Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Påskeliljer

Påskefejringer på nye måder

Påsken i 2021 skal med stor sandsynlighed - ligesom sidste år - fejres under særlige vilkår. Få inspiration til, hvordan det kan foregå, her.


I 2020 var kirkerne lukket for påskens gudstjenester. Det vil de ikke være i 2021, men corona-virus sætter imidlertid fortsat begrænsninger på kirkelivet – både i kirkerummet og udenfor. Den kommende påske skal med stor sandsynlighed også fejres under særlige vilkår.

Kirkerne er særlige huse, og det er vigtigt, at vi kan samles til gudstjeneste i disse rum. Men afhængig af restriktioner til påske kan det også være en ide at se på muligheder for også at markere og fejre påsken udenfor og andre steder end inde i kirkerne. 

Kirkegården er i den forbindelse et særligt rum, som har nogle af de samme kvaliteter som kirkens rum. Det er et fælles rum, hvor vi altid mødes i øjenhøjde. Her knyttes vi sammen med generationerne før os, og vi bliver mindet om livets skrøbelighed og den tak, vi skylder dem, der levede før os. Vi bliver her altid mindet om, at der er mere, vi deler, end der skiller os ad. Kirkegården er et sted, hvor det fællesskab og ansvar, vi har for hinanden, bliver understreget. Her bliver vi ikke kun mindet om døden - påskens budskab fuld af både mørke og lys, sorg og håb har der sin plads. 

Også andre rum kan bruges. Evangeliet kan forkyndes hvor som helst. Som når man mange steder anden pinsedag holder gudstjeneste udendørs, kan det naturligvis også ske til påske. Det kan være i naturen et sted, lagt ind som en vandring enten sammen eller hver for sig. Eller som det også nævnes i fællesskab som en drive-in gudstjeneste på en p-plads eller andet sted. Endelig er der alle de digitale muligheder, som fortsat bliver udviklet med stor kreativitet rundt omkring. 

Her kommer en række forslag til aktiviteter - udendørs, indendørs eller digitalt.

HUSK: Som arrangør skal man altid forholde sig til det gældende forsamlingsforbud og andre restriktioner som areal- og afstandskrav.

UDENDØRS

  • Udendørs drive-in-gudstjenester på parkeringspladsen eller uden for byen. Det er en fordel at kunne sidde indenfor i bilen uanset vejret. Søg godkendelse hos politiet inden.
  • Brug kirkegården som en del af kirkens rum – kan udvikles i fællesskab på tværs af provsti/sogne: 
    Arrangér individuelle/familie påskevandringer med ”Smertens vej”-stationer på kirkegården. Enten fysisk markeret med plakater eller podcast. ”Møblér” kirkegården med kunst og inddrag gravstederne – på værdig vis. Få inspiration fra Silkeborg her.
    Få inspiration til udendørs aktiviteter her.
  • Uddeling af påskeliljer foran kirken påskemorgen. Invitér bredt alle interesserede til at komme forbi kirken og giv alle en påskelilje med hjem. Eventuelt sammen med et påskeæg. Eller en velsignelse.
  • Påskekunst i kirken og på kirkegården. Lav informationsmateriale om kunsten i kirken og på kirkegården, der fortæller om påsken (indtal eventuelt også som podcast) og invitér til påskeudflugt i kirkens åbningstid.
  • Hold kirken åben på planlagte tider i påskedagene og vær tilstede med en præst, der fortæller om påsken. Lav plakater til kirkedøren med info om åbningstider og præstens fortællinger. Del også opslag på de sociale medier.
  • Kirkevandringer i lokalområdet. Planlæg med nabosogne en vandrerute fra kirke til kirke, hvor der er åbne kirkerum på fastsatte tider og lav formidling på forskellige måde om kirkens kunst, der relaterer til påsken: Pjecer med tekster, podcast, en præst der fortæller. Få inspiration til kirkevandringer her.
  • Gør opmærksom på mulighederne for individuelle pilgrimsvandringer i lokalområdet.  Find inspiration til vandringerne og se særligt efter de gamle kirkestier her. Du kan også finde inspiration til pilgrimsvandringer i det hele taget ved at klikke her.
  • Vis de mange muligheder for at få noget godt i ørerne, mens man vandrer: Påskepodcast – fortællinger eller prædikener, som I selv har lavet. Eller andre gode podcast med fokus på ånd: Klik her for at høre eksempel fra Aaborg Stift. 


