Fortsæt til hovedindholdet
Taler og debatindlæg
Nyheder
Marianne Christiansen, biskop Haderslev Stift.

Hvem støtter hvem?

Hvad betyder det, at der er kirkegårde, hvor folk ligger side om side med nogen, de ikke kender og måske ikke deler holdninger eller tro med? Hvad betyder det, at der i selv små sogne er valgte medlemmer i menighedsrådet, der udgør et demokratisk og folkeligt rodnet i samfundet og tager vare på en række lokale opgaver og udøver myndighed? Læs biskoppens indlæg på høring om kirke og stat.

Det følgende er 10 minutters besvarelse af det stillede spørgsmål: “Hvad gør folkekirken for staten?” Jeg vil bruge mine 10 minutter på at pege på 1) kirkens forståelse af og for staten; 2) folkekirkens samfundsmæssige betydning; 3) folkekirkens rummelighed som anfægtelse eller inspiration for staten; 4) folkekirkens økonomiske og administrative understøttelse af staten.

Understøttelse af staten, altså en fælles magt, der har beføjelser over det enkelte menneskes liv og f.eks. har voldsmonopol, kan man ikke ligefrem tillægge Jesus, men nok kirken med Paulus i spidsen. Jesus citeres imidlertid ofte fra den samtale, da nogle farisæer vil lokke ham på glatis ved at bede ham svare på, om man bør betale skat til statsmagten. Jesus beder om at se skattens mønt hvor kejserens billede er indpræget, og siger det berømte: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” Det hører af og til – og navnlig her i landet - fortolket således, at så har religion og politik ikke noget at sige hinanden eller rettere: Så skal Gud holde sig fra alt, hvad der er kejserens. Men udsagnet kan med større ret tolkes omvendt: Lad kejseren beholde sine små pengestykker og giv Gud, hvad der bærer Guds billede, nemlig hele din eksistens, alle menneskers liv.

Folkekirken er en kristen kirke og en evangelisk-luthersk kirke. I begge aspekter spiller den såkaldte to-regimentelære en rolle som forståelsesramme for forholdet mellem stat og kirke. Den grunder ikke mindst på Paulus’ udsagn i Romerbrevet om, at myndighederne er forordnet af Gud, og at alle skal underordne sig dem. De er Guds tjenere og bærer sværdet for at straffe det onde og beskytte de svage. ”Derfor betaler I jo også skat”, siger Paulus, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på dette”. På det grundlag har udviklet sig den kirkelige tænkning, som legitimerer staten, det verdslige regimente. Staten er i en sådan kristen tænkning Guds redskab til at opretholde orden i en rodet verden, og beskytte de svage. Det er det ene regimente, den verdslige magtsfære, som altså vel at mærke står til ansvar over for Gud i den opgave at sørge for retfærdighed og fred og beskyttelse af de svage. Også kejseren tilhører Gud. Det andet regimente er det åndelige, hvor evangeliet forkyndes til det enkelte menneskes frie modtagelse og befrielse og som et kald til at leve i overensstemmelse med troen,

To-regimentelæren understøtter statens legitimitet religiøst. Staten ses ikke som en konkurrent til kirken, men har en opgave, defineret af forkyndelsen. Det betyder på den ene side, at kirken igennem århundreder og ikke mindst efter reformationen, har prædiket lydighed mod øvrigheden - også i en grad som historisk har været, og altid kan blive, meget problematisk. Denne opfordring til lydighed har uden tvivl haft en væsentlig rolle i den store tillid til staten, som også i dag trives her i landet: Staten er god nok. Den er Guds tjener. Man skal adlyde den.

To-regimentelæren betyder på den anden side, at kirkens forkyndelse skal levere et korrektiv til staten: Staten er aldrig meningen med livet, og kan aldrig kræve ubetinget loyalitet. Det kan kun Gud. Hvis staten svigter sin opgave, og begår overgreb på de svage og fremmer uretfærdighed, mister den sin ret til menneskers loyalitet.

