Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Nu bliver det jul

Biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, skriver juleklumme.


Nu bliver det jul. Uanset hvor vi er, hvordan vi har det, hvem vi er sammen med og hvem vi savner. Uanset om vi er alene, på arbejde eller sammen med de familiemedlemmer eller venner, det kan blive til i år. ”Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”, står der i en af de julesalmer, vi i år kan nynne med på. Uanset hvad, kommer julen. Den kommer med solhvervet, her hvor mørket holder op med at vokse og lyset begynder at stige - og den kommer med budskabet om, at Jesus er kommet til verden som det lys, der stille og stadigt bliver ved med at vokse.

I år bliver måske den bedste jul nogensinde. Det ved man aldrig. Og særlig ikke nu, hvor der er så frygteligt meget, vi ikke ved og er usikre på.

Da jeg var lille syntes jeg, at julen blev bedre og bedre for hvert år. Måske fordi man voksede og for hvert år kom til at opleve flere sider af julefesten, og måske fordi man efterhånden fik forventningens glæde: Man glædede sig til, at det samme ville ske som sidste år. Julepynt, duftene, lydene, gaverne, maden, sangen, dansen – kort sagt: Festen. Den kom bare, midt i mørket på denne 24. december og fortsatte til Helligtrekonger.

Som voksen skal jeg passe på med, at jeg ikke bilder mig ind, at det er blevet mit ansvar at sørge for, at hver jul er endnu bedre end den foregående: Endnu mere fest, endnu mere mad og flere gaver og endnu bedre julestemning – og småkager og julekort, selvfølgelig. Eller bare, at det hele skal være nøjagtig lige så godt som sidste år. Det bliver julen ikke bedre af. Det bliver allerhøjst til en fejring af mine egne julepræstationer eller elendighed over, at det ikke lykkedes. Heller ikke i år.

Et år med usikkerhed
Måske kommer vi til at opleve julen i år på en bedre måde, fordi vi må opgive at præstere det perfekte. Og fordi så meget er forkert og sikkert og fuld af frygt. Siden marts har vi erfaret, at det meste af, hvad vi planlægger, går i vasken. I de fleste familier betyder julen en mængde af traditioner og besøg og samvær og sammenspisen. Og ganske vist betyder det hvert år også en hel del ufred og skænderier og opgør rundt om julebordet, fordi man nu endelig er samlet og får det sagt, som man ikke ville sige, men siger alligevel. Men i år er ufreden næsten vokset med afstanden. Både i vores samfund og i familierne er vi under pres og bliver inderligt uenige om, hvordan man bedst viser omsorg over for hinanden og samfundssind: Hvor på skalaen skal vi lægge os imellem hensynet til at begrænse smittefaren og den menneskelige længsel efter fællesskab og nærvær? Skal vi afvise at være sammen med andre mennesker, selv om det er lovligt, eller skal vi være så meget sammen, vi kan, selv om det kan øge smittefaren? Begge dele kan udspringe af kærlighed: Af kærlighed til min familiemedlemmer, vil jeg ikke være sammen med dem, for ikke at smitte dem – eller: Af kærlighed til mine familiemedlemmer vil jeg være sammen med dem, fordi det betyder alverden for dem og for mig.

Den splittelse går igennem hele vores samfund. Og dertil kommer uenigheden om, hvad det er vigtigt at holde åbent, og uenigheden om, hvem der er mest ansvarlig.

Vores fællesskaber er kommet på prøve, og vi er uenige om, hvilke hensyn der skal veje tungest.

Og dertil kommer frygten for sygdom og frygten for økonomisk sammenbrud og tab af arbejdspladser, både personligt og på samfundsmæssigt.

Og alligevel bliver det jul. Midt i moradset. Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange. Solhverv er vendepunktet: Når det er allermørkest, er det samtidig et varsel om, at nu kommer lyset. Derfor er festen for Jesu fødsel lagt ved solhverv på den gamle hedenske fest for solens fødsel.

Hvad er der af lys i et spædbarn, født uden for ægteskab under kummerlige forhold og modtaget af fremmede folk, der har haft syner og hørt engle synge under stjernerne? Der er det lys, at det er på denne måde, gud kommer til sted e i imellem os, i alt vores utryghed og ufred. Julen kaster et lille lysbillede ind i vores liv: Dette skrøbelige og udsatte lille liv er elsket af Gud, og hvert eneste menneske, der er kommet nøgent til verden, bærer et aftryk af Guds kærlighed.

Lad os fejre julefesten
Det har vi måske i år de allerbedste forudsætninger for at tage til os som et håb og som et glædeligt budskab. Julen er en kærlighedserklæring til livet. Den glæde, som julefesten drejer sig om, er en glæde, der gror. Som et barn. Vi skal ikke selv stable den på benene, men vi kan tage imod den. Jesus betyder Guds kærlighed og tilgivelse. Det er meget kort sagt, men vi har jo tiden for os til se og høre det folde sig ud. Det er en kærlighed og tilgivelse, som vi ikke selv skal præstere, men som kommer til os. Vi kan tage imod den og giver den videre. Og fortællingen om den begynder med julens fortælling om nogle forvirrede hyrder, der finder et barn, som er tegnet om frelse, redning, håb.

Derfor det måske de bedste vilkår at fejre jul på i år. Vilkårene er, at vi ved, hvor udsat vores liv og verden er, hvor sårbar vores kærlighed er og hvor nemt vores fællesskab trues. Der er langt til den perfekte jul med bjældeklang og gåsesteg med svesker på langbordet. Der er ikke engang sne. Og netop derfor bliver det jul. Guds engle synger klarest for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.

Så lad os nu fejre julen, som vi bedst kan, fordi der ER noget at fejre. Noget andet end os selv. Der er budskabet om, at Gud kommer til os som et barn og gør den mindste til den største. Der er et fælles håb og en fælles taknemmelighed og kærlighed til dette liv – så uenige vi end måtte være om, hvordan den skal komme til udtryk. Og der er lyden af englesang, som vi måske kan høre ekko af , når vi nu ikke selv må eller kan synge så højt: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag”. Lad os se på hinanden og os selv med mildhed og overbærenhed i julelysets skær og dele glæden.

Glædelig jul!