Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Kors

Tre kors med hver sin fortælling

Provst i Sydslesvig, Hasse Neldeberg Jørgensen, skriver i denne påskerefleksion om påskens budskab som både hjemligt og grænseoverskridende.


Korset er er frem for alt kristendommens symbol. Genkendeligt overalt. Som oftest er det forskellige variationer af det latinske kors. En helt enkel korsstamme med en tværbjælke. Intet andet. Men der er masser af andre korsformer. Vistnok mere halvtreds forskellige udgaver i de kristne kirker, alle med en særlig symbolsk betydning eller udlægning, der er tilføjet grundformen. Nævnes kan f.eks. det græske kors (med lige lange korsarme), keltisk kors og T-korset med hank, der særlig benyttes af den koptiske kirke.

På mit kontor har jeg tre kors. Nogen vil måske mene, at så må det da også række? Jo, men sagen er, at der til hver af de tre kors er knyttet en særlig historie og betydning, som er vigtig for mig. Tre kors? Det får os som regel – og ikke mindst i påsketiden – til at tænke på Langfredag. På de tre kors på Golgata. Jesus i midten mellem to røvere. Der hang de og led en frygtelig død for længe, længe siden. Men for den kristne kirke, for de troende en begivenhed, hvor Guds ubegribelige, men alt forandrende vilje, knyttes til korset. Og, kære læser, nu følger i øvrigt ikke en påskeprædiken, men en fortælling om netop de tre kors på mit kontor. De kan ses på fotografiet, hvor de for denne ene gangs skyld er lagt side om side. I midten ses et nydeligt krucifiks, som de er fremstillet i titusindvis. Dette er af egetræ og Kristus-figuren er støbt i bronze og derefter blankpoleret. Man kalder det et gotisk krucifiks. Altså et latinsk kors med en figur; den lidende Kristus med tornekrone og sidesår. Jeg har kendt det hele mit liv! For det er et arvestykke. Mine forældre har købt det midt i 1950erne. I Borgens Kunst- og Boghandel på Houmeden i Randers. Og altid havde det en placering i hjemmet, der ikke var til at overse. Der blev ikke nødvendigvis talt om det, men det var der! Måske både til pynt og til eftertanke?

Det andet kors er en helt anden udformning. Et lille kors, der lige kan passe ind i en håndflade. Dejligt afrundede former som ikke generer, hvis man tager fat om det, men hvor formen og symbolet smelter sammen til refleksion og, måske beroligelse. Det er udført i mahogni (bæredygtigt dyrket, naturligvis). Jeg har fået det af min hustru, der i seks år deltids var hospitalspræst på det psykiatriske Regionshospital i Esbjerg, førend vi kom til Sydslesvig. Hun havde det fra sin forgænger i embedet. Den præst opfordrede til, at man eventuelt kunne give det til de psykiatriske patienter i forbindelse med en samtale. Det var et godt råd! Dét jeg har fået fortalt er, hvor stor betydning sådan et kors kan have. Det beroligende ved at holde en sådan gave i hånden. Og samtidig refleksion, eftertanke. Synet af korset, der lige så vel kan tolkes som en velsignende Kristus-skikkelse. Eller som en engel? Prøv selv at se på det!

Det tredje kors et fuldstændig enkelt latinsk kors flettet af palmeblade. Et kors til både praktisk og religiøs brug, kan man sige.  Jeg fik det udleveret Palmesøndag 2017 i den sydengelske domkirkeby, Salisbury. Sammen med hundredevis af andre, der skulle deltage i dagens festlige og særlige højmesse i katedralen. (besøg den, når verden igen åbner sig. England højeste spir og Englands største og mest homogene kirkerum udført i ”et hug” i højmiddelalderen). Det særlige var også, at for en gruppe danskere med folkekirkelig baggrund var det en næsten grænseoverskridende oplevelse. Jeg havde arrangeret en sognetur for 30 personer til Salisbury i begyndelsen af april. Og det kirkelige højdepunkt var altså denne fejring af Palmesøndag. På mange måde ligger Church of Englands traditioner og ritualer ret tæt på den katolske kirke. Og det er særdeles uvant for en gruppe danskere, der kommer fra et grundtvigsk, lavkirkeligt men dog samtidig kirkeligt meget aktivt sogn. Og man skulle lige forlige sig med, at der forud for højmessen var en gudstjeneste på en kæmpe græsplæne uden for katedralen, hvor alle deltagere skulle bruge deres palmebladskors. Alle fik et kors og efter masser af smuk og opløftende musik fra trompeter og waldhorn fulgte en prædiken, hvor vi alle skulle løfte korset i én, fælles bevægelse. Det var meget, meget uvant for folkekirkedanskere. Det berørte os og bevægede os. Og siden fulgte en fælles vandring rundt om katedralen og ind i dette enorme gudstjenesterum, hvor folk fra hele verden fejrede denne særlige gudstjeneste sammen.

Bag efter gemte vi alle dette lille kors og folk talte om, at det ville være spændende at kunne blive nogle dage og så fejre Påskedag i Salisbury. Det var jo fest. Men nej; vi skulle hjem og fejre påske dér, hvor vi havde hjemme. Fordi påskens budskab altid er både grænseoverskridende og samtidig hjemligt. Kirkens budskab er, at det sker netop dér, hvor end vi er forsamlet. Og godt for det. Glædelig påske!