Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Ny præst i Varnæs Kirke

45-årige Sidsel Lyster Jensdatter er ny præst i Varnæs Kirke i Aabenraa Provsti. Hun er mor til tre, har speciale i familiekonflikter og flytter til Sønderjylland efter en årrække på Færøerne.


Hvad er din baggrund?
- Jeg er opvokset i en præstefamilie på landet. Jeg har en grunduddannelse i litteraturvidenskab, men skiftede over til teologi og blev kandidat fra Københavns Universitet i 2006 med speciale i Harry Potter-bøgerne. Jeg arbejdede som sognemedhjælper i Lundtofte og Geels i hovedstadsområdet i 2006-2007. Her arbejdede jeg med undervisning og gudstjenester for børn og unge. 2007-2009 var jeg overenskomstansat bypræst i Ullerød Sogn i Hillerød. I 2010-2013 var jeg kirkebogsførende sognepræst i fire landsogne på Djursland. De sidste syv år har jeg boet med mine tre piger på Færøerne, hvor de har lært den færøske del af familien at kende. Jeg har læst jura på Syddansk Universitet via fjernstudium og blev bachelor i sidste uge. Nu glæder jeg mig til at vende tilbage til præstegerningen. 

Hvorfor blev du præst?
- Jeg blev præst, fordi jeg syntes, der var brug for gode præster. Jeg arbejdede som medhjælper på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, mens jeg læste matematiske suppleringsfag for at blive optaget på medicinstudiet. Under mit arbejde mødte jeg mennesker i svær krise, typisk under et alvorligt sygdomsforløb. Det faldt mig let at tale med dem. Jeg kunne mærke, jeg havde redskaber med hjemmefra, og umiddelbart inden ansøgningsfristens udløb ændrede jeg min førsteprioritet fra medicin til teologi, fordi jeg gerne ville have tid til eksistentielle samtaler om tro med personer i svær krise. 

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i dag?
- Den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag er formentlig, at vi ikke får et sæt fælles værdier med hjemmefra, men at hver især skal definere sig selv. Det er både en udfordring og en glæde afhængig af, hvor man er i livet. Kristendommen spiller en langt mere markant rolle i det færøske samfund. Det kan være en spændetrøje, hvis man vokser op i en rigid kristendom med social kontrol og ikke føler, at man passer ind. Men jeg oplevede først og fremmest de underliggende kristne værdier som en gave. En uge efter vores tilbagevenden til Danmark oplever jeg, at corona-krisen er begyndt at samle danskerne som en nation, der fortrinsvis består af hensynsfulde og solidariske mennesker. Også den danske sang- og salmeskat er ved at blive genopdaget som et fælles fundament under dansk kultur. Det er smukt og stærkt, at moderne danskere får noget positivt ud af de sidste måneders frygt, tab og isolation. Det er mit gæt, at de fælles værdier, vi har fået øje på under corona-krisen, også kan binde os sammen efterfølgende og måske præge vores selvforståelse og værdisæt fremadrettet. 

En anden udfordring ved at være menneske i Danmark er bureaukratiet. Ofte oplever man til sjælesorgssamtalerne, at den ene myndighed ikke aner, hvad den anden gør, og at borgerne kommer i klemme mellem modstridende beslutninger, eller sidder fast i en cirkelslutning. Det var frustrationen hos de borgere, jeg mødte i mit embede, som sad klemt mellem myndighederne uden at få hjælp, der foranledigede mig til at læse jura. Som præster oplever vi de mange mennesker, som falder gennem hullerne i systemet. Jeg mener, vi præster har pligt til at gøre politikerne opmærksomme på mangelfulde regler, når vi møder disse borgere, som ofte ikke har andre steder at gå hen og opsøger præsten som en sidste udvej. Samtidig skal vi huske, at vi som embedsmænd har vejledningspligt, jf. forvaltningsloven, herunder pligt til at henvise borgerne videre til retshjælpen eller til den relevante myndighed, som borgeren kan få konkret hjælp fra.  

Hvad holder du mest af i dit virke som præst?
- Jeg holder mest af husbesøgene og de samtaler, der går forud for de kirkelige handlinger. Det er dejligt at møde sognebørnene og spændende at lære deres livshistorier at kende. Det er også i det personlige møde, menigheden bygges op. 

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Jeg mener, at folkekirkens vigtigste opgave i dag er at være nærværende og synlig. Vi skal udbrede et glædeligt budskab - og vi bør benytte enhver anledning til at stå frem, fortælle hvad kirken står for, og være tilgængelige for enhver, som har brug for åndelig vejledning. Desuden er det nødvendigt, at præsterne er synlige, ikke i kraft af ord, men som gode forbilleder. Kirkens udbredelse skete - og sker -  i høj grad gennem socialt arbejde. En anden måde at udbrede det kristne budskab på, er at de enkelte medarbejdere i folkekirken går ind i det lokale foreningsliv og er aktive medspillere i lokalsamfundet. Jo mere kristendommen forbindes med gode forbilleder, og jo mere åbent og naturligt, vi selv deler vores tro, jo lettere bliver det for andre, og mere blufærdige danskere, at sætte ord på dét, de tror, så samhørigheden mellem Gud og hver enkelt af os ikke bliver et privat og tabubelagt anliggende, men noget helt naturligt. 

Du flytter fra en landsdel til en anden - hvilke tanker gør du dig om det?
- Jeg glæder mig til at virke i Sønderjylland. På Færøerne er der en stor kirkelighed. Naturen råder, og menneskets konstante kamp mod og samspil med naturkræfterne har skabt en stærk gudstro. I Sønderjylland, hvor jorden er god, bruger mange menigheder kirken som lejlighedskirke. Jeg er spændt på at træde ud af det pietistiske, hvor mange færinger har et naturligt forhold til "perleporten", bøn og frelse gennem tro, og så at træde ind i den danske folkekirkelighed, hvor det religiøse sprog er mindre fremtrædende. I første omgang vil jeg stikke fingeren i jorden og glæde mig til at lære sognebørnene i Varnæs at kende. Jeg vil i høj grad være lyttende og rådføre mig med menighedsrådet og personalet, indtil jeg har lært sognet at kende. Jeg glæder mig over, at vi kommer til en stærk sønderjysk salmesangs- og højskoletradition, og personligt glæder jeg mig til at synge de danske salmer på mit eget sprog igen. Ligesom corona-krisen har mindet os om værdien af håndtryk og personlige møder, bliver man som udlandsdansker mindet om værdien af den velkendte gudstjeneste på ens eget modersmål.