Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Biskop Marianne Christiansen

Biskoppens påskehilsen

Hvad handler påsken om, og hvad betyder den for os mennesker? Det skriver biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, om her. 


Påsken fortæller på få dage verdens mest betydningsfulde historie:

Hen over dagene fra Palmesøndag til 2. påskedag går Jesus vejen fra succes i offentligheden med begejstrede folk i gaderne i Jerusalem og palmesving, til svigt og forræderi fra sine nærmeste. Skærtorsdag aften spiser han påskemåltid sammen med sine venner og deler brød og vin i en sorgmunter fest, fuld af kærlighed på trods af alle svigt. Derefter går Jesus den forfærdelige vej ind i lidelsen og døden, som ingen af os kan holde ud at tænke på. Langfredag gør han fælles sag med alle dem, er også nu bliver mishandlet og udstødt og glemt i alverdens fangelejre, og går i døden for os alle. 

Langfredag er vendepunktet. Den er som et nulpunkt, hvor alt er tabt, fordi han, som repræsenterede Guds kærlighed, er blevet slået ihjel. Og alligevel fødes der i dødens nulpunkt et nyt håb. For hvis Guds kærlighed er gået i døden, så er også døden blevet fyldt af Guds kærlighed og ikke tomhed. Det er Langfredags gåde. Påskelørdag er gravhvilens dag og ligner de dage, vi sørger stille over vores kære, når der ikke er mere at gøre.  Og påskedag er den store rystelse af verden, hvor det umulige sker: Opstandelsen fra de døde. Død vendes til liv. Kærligheden får ret. 2. påskedag bliver opstandelsen til virkelighed hos de mennesker, der var fortvivlede: De møder Jesus som opstanden og får nyt mod til at leve og dele troen og håbet med andre.

Det er påskens fortælling i al korthed. Påsken bringer nyt mod og håb for alle lidende i denne verden.

 Jeg håber, at I alle får mulighed for at fordybe jer i dagene og fejre festen, når den kommer for alvor påskedag. Med påskeæg og påskeliljer, påskebord og gode ord og smil under åben himmel. For der er en vej, selv gennem døden.