Aktuelt
Nyheder

Sommeruniversitet starter op i Haderslev

Teologi for voksne, der har afdækket en kæmpe interesse for at orientere sig i teologi, tro og kirke, afsluttede i efteråret 2017 sit første fulde forløb på den treårige uddannelse. Nu følger arrangørerne op med et flerdages sommeruniversitet under overskriften "Forandring og håb".

Jesper Theilgaard, Lisbeth Smedegaard Andersen og biskop emer. Kjeld Holm. Det er tre af navnene i en nyskabelse under Teologi for voksne: Sommeruniversitet Haderslev.
Det forventes at have to målgrupper: tidligere og nuværende studerende på Teologi for voksne, men også interesserede, der ikke har deltaget på Teologi for voksnes oprindelige forløb. 
Bent Andreasen, der er tovholder både på det almindelige Teologi for voksne og på det særlige sommeruniversitet, siger om "Forandring og håb" som tema:
"Vi lever i en verden, hvor forandringerne er til at få øje på i det politiske landskab, i folkevandringer, i klimaforandringer og i menneskers personlige liv. I 100-året for afslutningen på ”Den store krig” spørger vi historisk og aktuelt, om og hvor vi kan finde troen, håbet og kærlighed i en forandringstid."

Programmet er i al væsentlighed på plads.
Torsdag den 7. juni indleder biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, med et åbningsforedrag over sommeruniversitetets tema: forandring og håb. Om aftenen fortsætter domprovst Torben Hjul Andersen med et prædikenværksted.

Jesper Theilgaard fortæller på Sommeruniversitet Haderslev om klimaforandringer som en af de største udfordringer, verden står over for. Privatfoto.

Fredag den 8. juni er en intensiv dag med aktuelle navne og mange temaer. Først fortæller biskop emer. Kjeld Holm om "Den modsætningsfyldte erindring". Kjeld Holm er vokset op i Djernes syd for Haderslev med en tysk mor og en dansk far. Her 100 år efter afslutningen på 1. Verdenskrig, som trak dybe spor i de sønderjyske familier og sogne, skildrer han grænselandets særlige historie og det at stå imod og stå sammen - dengang og nu.
Over middag samme dag fortæller meteorolog, forfatter og tv-vært Jesper Theilgaard om klimaforandringer som en af de største udfordringer, verden står over for, og om handlemuligheder.
Helle Skaarup, forstander på Løgumkloster Refugium og ægtefælle til nu afdøde Peter Bastian, er inviteret til sidst på eftermiddagen at fortælle med udgangspunkt i titlen på hendes afdøde mands bog, "Altid allerede elsket", og om den store forskel, som kærlighed og kristendom kan gøre i menneskers iv. 
Forfatteren, salmedigteren og kunsthistorikeren Lisbeth Smedegaard Andersen runder dagen af med et nedslag i dansk kirkekunst.

Lisbeth Smedegaard Andersen, her til salmeworkshop i Haderslev Domkirke under Folkemøde Reformation 2. juni 2017, er sammen med Bent Andreasen turleder på en heldagstur til udvalgte kirker i Midt- og Vestjylland. Foto: Michael Tungelund

Lørdag den 9. juni er Lisbeth Smedegaard Andersen sammen med Bent Andreasen turledere på en heldagstur til Ikast, hvor målet er en Bjørn Nørgaard-skulptur, Gjellerup Kirke med en stor udsmykning af Maja Lisa Engelhardt, og til Videbæk med det nye Haugen Sørensen-museum.
Der afsluttes om aftenen i Hertug Hans Kirke i Haderslev med en koncertfortælling på baggrund af breve og fortællinger fra 1. Verdenskrig.  

Søndag den 10. juni slutter arrangementet med en gudstjeneste i Haderslev Domkirke og, planlægges det, en minikoncert med domkirkens såkaldte orgeldrenge - en gruppe af drenge fra Haderslev Drengekor, der har lært sig at spille orgel, og som nu spiller i oplandets kirker. 

Tilmeldingen åbner i marts via www.haderslevstift.dk/tilmelding. Det færdige program følger samtidig. 
Prisen for sommeruniversitetet ventes at blive 1200 kr., der ikke inkluderer overnatning. 


Teologi for voksne - nu på fjerde år:
Sommeruniversitetet under Teologi for voksne følger i forlængelse af første afsluttede tre-års  kursusforløb. Samlet har Teologi for voksne haft flere end 100 kursister, og fjerde årgang er netop gået i gang med det tre-årige forløb.
Teologi for voksne har afdækket stort behov for og stor interesse for voksenundervisning om troens og kristendommens verden. Der er blevet undervist i idéhistorie, dogmatik, kirkehistorie og Bibelens tekster, og i en række temaer er der blevet 'kigget ud' til kirkens forhold både ude og hjemme.