Nyhedsarkiv 2021
Nyheder
Virtuel sjælesorg

12 tips til kommunikation omkring sjælesorg

Når coronapandemien udvikler sig, og smittekurverne stiger, er der flere, som henvender sig for at få sjælesorg. Præster fortæller om flere telefonopkald. Her får du en række tips til, hvordan du kan kommunikere om sjælesorg i dit sogn.

 

  • Samarbejd med præsten om at lave indhold om sjælesorg i kirken og sammen kan I definere kirkens målgruppe(r) til sjælesorgen. Præsten er eksperten, og kender detaljer om sjælesorgssamtaler i kirken, som det er svært for os andre at læse eller tænke os til. 
  • Definer målgruppen ud fra hvilke mennesker, køn, alder o.l., der søger sjælesorg i jeres kirke? Overvej, om der er andre mennesker i sognet, som I tænker kunne have brug for at kende til sjælesorg i jeres kirke? Målgruppen har betydning for, hvor og hvordan du skal kommunikere sjælesorgen på jeres hjemmeside, om du skal kombinere det med opslag med tekst, billede eller video på de sociale medier, med indlæg i lokalavisen, i kirkebladet, sociale medier og med tryksager det kan være plakater, foldere, postkort o.l. 
  • Lav en plan især hvis du planlægger mere end tre kommunikationsindsatser. Hent en skabelon her – skema i Word. 
  • Beskriv sjælesorg som f.eks. en samtale mellem en konfident, en der betror sig til en præst, som nærer omsorg for konfidentens liv og sjæl. Her er en mulig overskrift, der henvender sig direkte til modtageren: ‘Sjælesorg - omsorg for din sjæl’. Du kan finde inspiration til flere formuleringer på folkekirken.dk eller sjaelesorg.nu, og tilpasse det til sjælesorgen i din kirke. 
  • Hvad kan man forvente af sjælesorgen i din kirke? Præster griber sjælesorgssamtaler forskelligt an, så du må gerne forklare, hvad der sker i samtalen med præsten i jeres kirke – har præsten f.eks. nogle indledende eller afsluttende ritualer så som at byde på kaffe, at tænde et lys, at sige en bøn, ridse samtaleforløbet op o.l.? 
  • Løft sløret for, hvad man kan tale med præsten om. Hvilke emner? Stort og småt. Her er et uddrag fra Wikipedia om sjælesorg - om, hvad konfident og præst taler om: ”livets vilkår og om at komme overens med det, som ikke kan ændres – samt at finde mod og styrke til at ændre det, som kan ændres…”. Det kan du også finde inspiration på folkekirken.dk eller sjaelesorg.nu, og tilpasse det til sjælesorgen i din kirke.
  • Understreg det fortrolige rum mellem konfident og præst – om tavshedspligt, og at præsten ikke fører journaler. 
  • Fortæl, at sjælesorgen er gratis - til forskel fra en del andre professionelle samtalerum.
  • Sørg for at have et vellignende billede af præsten 
  • Tag også billeder af samtalerummet. Jo mere du kan fortælle og vise om før, under og efter sjælesorgen jo tryggere ramme er du med til at skabe hos en mulig konfident. 
  • Tid? Oplys om, hvornår det er muligt at kontakte præsten og hvordan - skal man altid ringe eller maile, hvad skal man skrive, skal man have en tydelig grund eller hvad skal man hos jer? Oplys også om, hvornår præsten har samtaler og hvor lang tid en samtale varer. 
  • Sted? Oplys om hvor samtalen finder sted eller kan finde sted.
     
Fakta

Del podcasten "Sjælesorg" med andre

Folkekirken.dk står sammen med Sjælesorg på nettet bag podcasten "Sjælesorg", der netop er udkommet. Her bliver lytteren fluen på væggen i en række samtaler, hvor et menneske får sjælesorg af en præst. 

 

Via artiklen her, kan du selv dele podcasten på dit eget sogns hjemmeside.