Aktuelt
Nyheder

'Reformationsstaden Haderslev' får turistskilt ved motorvejen

Netop som 500-året for Reformationen er ved at rinde ud, er ansøgningen om at få et turistskilt til Reformationens danske vugge, 'Reformationsstaden Haderslev', blevet imødekommet. Også Tørning Mølle får et brunt skilt ved motorvejen.

Vejdirektoratet har netop givet grønt lys til, at der kan sættes brune turistskilte op med henvisning til 'Reformationsstaden Haderslev' og til den historiske Tørning Mølle.
Dermed er imødekommet to af de tre emner, der blev indgivet fra Haderslev. Tørning Mølle har selv indgivet ansøgning om et skilt, og kommunen har indgivet ansøgning om to emner: 'Reformationsstaden Haderslev' og Streetdome.
Henvisningen til Tørning Mølle skal stå ved afkørsel 68. Om der skal henvises til 'Reformationsstad Haderslev' fra enten afkørsel 67 (nord) og 69 (syd) eller fra både afkørsel 67 og afkørsel 69, beregnet på hhv. trafikken fra nord og fra syd, er ikke afklaret.
Kulturudvalgets formand, Allan Emiliussen (V), er glad:
”Det er en rigtig god nyhed, som vi længe har ventet på. Forhåbentligt betyder det, at bilisterne på motorvejen bliver mere opmærksomme på vores seværdigheder og får endnu mere lyst til at besøge dem. Vi kan kun være glade”, siger han til Ritzau.
Også domprovst Torben Hjul Andersen glæder sig:
"Det er positivt, at der ikke blot henvises til domkirken, for det er en bygning af sten. En smuk og imponerende domkirke, men netop en bygning, og kirken og Reformationen er ikke primært knyttet til bygninger eller en historisk begivenhed, men forhåbentlig til et levende fællesskab," siger han.
Han håber derfor på et skilt, hvor domkirken fremtræder tydeligt som bygning, og med teksten 'Reformationsstaden Haderslev':
"Så rummer det begge aspekter, og vi vil gerne være kendt som begge dele."
Det svarer helt til beslutningen i det regionale udvalg, der har truffet afgørelsen.
Haderslev Kommune betaler som ansøger tavlen til 'Reformationsstad Haderslev'. 
Hvis alt går vel, og vinteren ikke binder jorden i frost, kan de nye skilte være oppe i det tidlige forår.
Læs mere her om turistskiltene ved motorvejene. 


Kriterier:

Blandt kriterierne for at få opsat et brunt motorvejsskilt er, at seværdigheden/attratkionen skal ligge max 15 kilometer fra nærmeste motorvej. Der kan desuden max opsættes to skilte pr. seværdighed.
Der kan kun sættes et skilt pr. motorvejsfrakørsel i samme retning.