Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Ny præst i Vejle

Elon Jepsen kommer fra embedet som sognepræst i Harte ved Kolding og bliver ny sognepræst i Vor Frelser Kirke i Vejle. 


Siden 2013 har Elon Jepsen været ansat som sognepræst i Harte Sogn, som han og familien, som tæller hustruen Miriam, der er uddannet psykolog, og børnene Mattias (7), Ellinor (4) og Josisas (1) har været meget glade for.

- Vi og vores børn har haft det utrolig godt i Harte, som på alle måder er et dejligt sted at være. Når jeg alligevel søgte stillingen som sognepræst i Vor Frelser Kirke, skyldes det, at jeg gerne ville prøve at virke som præst i en større bykirke, gerne, hvor vi var flere præster og gerne i en kirke med stort fokus på børnefamilierne. Det fandt jeg i Vor Frelser Kirke. Derudover går vores ældste barn i 1. klasse, så hvis vi skulle lave et skifte og flytte, synes vi, det skulle være nu, fortæller Elon Jepsen.

En nærværende og jordnær tilgang
Selvom han har masser af tanker og ideer om sit nye embede, understreger Elon Jepsen, at han ikke kommer ind med fejekosten for at reformere Vor Frelser Kirke, men glæder sig til at lære sin nye menighed at kende.

- Jeg kommer med både ydmyghed og taknemmelighed over det forarbejde, der er blevet lavet, som netop var grunden til, jeg søgte embedet i Vor Frelser Kirke, siger Elon Jepsen, der betegner sig selv som en jordnær sognepræst.

- Det er vigtigt, at kirken kommunikerer, at den er nede på jorden, for selvom Gud selvfølgelig er meget ophøjet, er han også meget nærværende. Det skal gudstjenesten også være, og det tænker jeg over, når jeg forkynder. Man skal kunne genkende sig selv i det, jeg siger, jeg skal være i øjenhøjde med folk og prædiken skal være relevant for nutidsmennesket.

Især kirkens aktiviteter rettet mod børnefamilierne mener Elon Jepsen er vigtige.

- Jeg mener, at kirken skal være en kirke og for alle, og i sin form er gudstjenesten jo på mange måder ikke specielt velegnet for børn. Der er det vigtigt, at kirken har mange tilbud til børnefamilierne, så man tydeligt viser, at kirken også er for børn. Børnene skal opleve, at det også er deres kirke, og at evangeliet også kan formidles til dem, forklarer Elon Jepsen og understreger:

- Man kan jo formidle evangeliet på mange måder: Det er både noget, man siger, men det kan også være noget, man viser – f. eks. ved at have åbne arme og være et hjertevarmt fællesskab.