Nyhedsarkiv 2021
Nyheder

Provsti og kommune i samarbejde om jobprojekt

På kirkegården ved Ketting Kirke er fire unge mænd i løbet af et år kommet tilbage på sporet af det gode liv. En medarbejders initiativ er nu udvidet til et provstiprojekt, som jobcentret mener, mange andre kunne lade sig inspirere af.


Af Anette Jorsal.

Sidste år fik Keld Maron, ansat på Ketting Kirkegård, en ide. Der havde været mange praktikanter på kirkegården. Unge mennesker i arbejdsprøvning. Men han syntes, det var den samme historie igen og igen. De sad fast i en rundkørsel, og de kom ikke ud på arbejdsmarkedet eller videre i uddannelse. De sad fast i systemet.

- Det gjorde altså lidt ondt at se. Deres selvværd var helt nede, og de havde det ikke godt, men jeg opdagede jo, at mange af dem var supergode håndværkere, fortæller Keld Maron.

Derfor pulsede han med en ide. Hvis nu man kunne få et par kontanthjælpsmodtagere i praktik og senere uddanne dem til gartnere, hvis de var interesseret. Det blev godkendt af menighedsrådet, og to mænd begyndte på kirkegården efteråret 2019. De havde været på kontanthjælp i ti til 12 år. De skulle begynde med to timer om dagen og arbejde sig op på 20 timer om ugen.

- Jeg husker tydeligt, da deres mentor kom. Han sagde:” Ja, det kan jo godt være, at de er her tre dage, og så ser du dem ikke mere!”

Det ville Keld Maron gerne modbevise.

- For kirken har tiden og rummeligheden og kan stille rammerne til rådighed, siger Keld Maron.

Den ene kom i joggingbukser, som han havde haft i syv år, og det berørte Keld:

- Han har ikke haft råd til at købe et par nye bukser, mens vi andre går rundt og tænker på, om vi skal have rødvin i aften!

Selvtillid på minilæsser

En dag bad han den ene af dem om at køre minilæsser. Nej, det var han ikke meget for, men hvis han fik en hammer, kunne han vælte en mur, eller hvis han fik en skovl, kunne han grave et hul.

- Men jeg blev ved. ”Hop du nu bare op og kør lidt rundt”, sagde jeg, og det viste sig jo, at han var superdygtig, og han fik snart masser af selvtillid.

Keld Maron samarbejdede med kommunen om, at de folk, han fik ud, skulle have tænder, hænder og kørekort. Den ene havde ingen tænder i munden, men det fik han, og han fik også kørekort, og i dag – efter forløbet på Ketting Kirkegård – har han fået job og kæreste, og han har skrevet et rørende brev til Keld Maron om, hvad arbejdet ved Ketting Kirke har betydet for ham.

Her et år efter har fire været igennem et praktik- og ansættelsesforløb hos Keld Maron, og to af dem er nu ansat på Ketting Kirkegård. Ricky Petersen Duus er én af dem. Han er nu ansat i et EGU-forløb, en uddannelse, hvor han er i praktik på kirkegården kombineret med et skoleforløb på AMU. Når det er afsluttet, er Ricky Petersen Duus udlært anlægsgartner.

Kelds ide blev et provstiprojekt

Keld Marons ide er nu blevet til et projekt, som er døbt Kirkestien, hvor Sønderborg Provsti og Sønderborg Kommune er involveret. For provstiet er det et helt klar diakonalt projekt, hvor man kan hjælpe sårbare mennesker tilbage på sporet. Samtidig kan man skabe sin egen fødekæde, for i dag er det svært at få ansøgere til graver- og gravermedhjælperstillinger.

- Vi tror, at der i kirkens miljø er en ånd, som kan virke som en positiv stimulans, når unge skal finde tilbage til et godt liv, siger Anne Margrethe Hvas, provst i Sønderborg Provsti, og fortsætter:

- Foreløbig er der tre kirkegårde med i projekt Kirkestien. I stedet for at tage mange i praktik i 13 eller 26 uger, kan vi hjælpe de unge mennesker til 37 timer og tilbyde dem at få en uddannelse inden for det grønne område.

- Kommunen har været meget samarbejdsvillig i forhold til at finde økonomien til projektet, og vi har i det hele taget fået et fremragende samarbejde med Sønderborg Kommune.

Der er nu oprettet tre såkaldte virksomhedscentre. Ud over kirkegården i Ketting, er det kirkegårdene i Ullerup og Dybbøl. Graveren er mentor for den unge, der i første omgang kommer i praktik. Hvis praktikanten gerne vil fortsætte, kan han eller hun blive ansat med løntilskud i et halvt år. Visionen er, at kirken herefter kan tilbyde en til to EGU-uddannelsespladser med praktik på kirkegården og teori på skolebænken hos AMU. Det kræver lønpenge til EGU-eleven, så derfor arbejdes der videre med planer for, hvordan det kan løses i 2022.  Det kræver at provstiet kan hjælpe med at finde en vej,  der giver den økonomiske støtte til det menighedsråd, der vil og kan have en EGU-læreplads.

Til inspiration for andre

Hos Jobcenter Sønderborg er afdelingsleder Maja Decovski Hansen meget glad for samarbejdet. Hun siger:

- Det er et supergodt projekt, fordi kirken med de værdier, den har, kan være med til at bidrage til samfundet, og vi er kun interesseret i at hjælpe unge godt på vej og videre til beskæftigelse eller en uddannelse. På den her måde kan vi også bidrage til den rette rekruttering til kirkerne.

- Det gode eksempel må kunne inspirere andre kommuner til at indgå et lignende samarbejde.

Ricky Petersen Duus er én af de tre første, der har været igennem et forløb på Ketting Kirkegård, hvor han i dag er ansat som gravermedhjælper. Da han var færdig med sin praktiktid på kirkegården, var der en ledig stilling, og han søgte og fik den. Nu er han så i gang med et EGU-forløb. Inden han kom i praktik hos Keld Maron, havde han været kontanthjælpsmodtager i flere år.

- Det er bare et godt projekt. Det er superindbydende at være her. Der er gode kolleger. Det hele spiller bare. Jeg har fået arbejdsgnisten tilbage, og jeg har fået en kæreste. Jeg er kommet en del videre.