer, venner og bekendte. Hvert navn blev nævnt og listen blev længere og længere efterhånden som vores verden voksede. Derfor fik den en fast slutning ” – og for alle dem, vi kender, og alle dem, vi ikke kender”. Så havde vi ligesom været hele vejen rundt. Alle dem, vi kender og alle dem vi ikke kender. Det kunne vi jo have nøjedes med. Det havde været mere rationelt – hvis det overhovedet er rationelt at bede. Men det at nævne navnene på alle dem, man følte sig forbundet med, betød, at tankerne strejfede dem hver aften. Vi blev mindet om dem og også mindet om, at vi ikke var alene i denne verden. Og måske var det også sådan, at de kendte navne bredte sig ud over ”alle dem, vi kender og alle dem, vi ikke kender”, sådan at hele denne navnløse mængde af mennesker i hele verden også var nogens morfar og mormor, venner og slægtninge. Og så sov vi.

Hvorfor beder man? Det er nok heller ikke alle, der gør det, og slet ikke hver dag, men de fleste gør det i nødens stund eller når der ikke er andet at gøre eller andre at tale med. I det daglige beder vi andre mennesker om noget, ”Må jeg bede om – ”, øver vi børn (og os selv) i at sige, i stedet for ”Gi’ mig – ”. Det kaldes høflighed og skal vise, at vi godt, ved, at vi er afhængige af hinandens velvilje og hjælp. Det er ikke en skam at være afhængig af andre, men det kan føles som en skam, og derfor kan det nogle gange være svært at bede en anden om hjælp eller om tilgivelse. Det kræver tillid til et andet menneske at bede det om noget, for den anden kunne jo sige nej, og så har man blottet sig ved at bede om noget. Men vi er nødt til at blotte os og bede hinanden om noget, hvis vi vil leve sammen. I det daglige i bitte små ting om at få rakt saltet eller bede om bon’en, i de store ting om et andet menneskes kærlighed eller tilgivelse.

Bønnen til Gud er ikke meget anderledes end bønnen til mennesker, kun at den ikke så tit drejer sig om saltet eller bon’en og de små og store ting, som vi gerne vil have, men godt kan leve uden. Den drejer sig om livet og døden og dem eller det, vi ikke kan leve uden. Og den drejer sig om det, som vi ikke kan bede andre om, fordi ingen andre kan give det: Fred, forsoning en vej ind i fremtiden, hjælp over for det, vi ikke kan se os igennem. Det er ingen skam at bede, heller ikke til Gud. Hvordan Gud hører og besvarer bøn, kan vi jo ikke vide, kun stole på og håbe på. Men bønnen i sig selv kalder også vores egen opmærksomhed frem: Hvem er det, vi beder for, hvem er det, der betyder noget for os og hvad er det, der betyder noget? Bønnen bringer besindelse. At besinde sig er ikke kun noget med at fokusere eller lytte indad. Det er også at lytte udad til de tanker og ord, der kommer i bønnen og tage dem til sig, så sindet falder til ro, fordi det ikke er alene i verden. Bønnens besindelse bringer opmærksomhed på andre mennesker og på den verden, som vi er en del af.

Bededag er det i dag. Kan et helt samfund besinde sig? Bededage blev oprindeligt indført netop over for katastrofer, der ramte landet: Pest, krig og hungersnød. Tænker vi et år tilbage, stod Store Bededag for de fleste i Danmark som en forårsfridag eller konfirmationsdag. Ingen havde forestillet sig, at dette års Bededag skulle gry over et Danmark, hvor politikerne har taget stilling til, om man igen må forsamles mere end 10, om storcentre og biblioteker og grænser kan åbnes. Det ville have lydt som et filmmanuskript. Men nu blev det altså virkelighed. Bededagene blev indført i frommere tider end vores ( og siden slået sammen til én Store Bededag i rationaliseringens navn) , men afmagtsfølelsen var og er den samme: Hvad gør man, når man ikke kan gøre noget, og når man ikke kan nå dem, man elsker? Man beder for dem. Man beder om, at der må blive en vej ud af ulykken og pesten og coronakrisen.  Enhver krise, ethvert tab giver anledning til besindelse: At tænke over sit liv – og ikke kun vende sig indad, men vende tankerne udad i bøn og lytte efter de svar og de nye tanker, der kan komme til os.

