Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Præster fik ny inspiration til prædikenen

45 præster fra Haderslev og Ribe Stifter fik masser af inspiration til Sydjysk Prædikenfestival i Billund. 


Ideen til efteruddannelsestilbuddet til de to stifters præster kom oprindeligt fra sognepræst Arne Mårup fra Hjerting Sogn, Ribe Stift. 

- Jeg havde været til nogle forskellige prædikefestivaler i København, som var rigtig godt og inspirerende, men man bruger jo meget tid på overnatning og transport, så vi ville gerne lave et lignende arrangement lokalt. Arbejdsgruppen har tidligere været involveret i prædikenarbejde lokalt, og vi mente, at hvis de to stifter kunne gå sammen om en prædikenfestival, ville det give et god menig ift. økonomien i det og deltagerantallet, forklarer Arne Mårup.

Programmet bød bl.a. på gudstjeneste ved provst i Aabenraa, Kirsten Kruchov Sønderby i Billund Kirke, fælles foredrag og workshops med ny inspiration til prædikenskrivningen belyst fra forskellige vinkler. 

- Vores håb var, at deltagerne ville gå opmuntrede hjem, og både have fået gode oplevelser og inspiration til at gribe prædikenen an fra nye vinkler. Det fik vi i høj grad, så jeg vil betegne arrangementet som en stor succes, som vi håber at kunne gentage næste år, siger Arne Mårup, der selv var meget begejstret for formiddagens program, der bød på et oplæg af Kirsten Sønderby og sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansens oplæg om epistlens bidrag til prædikenen. 

Iben Munkgaard Davids, der er uddannelseskonsulent i Haderslev Stift og sognepræst i Brændkjærkirken i Kolding, var en af de begejstrede deltagere i Sydjydsk Prædikenfestival:

- Jeg synes bestemt, jeg fik det ud af dagen, jeg havde regnet med. Det var netop den variation, som hele tiden har været planen med festivallen. Der skulle være teologen, forfatteren og kunstneren, gudstjeneste og workshops, hvor der blev tid til at gå mere i dybden med et emne, siger Iben Munkgaard Davids og nævner her en workshop ved Robert Strandgaard Andersen, sognepræst i Hjordkær sogn. 

- Den omhandlede det at tolke både tekst og menighed. At præsten skal være særlig opmærksom på, hvem han eller hun prædiker for. Robert formår virkelig at inspirere, da han formår at prædike den brede menighed. Det var så interessant, også at høre de andre i gruppen fortælle om deres erfaringer og overvejelser om emnet. Her fik jeg klart noget ekstra med hjem, siger hun.

Også sognepræst i Taulov Kirke, Bente Hjul Johannessen, var glad for programmet: 

- Jeg meldte mig til dagen af to grunde, dels fordi, jeg syntes, programmet var drønspændende, dels fordi, jeg hver gang kæmper med prædikenskrivning. Jeg kan godt lide at lave prædiken, men jeg synes det er enormt svært – næsten hver gang – også selvom jeg har været præst i næsten 20 år, siger hun og peger især på workshoppen som en af de øvelser, hun fik meget ud af: 

- Jeg fik bestemt noget ud af dagen: En god gudstjeneste, inspirerende oplæg, dejlig sang, fællesskab med kolleger, og så fik jeg noget særligt noget ud af workshoppen. Jeg var på Arne Mårups gruppe om benspænd i prædikenforberedelsen. Der fik jeg ideer til konkrete værktøjer og ikke mindst også tanker om, hvad en prædiken egentlig er og kan, fortæller hun.