Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Fastelavn

Sådan fejrer kirken fastelavn under corona

Hvordan fejrer man fastelavn på afstand? I Haderslev Stift har kirkerne været kreative og arrangeret aktiviteter som fastelavnsløb og udklædningskonkurrence. 


Om lidt viser kalenderen fastelavn, men med de nuværende restriktioner, ser det ikke ud til, at kirkerne kan slå dørene op til de traditionelle fastelavnsgudstjenester med udklædning, tøndeslagning og fastelavnsboller.

Hvad kan man gøre i stedet?

  • Åstrup Kirke i Haderslev Domprovsti har en stærk tradition for fastelavnsgudstjenester, og har planlagt at pynte et træ foran kirken som et stort fastelavnsris. Børn kan så klæde sig ud og tage et foto af sig selv foran træet og kirken - og få noget godt at spise mod, at billedet kan benyttes på kirkens Facebok-side.
  • I Ensted Kirke i Aabenraa Provsti har sognepræst Anne-Mette Damkjær Larsen omformet en af buskene i præstegården til et fastelavnsris. Her kan sognets børn gå forbi og hænge pynt på, og når folk er ude at gå tur, kan de lægge vejen forbi præstegården og se fastelavnsriset. Der er allerede både kommet katte og perlekæder og hjerter på fastelavnsriset, fortæller sognepræsten.
  • Nr. Bjert Kirke i Kolding Provsti har lagt fastelavnsmasker ud på kirkens hjemmeside og Facebook-side, som børnene kan printe ud og pynte, og herefter bytte til et fastelavnsris, som består af en fin slikpose og pynt, som årets konfirmander har været med til at lave. Maskerne bliver hængt på to store fastelavnsris, som skal stå i kirken søndag 14. februar. Derudover har kirken i stedet for den traditionelle familiegudstjenesten lagt en lille film ud med en fastelavnshistorie om Helligånden, der klæder sig ud som den hvide due, og ser Johannes Døberen døbe Jesus i Jordanfloden. Og så holder kirken en almindelig gudstjeneste søndag 14. februar.
  • Hjordkær Kirke i Aabenraa Provsti har sammen med Brugsen og Lokalrådet arrangeret dels en udklædningskonkurrence over Facebook med to vindere, som får præmier af Brugsen, dels et løb, som starter og slutter ved kirken med otte poster.
  • Brændkjærkirken i Kolding Provsti fejrer fastelavnssøndag 14. februar. Normalt plejer 500 par fødder at kende vejen til kirken - den tradition ønsker kirken at holde ved. Det betyder, at også i år kan børn og voksne sanse, at fastelavn og kirke hører sammen. Alle børn og deres voksne er indbudt til at aflevere en hjemmelavet maske til kirke- og kulturmedarbejder Anne Mette Meyer søndag 14. februar mellem kl. 10.00 og 15.00, hvor hun sidder i sit kontorvindue og tager imod. Maskerne bliver ophængt på kontoret og skal sprede godt humør til alle, der går forbi. Som tak modtager børnene en fastelavnsbolle, så man kan ønske hinanden en god fastetid. Sammen med fastelavnsbollerne er der en god historie, som familien kan læse til kaffen. Det er fortællingen om Jesu dåb, som den ville have lydt i kirken fastelavns søndag. Søndagens kirkegængere får også en fastelavnsbolle med hjem. 
  • I Sct. Johannes Kirke i Vejle Provsti fejrer kirken fastelavnssøndag på næsten traditionel vis, selvom det ikke bliver helt, som det plejer. Kirken inviterer til en kort familiegudstjeneste kl. 10.30 søndag 14. februar, hvor kirkegængerne kan høre om dåb og den dag, Jesus blev døbt. Både unge og gamle er velkomne, og alle får en fastelavnsbolle med hjem bagefter. Der vil også være en lille ekstra ting til alle børn, der kommer udklædt.
Fakta

Ideer til fastelavn i kirken

 

  • En hilsen med et link til en video med en mini-fastelavnsgudstjeneste for børn.
     
  • Opskrift på fastelavnsboller (eller fastelavnsboller fra bageren). Find for eksempel opskrifter her.
     
  • Lille æske med ansigtsmaling.
     
  • Mulighed for at sende en tegning eller et billede af sit fastelavnsris eller sin udklædning til kirken, som kirken så kan dele på hjemmeside eller sociale medier (husk selvfølgelig at få tilladelse til at dele billeder).
     
  • Anden fastelavns-krea. Download gratis skabeloner på internettet – for eksempel disse.