Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Ny præst i Fredericia

Anna Sofie Orheim er ny præst i Trinitatis Kirke i Frederica. 


Hvad er din baggrund?
- Jeg er teolog fra Aarhus Universitet i 1998, og siden har jeg været sognepræst i Hatting ved Horsens, godt 22 år.

Hvorfor blev du præst?
- Det blev jeg, fordi jeg gerne ville formidle livsmod, tro og håb. Verden kan spejles i mange historier, men den, jeg gerne vil være med til at give videre, det er den, som evangeliet fortæller. Jeg oplever, at den kan give os en fornemmelse for godt og ondt og for hinanden, at den er i stand til at sætte os fri, lede os uden om hadet og holde os fast på, at før noget som helst andet er livet en gave, vi skal tage imod

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?-- Udadtil er vi lige nu grundigt udfordret af både corona og terrortrusler. Det skaber rådvildhed og frygt. Og det er en vigtig udfordring midt i alt det at bevare håbet, freden og værdige omgangsformer.

Hvad holder du mest af i dit virke som præst?
- Der er mange ting jeg holder af, bl.a. det tilbagevendende at have som opgave at være tilstede i et ritual og forvalte sakramenterne. Det oplever jeg på en gang som en dejlig utvungen og dybt meningsfuld opgave. Den kræver ikke nogen ekstraordinær indsats af mig, jeg skal blot give videre, hvad jeg selv har modtaget. Det er ret lige til, og samtidig er det vigtigt, at det bliver gjort, og at det bliver gjort med nærvær og engagement.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- At være til rådighed. At møde mennesker der, hvor de er, midt i livet. At lytte og forsøge at give svar, i ord og ritualer, på de eksistentielle spørgsmål som optager os i dag.