Nyhedsarkiv 2022
Nyheder
Elin Skoven

Større åbenhed for sjælesorg

Sjælesorg er en helt almindelig del af præsternes arbejde, men er det almindeligt for folk at opsøge præsten, når livet klemmer? Sognepræst Elin Skoven fra Christianskirken i Fredericia har lige siden, hun studerede, været optaget af at lytte og lindre.


Af Anette Jorsal. 

Mange har siddet i Elin Skovens stue med front mod maleriet ”Tornekroning” af Maja Lisa Engelhardt. Måske har de været overvældet over, at det er så stort. Måske har de bidt mærke i, at maleriet går fra sort og dystert mod klare farver. Samme vej, som sjælesorgssamtalen gerne skulle følge. Eller måske har den, der har bedt om en samtale, været så optaget af dét, som tyngede, at der slet ikke er øje for andet.

Over for dem sidder Elin Skoven, sognepræst i godt 30 år i Christianskirken i Fredericia og sjælesørger i lige så mange år. Sjælesorg har optaget hende lige siden, hun som teologistuderende på Aarhus Universitet skrev om emnet.

Tålmodigt byder hun sin gæst ind til samtale ved at spørge: ”Hvad skal vi tale om?” Hun lytter til svaret og mindes gerne, da praktikpræst Broder Wandahl fra Aarhus Domkirke lærte hende, at man som sjælesørger skal holde sin mund. Eller som Broder Wandahl sagde: ”Punkt 1, Elin: Hold din kæft!”

- Dét råd har jeg aldrig glemt, for når du sidder i en sjælesorgssamtale, findes der ikke et bedre råd, og det er faktisk sværere, end man tror. Som præst taler man meget i andre sammenhænge, men her skal man stille om og lytte og tie, siger Elin Skoven.

Senere har hun lært sig yderligere to grundregler for den gode samtale. Det ene er nødvendigheden af at forholde os til virkeligheden. For hvor vil personen gerne hen?

- Langt de fleste ved godt, hvor de vil hen, når de kommer, og når de er i en situation, de ikke bryder sig om. Jeg skal ikke give svaret. Dét kender de selv.

Det tredje pejlemærke handler om at kende sine begrænsninger.

- Jeg er bl.a. inspireret af min kollega og tidligere sygehuspræst Preben Kok, som er optaget af, at vi ikke skal bøvle med noget, vi ikke har magt over. Ofte kæmper vi med noget, fordi vi tror, vi kan og skal mere, end der er i vores magt at kunne gøre. Det giver en forvirring, når vi selv vil agere Vorherre, i stedet for at erkende, at det her kan jeg ikke gøre noget ved – så hvad med lige at tale med Vorherre om det?

Dertil kommer tavshedspligten. Den er altafgørende for, at enhver kan have tillid til præsten før, under og efter sjælesorgssamtalen.

At formulere en bøn

Hvis Elin Skoven fornemmer, at der kan være brug for at bede en bøn, foreslår hun det.

- Jeg går forsigtigt frem. Vi kan f.eks. tage én af bønnerne i salmebogen, som jeg altid har hos mig under en samtale, men jeg kan også foreslå, at vi formulerer en bøn i fællesskab.

- Jeg hjælper med at formulere den, og jeg vil ikke sige, at det nogensinde er nemt for mig. Det kan tværtimod være lidt blufærdigt at få bragt på bane. Det kan lyde som om, at ”hun nu lige trækker Gudskortet”, men sådan er det jo ikke. Åndelighed kan ikke bruges til noget, hvis vi trækker det op af hatten. Der er noget på spil for alle, når vi er nået dertil, at vi kan bede en bøn sammen. Og jeg må sige, at det altid bliver godt modtaget.

