Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Pia Haaning Lorenzen

Ny præst

Pia Haaning Lorenzen er per 1. juni 2021 ny præst i Vojens-Jegerup-Maugstrup pastorat.


Hvad er din baggrund?
- Jeg har været præst i Øsby-Aarø pastorat fra 2004-13 og i Vejen-Læborg pastorat fra 2013-16. I 2016 købte min mand og jeg og vores fire børn en ejendom i Flovt på Haderslev Næs, og jeg begyndte en tilværelse som præst uden bolig, først i forskellige vikariater, b.la. på hospice og Vejle, ligesom jeg i en periode var ansat hos ”Sjælesorg på nettet”. I 2017 blev jeg skolekirkekoordinator i Haderslev Domprovsti, en stilling, som jeg siden 2018 har kombineret med et halvtids sognepræstestilling i Bramdup ved Kolding, og det er altså de stillinger, jeg nu forlader for igen at blive fuldtidspræst, nu i tresognspastoratet.

Hvad glæder du dig til i dit nye embede?
- Jeg glæder mig til at fortsætte mit virke i et pastorat, der rummer både landkirkepræg og bykirkepræg, og hvor der er mulighed for god sparring med kolleger og ansatte ved de tre kirker. Jeg kommer fra en stilling, som netop har været kendetegnetved et fortrinligt samarbejde med en kollega og ansatte ved kirken, og netop det var et kardinalpunkt for mig, da jeg søgte videre. At være en del af et arbejdsfælleskab giver megen glæde og energi, og gør at man sammen kan skabe de bedste muligheder for et varierende kirkeliv i og omkring de tre kirker. Med det sigte ser jeg frem til at møde menneskene i tresognspastoratet og lære dem at kende.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Det er vigtigt, at vi som kirke henvender os til mennesker der, hvor de er i deres liv. Kirken skal være kendetegnende ved at være et fællesskab, hvor alle kan føle sig sete og velkomne uanset hvad. Vi skal som kirke været et sted, hvor tiden er der – hvis man kan sige det sådan. Og det handler ikke nødvendigvis altid om at stable en masse aktiviteter på benene, men det handler ligeså meget om, at når mennesker har brug for kirken ved gudstjenester, kirkelige handlinger eller ved samtaler, at så er det tid og lydhørhed. På den måde er kirken altid en sjælesørgerisk kirke, næsten uanset hvad og uanset hvilke aktiviteter den enkelte kirke kaster over.