Så man kan sige, at kirken understøtter staten i at være det, den skal være - ud fra et kristent perspektiv. Det er i vidt omfang en fordel for staten, at der ikke består et modsætningsforhold mellem stat og kirke, sådan at staten skulle ses som en ond magt, der angriber den enkeltes gode liv. Men det er så også en position, hvor staten må tåle at være udsat for kritik fra kirkens side. Kirken understøtter staten ved at være dens guvernante, dens vejleder, coach. Hvis staten understøtter kirken, understøtter den en kritik af sig selv og en relativering af sin egen magt.

Det er det grundlæggende i forholdet mellem stat og kirke. Så kan vi se mere konkret på den danske folkekirke og dens støtte til staten i form af dens virke i samfundet: Hvad betyder det, at der er et sted og en sammenhæng, hvor det bliver forkyndt, at det enkelte menneske er Guds barn og kaldet til at leve sit liv i tro og håb og kærlighed? Forkyndelsen finder sted i hele landet og tilbydes til alle, Der foregår en konfirmationsundervisning af unge mennesker, og der er ritualer for det enkelte menneskes livsovergange og -udgang, som foregår i kirkens offentlige rum, og dermed sætter det enkelte menneskes liv ind i det fælles.

Hvad betyder det, at der er kirkegårde, hvor folk ligger side om side med nogen, de ikke kender og måske ikke deler holdninger eller tro med? Hvad betyder det, at der i selv små sogne er valgte medlemmer i menighedsrådet, der udgør et demokratisk og folkeligt rodnet i samfundet, og tager vare på en række lokale opgaver, og udøver myndighed? Hvad betyder det, at mennesker samles og drikker kaffe og taler sammen om liv og død og etik, og hvad betyder det, at der i hvert pastorat er et menneske, som du kan gå hen til, og tale med, uden at det registreres og uden, at du skal betale, - at der findes et rum af fuldstændig fortrolighed? Hvad betyder det, at der er kirkerum, hvor der er stille og indtil videre ikke alle vegne er skærme, der kigger på dig. Hvad betyder erindringen i kirken og på kirkegårdene? Hvad betyder det, at der er levende musik og musikalsk opdragelse af børn og unge i kor og poesi og billedkunst, og historisk bevidsthed tilgængelig - gratis - eller altså stillet til rådighed af dem, der betaler kirkeskat? Hvad betyder det at have en fælles tidsregning med højtider som jul og påske, pinse og allehelgen. Hvad betyder det, at mennesker kan synge ”Dejlig er jorden” og har hørt lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Og frem for alt: Hvad betyder det, at der finder en forkyndelse sted, som kalder det enkelte menneske til at tage vare på sit medmenneske, og se sig selv og andre som elskede, og tilgivede mennesker, skabt i Guds billede med lige værdighed?

Det er umuligt at måle eller veje, hvad alt dette betyder for staten. Men man kan gætte på, at det bidrager til et samfund, hvor mennesker har noget at sige hinanden, og noget at dele, og bære ansvar for. Staten må have en vis interesse i, at det enkelte menneske føler sig kaldt på og mener at have et ansvar. Det er det, man kalder folkelighed. Et levet fællesskab lokalt, hvor mennesker af kød og blod har noget at sige hinanden og noget at tage vare på sammen, også uden for kirkerummet, netop i samfundet. Hvis staten ser sig selv som en magt, der skal tage vare på retfærdighed og fred og omsorg for den svage, så vil den se kirken og andre religiøse fællesskaber og trossamfund, der kalder mennesket ud over sin egoisme og egeninteresse, som en støtte. Et gudløst samfund, hvor enhver er sin egen gud, har ingen respekt for fællesskaber og heller ikke for en stat.

Man kan overveje om folkekirkens rummelighed, altså den konstante interne uenighed om, hvordan evangeliet skal forkyndes, og hvilke konsekvenser for livet det har - man kan overveje om det er en støtte til staten eller en anfægtelse. Hvis det er en demokratisk stat, som fordrer og bygger på frisind, storsind og retsind, som det står skrevet på væggene på Christiansborg, så må staten føle sig understøttet af de evindelige diskussioner i folkekirken. Hvis det er en totalitær stat, der fordrer og bygger på enshed, ensretning og snæversyn, så vil den føle sig provokeret og generet af folkekirkens anarki. Jeg håber på det første.

