Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2023
Nyheder

Inspirationsdag om orgelundervisning

Til inspirationsdag om orgelundervisning kan du høre, hvordan sognet kan gribe det musikalske tilbud til børn og unge, så både deltagerne og folkekirken får gavn af det.


Hvorfor skal børn og unge spille orgel? Hvad får kirken ud af det? Og hvordan får man overhovedet de unge engageret i orgelet?

Det kan du få svar på til inspirationsdag om orgelundervisning af børn og unge, der finder sted fredag 27. oktober kl. 12.30-16.30 i Høje Kolstrup Kirke i Aabenraa.

Inspirationsdagen er en forlængelse af "Orgelspireprojektet", som Haderslev Stiftsråd har finansieret i perioden fra 2019 til udgangen af 2023. Projektet blev sat i værk for at vække interessens hos børn, unge og voksne for at spille orgel og derved på længere sigt at få flere organister. 

Dagen er arrangeret af Haderslev Stiftsråd, organister, der har undervist i Orgelspireprojektet og distriktsforeningerne af Menighedsråd i Haderslev Stift.

Læs hele programmet her og find link til tilmelding (frist 23.10).

Fakta

Orgelspireprojektet

Gennem de fire år har i alt 15 organister, fordelt med ca. to fra hvert af de syv provstier og senest også en organist fra Sydslesvig, undervist i alt 78 forskellige elever i alderen fra 5-78 år. Langt de fleste har dog været mellem 12-23 år. 


Elever op til 18 år har haft mulighed for at få undervisning 25-30 gange á 30-45 min. fordelt på ét år efter aftale med organisten. Elever over 18 år har haft mulighed for at få undervisning 12-16 gange fordelt på et halvt år efter aftale med organisten. Derefter har projektet vist eleverne videre hen til musikskolerne eller kirkemusikskolen. 


Organisterne har mødtes ca. to gange pr. år og udvekslet erfaringer med undervisningen. Her har stiftet hørt mange gode fortællinger om, hvor nysgerrige, interesserede og engagerede eleverne er i at lære det store instrument bedre at kende. De fleste elever når mindst én gang i løbet af undervisningen at medvirke ved en gudstjeneste.