Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Stiftsdagen 2021: Fokus på samarbejde

Haderslev Stift inviterer til stiftsdag lørdag 20. marts 2021 på Haderslev Katedralskole.


Lørdag 20. marts 2021 afholder Haderslev Stift stiftsdag for nye og gamle menighedsrådsmedlemmer, ansatte og frivillige. Det bliver en dag med inspiration, samtale, sang (hvis vi må, grundet corona) og fornøjelse. I 2021 blivet temaet "”Kirke SAMMEN”:

- Kirken er et fællesskab både lokalt og globalt. Sammen hører vi Guds ord, og vi hører sammen i arbejdet med at skabe gode rammer for fællesskabet og for det enkelte menneske i både glæde og sorg, forklarer biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, der opfordrer menighedsrådene til at give medarbejderne mulighed for at deltage i arrangementet som en del af ansættelsen.  

Hun kalder stiftsdagen for årets bedste tilbud på en inspirerende ”ryste-sammen-firmaudflugt” for både kirkens medarbejdere og menighedsråd, og håber, at så mange som muligt vil møde op til arrangementet. 

Formiddagens emne på stiftsdagen er samarbejde. Vi ved, at vi samarbejder og organiserer os vidt forskelligt fra sogn til sogn. Derfor har stiftet inviteret organisationspsykolog Anne Lund Thybring, som kommer med konkrete eksempler og nye tanker om samarbejde, organisering og ledelse. Hun lægger op til en fælles samtale om, hvordan vi gør, hvem der gør hvad, og hvordan vi måske også kunne gøre.

Kirke er vi også sammen med mennesker i resten af verden. På stiftsdagen kommer ”noget af verden” direkte til os: Vi får besøg af ærkebiskoppen for den maronitiske kirke i Libanon og Cypern, Youssef Soueif. Biskop Marianne Christiansen vil interviewe ham om vilkårene for Mellemøstens kristne og om hans tanker om kirkens opgaver.

Eftermiddagen giver mulighed for at vælge, hvad man vil fordybe sig mere i, blandt 15-20 forskellige emner. Inden vi går hjem, har vi selvfølgelig også både spist sammen, sunget sammen og grint sammen.