Og så endelig det økonomiske: Kirkeministeriet opgjorde i 2017 statens tilskud til folkekirken til knap 787 millioner, herunder også til Dansk kirke i Sydslesvig og Sømands-og Udlandskirkerne, og til drift af kirkeministeriet. Langt hovedparten gives som tilskud til præsters løn og til pension.

Udover den immaterielle kulturarv - musikken, sangen, tænkningen, poesien - og fællesskaberne, omsorgen og diakonien, varetager folkekirken den materielle kulturarv, ikke mindst kirkebygningerne hvoraf 73% er middelalderkirker. Der findes i Danmark 1650 kirker bygget før 1250; udover dem findes der kun 20 bygninger i hele landet fra før 1250. Det blev i 2017 beregnet at alene vedligeholdelse af tag og fag på kirkebygningerne og hindring af forfald på kalkmalerier, udgjorde 773 millioner. Dertil skal naturligvis lægges økonomien for folkekirkens civilregistrering og kirkegårdsdrift. Der er således ingen tvivl om, at folkekirken økonomisk set understøtter staten. Men det er egentlig det mindste af det. Giv kejseren, hvad kejserens er, og gerne lidt til. Det er stadig det, som Guds er, som virkelig er noget værd, også for staten.

Oplæg, Høring i Folketingets kirkeudvalg om forholdet mellem kirke og stat, Christiansborg den 23. januar 2019 - se oplæg og program nedenfor.

Om høringen:

Folketingets Kirkeudvalg afholder i samarbejde med Grundtvigsk Forum en åben høring under titlen Hvem understøtter hvem? - Forholdet mellem kirke og stat til debat. Høringen finder sted onsdag den 23. januar 2019 kl. 9.00-12.00 i Landstingssalen på Christiansborg.

Formålet med høringen er at fordre en debat om forholdet mellem kirke og stat, og hvem der i realiteten understøtter hvem. I grundloven står det skrevet, at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, der som sådan understøttes af staten, men grundlovens § 4 bestemmer ikke nærmere, hvad dette betyder. Høringen vil således forsøge at belyse både, hvordan staten understøtter folkekirken, og hvordan folkekirken understøtter staten.

På høringen vil der være oplæg fra en række eksperter om forholdet mellem kirke og stat. Endvidere vil et panel bestående af medlemmer af Kirkeudvalget give deres syn på forholdet mellem kirke og stat, hvilket vil lægge op til en drøftelse med eksperter og tilhørere om, hvad det nære forhold mellem kirke og stat betyder for friheden, fællesskabet og religionernes liv i det danske samfund, samt hvordan vi kan lære af ligheder og forskelle fra de øvrige nordiske lande.

Høringens program:

9.00-9.05 Velkomst v/ Formand for Kirkeudvalget Karen J. Klint (S) og formand for Grundtvigsk Forum Kirsten M. Andersen

9.05-9.30 Hvad gør staten for folkekirken? v/ professor emeritus Niels Kærgaard, Københavns Universitet og professor Sten Schamburg-Müller, Syddansk Universitet

9.30-9.55 Hvad gør folkekirken for staten? v/ biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, og professor Peter Gundelach, Københavns Universitet

9.55-10.20 Hvordan kan det også være? Indtryk fra de nordiske nabokirker v/ professor Ulla Schmidt, Aarhus Universitet og Jørgen Skov Sørensen, fhv. generalsekretær 

10.20-10.45 Spørgsmål fra Kirkeudvalgets medlemmer og tilhørere

10.45-11.00 Pause

11.00-11.15 Politiske synspunkter på forholdet mellem stat og kirke v/ Karen Klint (S), Christian Langballe (DF) og Pelle Dragsted (EL)

11.15-11.45 Spørgsmål og debat

11.45-11.55 Opsamling v/ Ulla Morre Bidstrup, næstformand for Grundtvigsk Forum, Uddannelsesleder ved FUV

11.55-12.00 Afrunding v/ Formand for Kirkeudvalget Karen J. Klint (S)