Funktionspræster
Korshærspræst

Midt i den massive afmagt

”Og give dig fred…”  Velsignelsen har stor betydning i Inge Pilegaards arbejde. Hun er diakonipræst i Fredericia og omgivet af mennesker i massiv afmagt. De vil gerne have øjenkontakt med præsten og være inkluderet, når freden bliver lyst. 


”Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Citatet på den lille sten på Kirkens Korshærs nye gravsted på Trinitatis Kirkegård i Fredericia er valgt med omhu. Inge Pilegaard, kvinden med stenen, er nemlig præst for mennesker, som slider uendelig meget. Ikke på en arbejdsplads, ikke i samfundets formelle hierarki – men med livet.
»Her kommer mennesker, der har levet i massiv magtesløshed hele deres liv – fra fødsel til død. Her kommer også de, for hvem der sker et eller andet tungt i livet, og de, der bliver ramt af en psykisk lidelse. Men den store gruppe fik ganske enkelt ikke den almindelige livsduelighed med sig. Mange er vokset op i familier, der ikke magtede at have børn, de magtede heller ikke skolen og de sociale spilleregler, fik ikke en uddannelse eller et arbejde, ingen kæreste og ingen familie. For dem er vi den sidste åbne dør, men vores dør er til gengæld åben, til de dør. Derfor giver vores nye gravsted også mening. Vi er med på den sidste del af vejen, om den så varer tre måneder eller 20 år.«

Inge Pilegaard har ni år i bagagen som først korshærs-, nu diakonipræst i Fredericia. Når hun skal beskrive meningen med sit job, citerer hun en tidligere biskop, at omsorg er det, den for tiden stærke skylder den for tiden svage:
»Det er en god sætning, fordi den ikke laver et hierarki. En af kirkens hovedopgaver er at drage omsorg for dem, der ”for tiden” ikke magter deres liv. Men kirken har også noget at bringe ind i denne magtesløshed. 
Der står på en af vores døre, at ”Delt smerte mister sin kraft”. Her i varmestuen deler vi og er vi ved siden af. Hver dag, 10 minutter eller en time, men sammen med og ved siden af.«

Brugerne i Kirkens Korshærs Varmestue i Fredericia er både mænd og kvinder og især fredericianere. 
»De har boet her hele deres liv,« som Inge Pilegaard konstaterer.
De kommer for at få mad, bad, rent tøj, varme, måske en sovepose, omsorg, samvær, samtale og fællesskab. Mange får ikke anden mad end det, de får i varmestuen. 
Nogle gange skal de også have hjælp til praktiske ting som at kontakte en læge, kommunen eller et barn, der har fødselsdag. 

Inge Pilegaard er til stede som præst, men Ikke på den måde, at hun – som hun kalder det – ”drysser” kirke og teologi ned over brugerne for en kop kaffe:
»Nogle siger, at ”Det med Gud, det holder du væk, for han har aldrig vist sig i mit liv.” Og vi har ikke nogen skjult dagsorden om en samtale med præsten for kaffen, eller at man skal komme til en gudstjeneste. Men det kommer meget af sig selv. Mange kæmper med skyld og skam. Hver eneste gang, de er ædru, presser det svære liv sig på,” fortæller Inge Pilegaard. Mange har desuden søgt i bønsliv og forskellige kirkelige sammenhænge, men har opgivet det, for det forandrede jo ikke det svære liv. Men de har måske fået et religiøst sprog.«

I kirke kommer mange af dem ikke mindst, fordi de kender og møder præsten i flere sammenhænge. Men kirkerummet gør dem godt, mener Inge Pilegaard: 
»Jeg ved ikke, hvor meget de hører efter, men jeg tror, de mærker rummets ro, og jeg kan mærke, at når jeg lyser velsignelsen, da beder alle om øjenkontakt. De gudstjenester er store. Når vi har Ugens Ord her på varmestuen, er det vigtigt at nå rundt til alle med velsignelsens fred. Om den varer i 10 sekunder eller 10 minutter eller en halv dag, det ved jeg ikke. Men netop derfor er det også vigtigt at blive ved. Der er brug for det igen og igen, i kirken, i varmestuen og ude i lejligheden, når jeg kommer og hjælper med et bad og rent tøj.«

Inge Pilegaard bruger udtrykket ”langfredagsmennesker” om varmestuens brugere. For de fleste, der kommer ud for en tung hændelse i deres liv, får det ende, der kommer nyt liv og en påskemorgen. 
»Men for mange af vores brugere er det langfredag hele vejen i årevis. Den eneste trøst er, at der kommer noget efter langfredag – at der er noget på den anden side. I hvert fald kan vi dele vores tro på og håb om det med dem. Det er vigtigt i en ellers håbløs situation, synes jeg.«
Tilbage til gravpladsen. Mange af varmestuens brugere har små sedler i deres punge, at Kirkens Korshær skal kontaktes, hvis de bliver fundet døde. De vil gerne være sikre på, at Kirkens Korshær medvirker ved gudstjenesten. Deres egen gravplads er en af de små ting, der giver tro på, at hvilen også venter dem, selv om Gud ikke løser deres liv her og nu.


(tekst fra stiftsmagasinet 2014)


Opdateret:

Inge Pilegaard er siden blevet sognepræst i Engum, Ny korshærspræst i Fredericia er Merete Ørskov.