Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Teologisk konsulent: Krisen kan åbne nye veje for kirken

Kan coronakrisen lære os at tænke kirke på nye måder? Sådan spørger teologisk konsulent og sognepræst i Trinitatis Kirke i Fredericia, Bent Andreasen, i dette indlæg om kirkens rolle under coronakrisen. 


”Lad ikke en god krise gå til spilde”...

Citatet er fra Winston Churchill. Og vi kender til det i kirken: At folk kommer i krisesituationer, og kommer forandrede ud på den anden side efter de tab, de livsforandrende vilkår, som vi oplever, når vi bliver ramt.

Nu er det verden, kirken, os alle, der er ramt – og den vigtige indsigt lige nu er: Alt bliver ikke som det plejer at være lige om lidt. Men hvad skal vi lære af denne krisetid?  For vi skal bruge de næste uger, måneder, år på at drage en lære – også til at tænke kirke på nye måder. Og klargøre os, at denne mellemtid ikke er spildt, men i krisen er der også den mulighed: At lære noget vil ellers ikke ville lære! At en virkelighed er forandret, og at kirken ikke står udenfor denne forandrede virkelighed, men er en del af den.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave lige nu?
Kirkernes rolle lige nu er at være der: At lade høre fra sig, lade klokkerne ringe over land og by, men også sige og skrive nogle ord, der kan holde modet oppe.  Og kirken må være der - også for de svageste og for de ensomme og for de efterladte, der også nu mister og under svære omstændigheder skal holde bisættelse og begravelse. Og så må vi bruge både den gammelkendte telefon til samtaler og sjælesorg, men også gøre os nye erfaringer med digitale besøg på plejehjem og i folks stuer.

Hvordan har du oplevet folkekirkens rolle under coronakrisen?
Først var vi spørgende: Kan det være rigtigt, at lukke kirkedøre? Så afventende: Er det ikke ovre om et par uger? Og så blev vi i hvert fald i vores sogn mere handlingsorienterede: Vi må gøre noget. For nu bliver det påske, og vi kan ikke tie stille med påskens håbefulde budskab. Og kirker og sogne blev ret så opfindsomme på at lade høre fra sig på nye og opfindsomme måder – med online gudstjenester og videoer på YouTube og Facebook og på hjemmesider. – Fra håndholdte til mere professionelle optagelser. Lige meget - for viljen var der: Til at gøre forsøget og være kirke på nye måder.

Hvad har folkekirken lært af coronakrisen?
Det kan vi ikke sige endnu. Men vi er på vej til at lære at være til stede på nye platforme – i nye virkeligheder. Jeg tror, at vi kan lære, at det der begyndte som en nødløsning: Streamede gudstjenester, korte videoandagter og corona-koncerter, det kan vise sig at åbne nye veje. Jeg tror vi er på vej til at lære, at der er en ny virkelighed efter corona. Vi har ikke villet indse det endnu. Men det er nok på vej til at gå op for os: At den gode, gamle verden ikke lige vender tilbage om lidt. Hvad vi så skal lære af det, må der være grupper i stift, provsti og sogne, som de næste uger og måneder må arbejde seriøst med det, så vi også finder løsninger, der gør os stærke. Fordi vi løfter det i fællesskab. For vi må på radikalt nye måder tænke kirke – også udenfor murene! Og tænke menighed og gudstjeneste – også på mangfoldige måder. Og vi må gennemtænke, at hjemmesider og digitale medier ikke bare er annoncer og opslag af det, der foregår ved de virkelige gudstjenester og møder og sammenkomster, men at vi må tænke kirke ind på nye digitale platforme

Mange af os vil være skeptiske overfor det nye, som kirken også var det, da Olfert Ricard i 1925 gik ind på at lade en gudstjeneste fra Garnisonskirken blive radiotransmitteret til hele landet – og det sker for resten endnu – hver eneste søndag. Som radioen blev det, vil også nye platforme blive det: Del af den nye virkelighed vi lever i. Hvor det passer flere og flere at tage en gudstjeneste, høre en eftertanke, ikke når klokkerne ringer, men når det passer dem – og når de har tid! Så i den nye virkelighed er en gudstjeneste også en streamingtjeneste. Og så mangler vi også at gennemtænke om den gamle form passer vældig godt til den nye ramme. Hvor det indlysende også er en kvalitet, at noget er ret kort, enkelt og klart. Kunne det blive en vigtig ny drøftelse nu efter liturgi drøftelser rundt i alle provstier og nogle sogne, hvordan vi bedst handler som kirke ind i en forandret virkelighed?

Hvad tror du, samfundet har lært om folkekirken under coronakrisen?
Vi så, at folkekirken er del af samfundet - og ikke udenfor. Det vigtigste, jeg også med glæde har iagttaget i vores samfund og fællesskaber er, at der, hvor vi ikke kunne mødes og synge sammen, så blev der sunget rigtig meget. Phillip Fabers indsats på DR viste os, at højskolesangbogen hitter, der bliver sunget sange og salmer: Såvel ”Solen er så rød, mor” som ”Den signede dag”. Så kirke og tro er ikke en særinteresse for de få, men en del af en kultur, der også viser sig i, at nogle tager sig af en nabo og hjælper med indkøb og andet. Og så viste tiden også, at der blev strikket som aldrig før, at salget af puslespil steg med 800% - og der blev streamet som aldrig før! At der er en trang til at sidde med noget, der giver ro, og som vi kan fordybe os i. Sommetider er det en krisetid, hvor vi ikke længere kan alting, som viser vej til noget, som er grundlæggende vigtigt. Kan denne tid også være en vej til at genfinde et rum for fordybelse, eftertanke og tro?

Hvad er din holdning til genåbningen af folkekirken?
Den må ske i tempi, og det skal ske forsvarligt. Vi har efterhånden erfaring omkring bisættelser med at kunne bruge kun hver tredje bænk i kirken og kun sidde med dem man kender. Og have trykte sangblade. Og spritte af. Først må kirkerummet åbnes for kirkesøgende, så for gudstjenester med et begrænset antal deltagere. Sådan må det være nok nogle måneder endnu.

Hvad er kirkens vigtigste budskab lige nu?
At vi er dybt forbundne. At vi ikke magter livet selv. At det er gådefuldt stort. Og så er budskabet fra påsken, at Kristus går med os ind i nye virkeligheder. Det er det håbefulde budskab – også til os lige her og nu!