Prædikener
Nyheder
Biskop Marianne Christiansen i præstekjole og -krave

Juleaften 2015

Hvorfor skulle vi ikke være bange, når der er nok at være bange for? Det svarer englen ikke på. Den står bare midt i mørket, midt i verden, i verdens brændpunkt ved Betlehem og siger ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jeg en stor glæde.”


”Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde.”
Frygt ikke. Det kan enhver komme og sige. I juleevangeliet er det så en engel - og vi hørte det endda sunget, med englelyd. Frygt ikke. Men hvad ved engle om at være bange?

For første gang i mit liv, eller rettere: For første gang siden Magnus Tagmus og Ingrid og Lillebror i 1971 har jeg ikke set julekalender i fjernsynet. Men jeg har fra pålidelige kilder, at de begge handlede om engle, mere eller mindre mægtige engle, der kan slå vingerne ud og forsvinde i et lysglimt. Da jeg var barn, var der nisser og mus i julekalenderen. Men måske længes verden efter engle – efter at nogen skal komme og hjælpe med alt det, der ikke er til at klare. Dér er det ingen nytte til med en nisse, der sidder på loftet med sin julegrød.

Verden er blevet alvorlig. Det har den altid været, men måske har vi fået sværere ved at le?

For et par uger siden smilede de i fjernsynets nyhedsudsendelser. Det var ikke til at tage fejl af, at de var glade. Det var helt mærkeligt at se. Og alle dem, der tonede frem på skærmen til interview fra fjerne steder, var også glade. Alvorlige, men alligevel smilende. Der var sket noget godt i Paris. Noget langsomt og stilfærdigt, noget, der sagtens kunne have været meget større og flottere og mere effektivt og sikkert ikke løser alle verdens problemer. Men noget godt. En glæde for hele folket. Alverdens lande og ledere var blevet enige om noget fælles – ikke fred på jorden, men trods alt en erkendelse af, at vi lever på den samme jord, på de samme vilkår, og at vi er afhængige af hinanden og derfor må tage hensyn til hinanden i den måde, vi lever på. Klimaaftalen i Paris er virkelig en glæde, som man kan komme til at smile over. Og en anledning til højt at sige til hinanden: Der er sket noget godt i verden. Det var englelyd.

For det sker – ikke ved et lysglimt og et snuptag og en tryllestav, men ved langsom, kedelig, menneskelig samtale.

”Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde”. Sådan står der en engel på en mark ved Betlehem. Den mark har jeg lige været på. Der er bygget en mur - af frygt for terror, så Betlehems borgere ikke kan passe de oliventræer, der gror rundt om byen. Engle så jeg ikke, men checkpoints, soldater, frygt og vrede. Det var det rigtige sted, englen kom til med sit: ”Frygt ikke.”

Men hvorfor skulle de ikke frygte, hyrderne på marken, menneskene i Betlehem, menneskene ud over hele jorden, som lever i frygt? – Frygt for terror, hvad enten den terror kommer fra hemmelige hadefulde grupper eller fra overmægtigt militær eller fra diktaturstater eller bander – eller måske fra ens nærmeste. Terror betyder rædsel. Der er mange måder at sprede rædsel på. Og rædslen i sig selv skaber ny terror, ny vold og ufrihed, mure mellem mennesker.

Hvorfor skulle vi ikke være bange, når der er nok at være bange for? Det svarer englen ikke på. Den står bare midt i mørket, midt i verden, i verdens brændpunkt ved Betlehem og siger ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jeg en stor glæde.”

Se! - som om det vil bekæmpe frygten at se på noget andet. Som om det drejer sig om at vende blikket mod noget andet, mod en stor glæde.

Den store glæde – er det så, at der står en hær af velbevæbnede engle, som klarer verdenssituationen og slår alle de onde ihjel? (hvem det så lige er, for det ser altid forskelligt ud, alt efter hvilken side af muren man selv er på). Er det et færdigt klimasystem med en fiks varmeregulator, så vi ikke skal noget så besværligt som at ændre vores skønne livsstil? Er det et godt, solidt og pænt hegn rundt om hele Europa eller bare rundt om Danmark, så vi er sikre på, at der ikke kommer for mange fremmede og forstyrrer vore samfund, for det har vi åbenbart ikke råd og plads til? (Ganske vist har julehandlen i Danmark igen i år sat ny rekord – nu med yderligere 200 millioner kroner, så danskerne i år har brugt 8,6 milliarder kroner alene på juleindkøb. Men netop derfor er det jo klart, at vi ikke har råd til at tage os af andre folks problemer). Den store glæde, er det en endelig løsning på overbefolkningen og alle verdens problemer, der forhindrer os i at smile?

Nej, det er et barn.

Et nyfødt barn i krybben lagt, i klude svøbt. Som tusinder, milliarder af andre børn.  Som alle de børn, der netop er problemet - de andres børn.

Se barnet. Gå ind i Betlehem og se barnet og se det som et tegn på, hvem Gud er.

Er det virkelig det hele?

Ja, det er det hele.

Det sande under er ikke englene eller den himmelske hærskare, der synger som stjernerne. Det er, at hyrderne rejser sig og bevæger sig bare på et håb. Går ind i Betlehem og opsøger et uanseligt, nyfødt barn i en stald og ser det. Ser Guds lys og håb i det. Underet er, at de deler glæden med de to bekymrede og trætte forældre, der langt fra deres hjem har fået et barn i en stald, fordi der ikke var plads til dem i et ordentligt hus.

Så lille bitte en stor glæde for hele folket. ”I dag er der født jer en frelser.”

Den lille bitte frelser – bliver han så en stor mand og ordner det hele? Ja, han bliver stor og slider sig selv op i et liv i barmhjertighed som Guds søn, den der udtrykker, hvad meningen med livet er, hvem Gud er. Det dør han af, pint og dødsdømt som forbryder. Er det Guds frelse?

Ja.

At se den største glæde i det mindste liv, den fælles glæde for hele folket, for alle, som engang er kommet nøgne til verden;

at søge barmhjertigheden, freden og retfærdigheden mellem mennesker – langsomt og tilsyneladende afmægtigt, uden vold, kun med ord – det er Guds langsomme kraft i verden, som Jesus lever ind i den. Vi kender ordet for den vej, men tør næsten ikke bruge det i den virkelige verden. Den hedder kærlighed.

Den ser ikke ud af noget. Men det er den, der er lagt i krybben som et hjemløst barn uden for nummer. Det er den, der er størst af alt.

Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket. Vend blikket væk fra frygten og se livet. Glæden er, at Gud er tilstede i det mindste og skrøbeligste, og så tør vi også være der og blive grebet af glæden ved at være til sammen med de andre livsvæsner. Glæden er, at der findes en anden og større magt end den, der ødelægger og spreder frygt.

Måske skal vi give os til at smile i julen. Smile over, at der virkelig er sket noget godt. Et barn er født i Betlehem – et tegn på den egentlige mening. Hvis vi i stedet for at blive lammede af frygt kan blive levende af glæde og få øje på hinanden som mennesker, der har det grundlæggende til fælles med hinanden og med barnet i Betlehem, så får vi nok også øje på mulighederne på de nye veje, de langsomme løsninger. Det største i det mindste.  Da vorde engle vi som de – engle til at bære håbet videre sammen, fordi Gud er blevet menneske.
Glædelig jul til verden og til os!  

Haderslev Domkirke torsdag den 24. december kl. 15.30