- Måske fordi bønnens vej slet ikke er så mystisk. At henvende sig til Gud i bøn er meget enkelt. For det er her, hvor Gud tager noget tungt fra vore skuldre. Noget, som vi ikke selv kan klare. Det er stort at få lov at formidle, at vi har den mulighed, at vi som små mennesker ikke skal bære alt på vore skuldre eller samvittighed. Dét at vide, at vi er båret af noget større. Jeg mener, det er hele kristendommens kerne og sjælesorgens pointe.

For Elin Skoven er det vigtigt at vise nærvær og tage det menneske, hun sidder med, alvorligt. Samtidig kan hun godt bruge humoren i en samtale.

- Pointen er i første omgang at komme helt ind til kernen, af det, der tynger. Måske ved at se det hele fra en anden vinkel. At få vedkommende til at se sig selv udefra.

- Jeg forsøger at hjælpe med at bringe personen til en erkendelse eller til at blive aflastet. Det kan være, at personen skal erkende, at jeg efter 17 år ikke kan kæmpe mere. For nogle er det en befrielse blot at sige det højt. At jeg ikke magter det mere.

- Måske mærker man, at man er vred på Gud. Hvorfor skal det gøre så ondt? Det er svært at svare på, hvorfor vrede hjælper nogen, men jeg kan se, at det kan føre til lettelse. Det stopper selvfølgelig ikke med vreden, men det er et skridt på vejen til noget andet.

Vi tør tale om tro

For Elin Skoven er sjælesorg en helt almindelig del af hendes arbejde, men er det også helt almindeligt for folk at søge præsten, når livet klemmer?

- For nogen er det. Andre kunne ikke drømme om at opsøge en præst, og sådan må det være. Kristendom er i sit væsen frivillig, og det må sjælesorg naturligvis også være. Og så findes sjælesorg jo på mange niveauer. Et smil på rette tid og sted, kan også være sjælesorg. Det er ikke kun præsten, der kan udøve omsorg.

Elin Skoven har haft sjælesorgssamtale mange forskellige steder. Undervejs på en skovsti. Uden for Rema ved lukketid. Eller på personens hjemmebane.

- Jeg oplever, at der foregår en positiv udvikling i retning af større åbenhed for at tale om, at vi er en del af noget større. For 20 år siden var det mere tabubelagt. Det har ændret sig. Lyt blot til P1`s programmer, hvor den ene udsendelse efter den anden handler om tro og erfaringer med tro, eller mangel på samme.

- For nylig kom der en kvinde til mig, som ikke kunne finde ud af, om hun var troende? Hun ville gerne undersøge sammen med mig, om hun overhovedet var forankret i en slags åndelighed? Det viste sig, at troen og håbet også i hendes liv lå imellem linjerne og i hjertet.

- Det var  bare aldrig blevet bevidstgjort eller italesat. Vi snakkede bl.a. om, hvad hendes dåb betyder, og jeg tror, at det var en befrielse for hende at blive afklaret, så hun for første gang i en alder af 45 kunne sige:  ”Ja, jeg er faktisk et kristent, troende menneske”.

Identitet fylder mere

Emnerne, der tales om i sjælesorgssamtalerne, har til dels ændret sig i Elin Skovens 30 år som præst. Jo, det er stadig de eviggyldige emner som f.eks. skam, skyld, grænsesætning, tro, tvivl, forventning, tab, som vi mennesker tumler med, men der er et emne, der fylder mere. Identitet.

- Spørgsmål om identitet har fået meget mere plads de seneste ti år. Hvem er jeg? Er jeg god nok? Lever jeg op til alle kravene? Denne her utilstrækkelighedsfølelse fylder meget hos os. Det talte vi ikke så meget om tidligere, men nu tør vi godt.

- Jeg tror, det er nødvendigt at tale om, især når man er nået til et nulpunkt i sit liv, men måske taler vi for meget om det. Måske skulle vi tale mere om dét, som er uden for os selv. Måske skulle vi glemme os selv en gang i mellem og i stedet fortabe os i en samtale.

Denne artikel har været bragt i Stiftmagasinet 2021.