Aktuelt
Nyheder

Og vinderne blev ...

Man kan stadig tilmelde sig Stiftsdagen 2018, men vinderne af de tre smukke kunsttryk, der var på højkant til lodtrækning blandt de tidligt tilmeldte, er fundet.

"Den sjette dag" af Maja Lisa Engelhardt. Kunsttrykket er stillet til rådighed af kunstneren til anvendelse ved Stiftsdagen 2018 i Haderslev Stift. Klik på billedet og kald det frem i fuldt format.

10. februar var sidste frist for at deltage i lodtrækningen om et af de tre signerede kunsttryk, arrangørgruppen bag Stiftsdagen 2018 har haft på højkant til lodtrækning blandt de tidligt tilmeldte til Stiftsdagen 2018.
Vinderne er fra Erritsø, Tyrstrup og Harte og har alle modtaget personlig mail om udtrækningen.

Kunsttrykkene er stiftsdagenes signatur. I 2014 var det Peter Brandes' 'Sædemand', i 2016 Arne Haugen Sørensens 'Familiebillede' og i 2018 altså Maja Lisa Engelhardts 'Den sjette dag'.
Dette års tryk indgår i en serie, inspireret af skabelseshistorien. De syv værker i serien er med to års mellemrum udstillet på et galleri i New York.
Trykket, der er stillet til rådighed for Stiftsdagen 2018, skildrer den sjette dag, hvor mennesket skabes.
Maja Lisa Engelhardt deltager på dagen i en workshop om kirkekunst og med eksempler på sit arbejde.

Stiftsdagen er en inspirationsdag, hvor menighedsrådsmedlemmer, præster, ansatte og frivillige fra kirker, sogne og provstier i både Haderslev Stift og den danske kirke i Sydslesvig mødes til læring og netværk. Blandt deltagerne er også stiftets udvalg, der på vegne af biskop og stiftsråd arbejder med udvikling af det fælles kirkelige liv.
Der er p.t. godt 250 tilmeldte.
Tilmeldingen er åben frem til 1. marts - det er kun deltagelsen i lodtrækningen om de tre kunsttryk, der er afsluttet. 

Hent stiftsdagens programfolder her.