DIGITALT

  • Lav kampagne rettet til lokale beboere i sognet, som gør opmærksom på kirkens egne digitale tilbud og DR’s transmissioner af gudstjenester. Bringes på hjemmeside, Facebook og via annoncer i ugeavisen.
  • Livestreaming af gudstjenester, der sendes på Facebook og hjemmeside. Kan kombineres med mulighed for at flere kan sidde sammen fysisk i andre af kirkens lokaler og følge det på storskærm (Husk de til enhver tid gældende areal- og afstandskrav).
  • Videotilpasset påskehilsen med præst, prædiken og sang – på hjemmesider og Facebook, hvor præsten taler direkte til dem, der ser med på skærmen. Del også gerne videoprædikenen i lokale bydelsgrupper på Facebook.
  • Optag påskens prædikener, og læg dem op som podcast – hvor præsten sender en særlig hilsen til dig, der lytter derhjemmefra, eller mens du går tur. Gerne med en salme eller to fra kirkens kor eller kirkesanger(-e).
  • TV-køkken og fællesspisning digitalt. De mange og traditionsrige påskespisninger kan også flyttes over på nettet. Få inspiration til jeres egen digitale fællesspisning ved at klikke her.
    Se, hvordan Trinitatis Kirke lavede TV-køkken ved at klikke her.
  • Påskehilsen på kirkens hjemmeside og Facebook-profil. Lav selv eller brug Folkekirken.dks påskekampagne.
  • Gør opmærksom på transmission af påskegudstjenester på nationalt tv. Når vi sidder samtidigt og ser det samme på tv, er vi sammen – hver for sig. Og kan også synge i fællesskab!
  • Rundringning: Præster kan op til påskedagene ringe til de mennesker, der tilhører de udsatte grupper og som sandsynligvis sidder alene. De kan f. eks. gøre opmærksom på, hvordan og hvornår man kan se streaming af påskegudstjenesterne eller DR’s transmission. Kirken kan også opfordre frivillige til, at de ringer til dem blandt deres bekendte, som tilhører udsatte grupper – ”Næstekald”. Få inspiration til andre diakonale aktiviteter her.

SÆRLIGT FOR BØRN

  • Påske ”to-go”. Lav poser med f. eks. en påskefortælling for børn, chokoladepåskeæg, karsefrø og vat, blomsterløg etc. Inviter til ”Påske to-go” og del poserne ud i et bestemt tidsrum til familier. Giv desuden en pose til børnehaverne i sognet, så også de kan få en hilsen fra kirken (gerne med et lille påskeæg til alle børnene fra kirken).
  • Tegnekonkurrence med chokoladepåskeæg som præmie. Lav en tegnekonkurrence på kirkens Facebook-side. Hvem kan tegne en flot madtegning, et kors eller måske en blomstertegning? Ved modtagelse kan præsten sætte et par ord til hver tegning, det sætter den i forbindelse med en af påskens dage - det kan børnenes voksne også lære meget af.
  • Lav små Facebook-videoer på 1-2 minutter, hvor du åbner pappåskeæg hver helligdag i påsken. I ægget ligger f. eks. brød, vin og en minidug til skærtorsdag og dermed fortælles påskens historie kort og godt i børnehøjde.
  • Påskeæggejagt i præstegården. Inviter børnefamilierne til påskeæggejagt på et eller flere tidspunkter afhængig af restriktionerne. Gem påskeæg rundt omkring. Præsten i præstekjole byder velkommen og fortæller kort påskens opstandelses historie og at graven klækkede som et påskeæg. Det var bare ikke en kylling, der kom ud, men Jesus. Alle går på jagt efter påskeæg og får selv lov til at ”klække dem”.
  • QR-kodeløb med små opgaver eller en analog skattejagt med poster. Få de lokale spejdere/FDF’ere til at hjælpe med opgaven. Løbet eller skattejagten kan tilgås, når det passer den enkelte familie. Omkring kirken, i bydelen, som en vandring mellem kirkerne i sognet eller som tur på kirkegården. Få inspiration til Påskeskattejagt for børn her. 

  
Udarbejdet af Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift, Jens Zorn Thorsen, kirkegårdsleder, Anne Kjærsgaard, teolog, og Ulla Haahr, kommunikationschef i Københavns Stift.
 

Fakta

Vigtigte retningslinjer

Ved aktiviteter på kirkegården skal det gøres meget tydeligt, at de gældende ordensregler for adfærd på kirkegården naturligvis skal respekteres. 
 

Når der arrangeres vandringer, påskeskattejagt eller lignende skal det også tydeligt annonceres, at man højst må væres 5 personer i grupperne (eller det til enhver tid gældende forsamlingsforbud), at grupperne ikke må passere hinanden tæt, og at der generelt holdes geografisk afstand mellem grupperne. Læs mere her.