Nyhedsarkiv 2022
Nyheder

Præster på tysk

De tysktalende præster i stiftet er mere opsøgende, mere politiske, og de er kulturbærere for det tyske mindretal. Men en prædiken på sønderjysk samler - både dansksindede og tysksindede.  


Af Anette Jorsal.

De tre tyske præster i Haderslev Stift laver sådan set det samme som deres danske kolleger. Gudstjeneste, dåb, konfirmation, vielse, bryllup, begravelse mm. Alligevel er deres opgave som præster for den tysktalende del af menighederne på mange måder helt anderledes. 

- Vi er kulturbærere. Det er meget væsentligt. Vi er blandt andet garanter for det tyske sprog. Mange af dem, der kommer til vores gudstjenester, taler ikke tysk uden for kirken. Vi har også en stor viden om, hvad der sker i Tyskland, og vi er med til at udvide kulturrummet i grænselandet, siger Christa Hansen, 
præst i Haderslev Sogn.
 
Præsterne bærer også tyske traditioner videre som for eksempel Laternenumzug. Børn og voksne går den 11. november på St. Martins dag rundt i Haderslevs og Aabenraas gader med lanterner og synger. I Sønderborg er traditionen bundet op på en gudstjeneste. De tre præster har også en anden kultur i forhold til hjemmebesøg. 

- Vi er langt mere opsøgende end vores danske kolleger, og vi er nærmest en slags konferencier til begravelseskaffen. Den slags uskrevne regler er der mange af, siger Christa Hansen, og suppleres af Anke Krauskopf fra Aabenraa: 

- Vi besøger folk, når de har fødselsdag, men jeg oplever faktisk også ret ofte, at folk efterspørger sjælesorg. De har brug for at tale med en præst og spørger mig, om jeg ikke lige kan komme. Og det vil jeg egentlig også hellere end kun at være med til en fødselsdag. 

Seks tekstrækker
Når det kommer til den tyske gudstjeneste, er forskellen til at få øje på. 

- Du vil tro, at du er kommet til en højkirkelig gudstjeneste med megen messesang, fortæller Christa Hansen. 

Der er seks tekstrækker frem for to i folkekirken, og der prædikes også ud fra Det Gamle Testamente. Nadveren er den samme, men placeringen af trosbekendelsen og fadervor i gudstjenesten er anderledes, og i Aabenraa og Sønderborg står de op, når de beder Fadervor. Det er som Anke Krauskopf siger: 

- En ”stehgebet” – en stå-op-bøn. I Tyskland ringer kirkeklokken efter hver bøn, men det sker ikke i Danmark. 

Til gengæld har Christa Hansen taget de danske bedeslag til sig. 

"Synnejysk" samler
Alle gudstjenester foregår på tysk – og dog. En gang om året holder Christa Hansen en højmesse på ”synnejysk”, og så kommer der mange, både tysk- og dansksindede. 

- Sønderjysk binder os sammen. Det er udbredt som hjemmesprog i det tyske mindretal, og når jeg taler sønderjysk, lytter menigheden meget mere, for så taler jeg lige til hjertet. Det er også mit eget hjertesprog, siger Christa Hansen, der er født og opvokset i Danmark. 

Anke Krauskopf nikker og smiler, for hun har den samme oplevelse, når hun holder gudstjeneste på plattysk. Så er kirken proppet. Men ellers er grænsen mellem de to sprog, dansk og tysk, mere flydende, sådan at forstå, at de tyske præster oftere og oftere bliver bedt om at gennemføre en del af begravelsen på dansk. 

Hauke Wattenberg fortæller, at han engang skulle holde et foredrag hos det danske mindretal i Sydslesvig. 

- Jeg sagde på dansk tak for invitationen, og at jeg var glad for, at jeg måtte tale på tysk, og alle åndede lettet op, smiler Hauke Wattenberg og tilføjer: 

- Jeg tror, at mange, både tyskere og danskere, har en emotionel tilknytning til deres hjemland. 

Ifølge Christa Hansen er ønsket om tosprogede præster tiltagende. 

Tyske tilflyttere
Spørgsmålet er så, om de tyske præster på et tidspunkt vil sive ud af den danske kirke i takt med, at tiden går og læger alle sår. 

- Den tidligere forstander af Højskolen Østersøen sagde, at man bliver dansk ved vielsen. Når én fra det tyske mindretal gifter sig med en dansker, så bliver man dansk. Eller hvis man flytter til København for at studere. Der er ikke mange af dem, der kommer tilbage, siger Anke Krauskopf. 

Christa Hansen lægger ikke skjul på, at hun har en døende menighed, men den vigende menighed skyldes også samme udfordringer, som den danske kirke har. Til gengæld ser Hauke Wattenberg en anden tendens. 

- Der er mange tilflyttere fra Tyskland. Det mærker vi i alle tre kirker. De arbejder på sygehusene og hos Danfoss, siger Hauke Wattenberg. 

Han oplever en form for forbundenhed over grænsen mellem de to mindretal. At de har en grænselandsidentitet til fælles, og rent faktisk har præsterne oplevet, at medlemmer af det tyske mindretal, der flytter på den anden side af grænsen, melder sig ind i det danske mindretal. 

Mere politiske
Præsterne oplever et fint samarbejde med de danske kolleger i deres respektive sogne, men som Anke Krauskopf siger, skal det bare ikke blive for teologisk, for det går ikke godt i spænd. 

- Vi har slet ikke en opdeling i den tyske kirke med Grundtvig, Indre Mission og Tidehverv. Det er meget, meget dansk, siger Christa Hansen. 

Til gengæld er den tyske kirke mere politisk. 

- Det er meget vigtigt at understrege, at man i den tyske kirke siger, at kirken ikke skal lave politik, men den skal gøre politik muligt, siger Christa Hansen, og Anke Krauskopf følger op: 

- Kirken ER politisk, men aldrig partipolitisk. Den skal for eksempel blande sig ved uretfærdighed, og når det går dårligt for miljøet og klimaet, eller vi har en flygtningekrise, ja, så er vi nødt til at forholde os til det, for evangeliet har noget at sige til det også. Tag bare de tyske kirkedage. Det er utænkeligt at gennemføre dem uden politikere. Sidste gang var Angela Merkel og Barack Obama med. I Tyskland står politikerne i kø for at være med. 

Christa Hansen medgiver gerne, at hun kan være meget politisk aktuel. 

- Jeg synes somme tider, at det politiske kan blive for meget i Tyskland, men jeg synes omvendt, det fylder for lidt her i Danmark, siger Christa Hansen. 

Det er tid til opbrud. Hauke Wattenberg er allerede smuttet, for han skulle til præstekonvent for det tyske mindretals præster. Anke Krauskopf skal undervise konfirmander, og Christa Hansen skal snart pakke kuffert – igen. Hun er lige kommet hjem fra Wittenberg og skal nu til Tallinn, hvor hun skal tale om mindretal ved en konference i Porvo-samarbejdet, et samarbejde mellem den anglikanske kirke og de nordiske kirker.

Artiklen blev første gang bragt i Stiftsmagasinet 2018.