Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Tænd lys for Danmarks befrielse

Lyset er et tegn på frihed og håb, lyder det fra de danske biskopper, som opfordrer til at sætte lys i vinduerne og på sociale medier den 4. maj for at markere 75-året for Danmarks befrielse.


"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”

Sådan startede den historiske meddelelse i radioen den 4. maj 1945, da danskerne fik beskeden om, at Danmark var fri af den tyske besættelse. 

Vi kan i år fejre 75-året for Danmarks befrielse. Det skulle have været markeret ved en lang række kirkelige begivenheder landet over, som desværre er blevet aflyst på grund af faren for smitte med coronavirus.

I stedet opfordrer landets biskopper til, at man fortsætter traditionen med at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj. Det skriver de i en fælles besked:

”Lyset er et tegn på frihed og håb. På denne aften takker vi for vores eget lands befrielse og samtidig beder vi for fred og frihed for alle jordens folk. Det, der var en spontan reaktion den 4. maj 1945, skal vi bære ind i fremtiden, som et håb om frihed og fred i fremtiden.” 

Der opfordres desuden til, at kirkerne udvider morgen- og aftenringning den 5. maj med 15 minutter samt flage ved kirken den 5. maj. De steder, hvor det er muligt, kan menighedsrådet også vælge at ringe med kirkeklokkerne den 4. maj om aftenen fra kl. 20-21.

Tænd lys
Lige nu er Danmark og hele verden præget af kampen mod coronavirus. Mange er ramt på helbred eller livsgrundlag, begrænset i frihed og lider under ængstelse for fremtiden. Derfor giver det særligt god mening at tænde lys i hjemmene, hvor mange danskere primært befinder sig, med tanke på dem, vi ikke kan nå, og i håbet om en dag at være frie igen.

- At sætte et lys i vinduet 4. maj er en vigtig tradition, som jeg håber, mange også vil markere i år, hvor vi fejrer 75-året for befrielsen. For lyset i vinduet har en betydning – det betyder, at man gerne vil dele lyset med dem udenfor – at man gerne vil give den glæde og opmuntring, som lyset er, til andre ukendte ude i mørket. Lyset i vinduet skinner i mellemrummet mellem hjemmet og verden, mellem det enkelte menneske og fællesskabet. Glæden over freden og friheden, som blussede op i vinduerne d. 4. maj 1945 og siden er blevet erindret og gentaget år efter år, er en fælles glæde og taknemmelighed over frit at kunne lade lyset skinne igen efter krigens mørklagte år, siger biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.

Hun pointerer, at vi måske særligt i Syd- og Sønderjylland kan se lystændingen i vinduerne 4. maj som en særlig opgave for Grænselandet som Danmarks hukommelse.

- Denne landsdel skal bevare erindringen og fortælle den menneskelige historie om krig og kærlighed, fred og forsoning – sådan som alle de aflyste festligheder ville gøre det. Denne landsdel skal tænde lyset i vinduerne, så det kan ses ud i verden, at vi vil fred hertillands, og at vi har glæde og lys at dele med andre end os selv. Så lad os alle vise det ved at sætte lys i vores vinduer i 4. majs mørkning til den lyse nat, opfordrer biskop Marianne Christiansen.

Du kan være med til at markere befrielsesdagen den 4. maj ved at sætte levende lys i vinduet. Du kan også sætte fokus på mærkedagen ved at dele billeder og videoer af tændte lys i vinduet på de sociale medier. Brug da hashtagget #tændlys.