Hvad skal vi bede om i dag?  At få vores gamle liv tilbage? Ja, meget af det: at få lov at være sammen og holde om hinanden, holde i hånd og tale, diskutere og le og synge sammen uden skærm imellem. At kunne færdes i det offentlige rum med høflig afstand og respekt og give plads for hinanden – på biblioteket, i forretninger, i kirken og på torvet, i biografen og teateret. Og bliver det med større høflighed end før, gør det heller ikke noget. Det er godt mod smittefaren og for den indbyrdes venlighed. Men vi skal også bede om, at noget må blive anderledes.

Vi skal bede for det Danmark, vi kender, og det Danmark, vi ikke kender, for den verden, vi kender, og den verden, vi ikke kender – endnu.  Vi skal bede for de mennesker, som lider under sygdom og under krisen, alle som mister arbejde og livsgrundlag. Den bøn kan give os nye tanker til, hvordan vi kan hjælpe hinanden på fode igen. Måske kan det under ske, at vi begynder at tænke økonomi på en ny måde, så de få rige ikke bliver rigere på de mange fattiges bekostning. Økonomi betyder egentlig husholdning, og hvis vi af cononaen har opdaget, at vi bor i et fælles hus og skal holde hus med værdierne i fællesskab, så kan der gro godt nyt ud af ulykken.

Vi skal bede for, at det fællesskab, vi oplever i ulykken, også må blive et fællesskab i fremtiden: Mit liv og mine valg har betydning andre mennesker, vores samfund og vores land har betydning for den store verden. Vores skæbner er forbundet fra Thule til Kap det Gode Håb. Stillet over for den fælles trussel fra pandemien, bliver andre forskelle mindre: Er det ikke lige meget, om folk dækker underansigtet eller ikke tør give hånd? Er det ikke til at leve med, at vi har forskellige livsanskuelser, at nogle er ateister, nogle kristne, muslimer, jøder hinduer osv. Der er mere, der binder os sammen, end det, der skiller os, og der findes et respektfuldt fællesskab, hvor alle ikke behøver at omfavne hinanden i enighed, men kan anerkende hinanden også på to skridts afstand.

Vi skal bede om at komme til at leve med corona og med andre smitsomme sygdomme, for de vil blive ved med at komme. I længden kan intet menneske eller samfund tåle at være isoleret. Besindelsen på, hvor skrøbelige og forbundne, vores liv er, må føre til, at vi bliver ved med at være varsomme og omsorgsfulde i omgangen med hinanden og med den natur, som vi er en del af. Nogle ser pandemien som Guds eller naturens straf over menneskers grådighed og misbrug af naturen. Sådan tror jeg ikke om Gud eller naturen. Men når tanken dukker op, skyldes den dårlig samvittighed over misbrug af naturens gaver. Samvittighed har vi for at bruge den, så vi kan ændre adfærd eller gøre noget godt igen. Denne Bededag kan vi bede om mod og fantasi til at ændre levevis, så vi ikke skal skamme os over for de andre skabninger.

I kirkerne i dag skulle der være læst højt fra Jesu Bjergprædiken om bøn og også den berømte ”gyldne regel”: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Der ligger også en bøn i handlinger: Hvad jeg gør over for andre, er en bøn om, at de må gøre det samme for mig. Vores liv kan være en slags bøn – for dem vi kender og for dem, vi ikke kender. Det er måske for meget forlangt. Men vi kan jo bede om det.