Biskoppens månedshilsen
Biskop Marianne Christiansen skriver i denne måned om fællesskabet og det stærke sammenhold til både årets Landemode og generalforsamlingen i Det Lutherske Verdensforbund i Krakow, hvor en dansk biskop er i spil som ny præsident.
Af biskop Marianne Christiansen.
”I disse splittede tider er det livsvigtigt at komme sammen og tale sammen”.
Det kunne være overskriften på begge de to skønne forsamlinger af mennesker fra hver deres sted, som jeg i den forløbne uge har fået lov at være en del af:
I fredags havde vi det årlige landemode – en festdag i stiftet. Her samledes traditionen tro menighedsrådsmedlemmer, incl. præster, og medarbejdere fra hele stiftet og fra Sydslesvig til en eftermiddag med fællessang og oplæg om folkekirkens liv lokalt og på landsplan.
I år fik vi udover beretninger og sange fra samtlige provstier og Sydslesvig præsenteret projektet Orgelspirerne: Børn og unge, der ved lokale organisters indsats lærer at spille orgel og kan danne vækstlag for næste generation af kirkemusikere – samt simpelthen blive glade for musikken og salmesangen og gudstjenesten. Glad blev man under alle omstændigheder, da salmesangen ved den efterfølgende gudstjeneste i en fyldt domkirke løftede sig og fyldte hvælvene, og domkirkens Kantori sang som engle.
Og glad blev man simpelthen af at være sammen og deltage i samtalerne hen over æblekagen og i pauserne. Det er livsvigtigt at komme sammen og tale sammen og synge sammen.
Men faktisk blev ordene ikke sagt i den fulde sal ved landemodet i Haderslev, men derimod i den fulde kongressal her i Krakow i Polen, hvor jeg sidder lige nu, sammen med lutherske kristne fra hele verden til Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling.
”Hele verden” er bogstaveligt ment. Derhjemme er vi vant til, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke, og altså flertalskirke. Men i langt, langt de fleste lande i verden, er de lutherske kirker små mindretalskirker, der lever i samfund, der er præget af andre kirker eller religioner. Der er lutherske kirker i Papua Ny Guinea, Malaysia, Indonesien, Indien, Japan, Guyana og de fleste afrikanske og amerikanske lande og altså også i Polen, hvor de udgør 0.1% af befolkningen og dog formår at være værter for denne store generalforsamling. Det Lutherske Verdensforbund, som faktisk blev stiftet i Danmark kort efter 2. Verdenskrig, har 150 medlemskirker i 99 lande.
”I disse splittede tider er det livsvigtigt at komme sammen og tale sammen”, sagde præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund, ærkebiskop Musa Panti Filibus fra Nigeria.
”Vital” var det ord han brugte, og måske skal det snarere oversættes ”livgivende”. Det er i hvert fald den oplevelse, der er fælles for begge forsamlingerne. Ved landemodet i Haderslev kommer vi fra forskellige sogne, med forskellige vilkår og erfaringer. Her i Krakow kommer vi fra forskellige lande og endnu mere forskellige vilkår og kulturer, men vi er fælles om at tilhøre den evangelisk-lutherske tro, og kunne synge sammen på mange sprog, men på de samme melodier. Påklædningen, sproget, de kulturelle vaner, økonomien og sikkert også mange holdninger er forskellige, men kærligheden til det fælles og til at være sammen gør alle forskellighederne til en rigdom.
Vi mødes i Polen i skyggen af krigen i nabolandet Ukraine. Den giver os en frygtelige påmindelse om, hvad der sker, når samtalen ophører, og krigen river fællesskabet i stykker og sætter hadet i stedet. Både derhjemme i vores gode vilkår og her blandt de små lutherske kirker, hvoraf mange har erfaring af at være en minoritet, der måske er ugleset af flertalsbefolkningen, erfarer vi, at samtalen ud fra vores forskellige vilkår og holdninger er både livsvigtig og livgivende. Og sangen også!
