Vi taler sammen, vi fortæller historie, vi får mod på fremtiden

Er der nogen, der ikke har opdaget, at det er 500-året for Reformationen? En midaldrende munk, en nørdet professor, satte nogle sedler med sine tanker op på en kirkedør i udkants-Sachsen i 1517. Er det ikke mærkeligt, at man 500 år efter kloden rundt og også i Danmark gider at tale om det? Nu er vi kommet ind i oktober måned. Den 31. oktober er reformationsdag – i Tyskland er det fridag, her hos os ”nøjes” vi med at holde gudstjenester og at ringe med kirkeklokkerne efter arbejdstid. Også kærligheden til arbejdet er en arv fra Reformationen sammen med meget andet i samfundet. I kommende uge mødes mennesker fra alle kommuner langs vestkysten op til Vedersø Klit til Folkemøde i Ribe for at diskutere, høre musik, dyrke håndens arbejde – og i det hele taget tale sammen om, hvad vi har taget med os, og hvad vi vil tage med os af arven fra Reformationen.

Måske er det mærkeligt i vores tid, at ord og tanker betyder noget. Vi er mest vant til tal og statistikker. Men det mærkelige og dejlige ved Reformationsjubilæet i år er i mine øjne mindst tre ting: Vi taler sammen, vi fortæller historie, vi får mod på fremtiden.

Året igennem har folk mødtes lokalt og diskuteret, hvad der betyder noget i vores samfund og vores menneskesyn, tro og etik. Jeg ved godt, at det lyder helt forældet nu, hvor meget liv leves på nettet. Jeg ved også, at det langt fra er alle mennesker, der tager til foredrag, debatter, samtalecafeer eller fællessang. Men at det overhovedet findes, giver håb for det danske kendetegn, der er endnu sværere at oversætte til andre sprog en ”hygge”, nemlig ”folkelighed”. Folkelighed er, at vi har en fælles samtale i vores land om, hvad vi tror på, og hvordan vi vil leve og indrette vores samfund. Det er ikke kun politik, eller kun oplysning, egnsudvikling, religion, kultur – det er det hele i en pærevælling. Reformationsjubilæet minder os om, at ting hænger sammen: Hvad gør vi med vores demokrati, hvis vi tror noget forskelligt? Hvad betyder skolen for samfundet? Hvorfor skal vi overhovedet tage os af hinanden? Det er vi nødt til at tale om, og når vi mødes i et fælles folkeligt rum, kan vi høre hinanden og bevæge hinanden – bedre end på nettet.

Alle jubilæer fortæller historie. De gør os klogere. Og gladere, tror jeg. For det er en lettelse for børn og unge – og os gamle – at opdage, at vi ikke selv har opfundet verden. Der er andre, der har bøvlet med den og præget den før os. Reformationens historie kan og skal fortælles på mange måder, for der er både godt og ondt at fortælle om Luther og øvrige personer og om begivenhederne, ligesom der er godt og ondt at fortælle om vores eget liv. Men at nogle mennesker og begivenheder kom til at præge historien, giver et håb om, at også vores tid giver historier videre til fremtiden om, hvad vi synes, det er værd at kæmpe for med ord og tanker

Og det er det tredje gode ved Reformationsjubilæet: Det giver mod på fremtiden. Det kan lade sig gøre at ændre på ting. Det kan lade sig gøre at forandre. En lille mand satte sedler op på en kirkedør og skabte ringe i vandet, som stadig når os. Tænk, hvis vi heller ikke er tvunget til bare at fremskrive prognoser, og bare gøre og tænke, som man skal for at tilfredsstille målsætninger og passe ind i andres eller egnes forventninger. Tænk, hvis vi kan sige og skrive ord, der kan vende en udvikling og finde helt nye veje. På Luthers tid troede man, at verdens ende var nær – det tror vi også på nogen måder. Og alligevel – eller netop derfor – gik de i gang med at reformere kirke og samfund, selvom de var et lillebitte mindretal. Så – det er vel bare om at komme i gang med at gøre og sige, hvad vi er overbevist om er det rigtige. Om det så er i det små, kan det skabe ringe i vandet.

Hvad mon de vil fortælle om os om 500 år?

Indlægget blev bragt som klumme i JydskeVestkysten søndag den 8. oktober.
Det kan frit genanvendes i kirkelige medier i Haderslev Stift.