Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Mandag ringer genforeningsklokkerne

Mandag den 15. juni fejres 100-året for den officielle Genforeningsdag, hvor Sønderjylland overgik til Danmark. Samme dag ringer også de sønderjyske genforeningsklokker.

Organist og Klokkenist ved Sct. Nicolai Kirke i Vejle.


Ved afslutningen på Første Verdenskrig skænkede Nationalfondet af 1918 til Anskaffelse af Kirkeklokker i Sønderjylland 44 kirkeklokker til de sønderjyske menigheder, der under krigen havde fået frarøvet sine kirkeklokker, da den tyske krigsindustri manglede kobber og tin. 

Tyskerne tog alle klokkerne for at støbe dem om til kanoner, og lod blot en enkelt klokke hænge i hver kirke.

Efter Genforeningen i 1920 donerede Krigsministeriet også i alt 60 gamle malmkanoner til støbning af klokker til de sønderjyske kirker, som havde mistet deres kirkeklokker. Disse kanoner var oprindelig støbt af kobber og tin fra kirkeklokker indsamlet i 1528 og 1602, da henholdsvis Frederik den 1. og Christian den 4. oprustede med nye kanoner.

Klokkestøberiet De Smithske i Aalborg fik opgaven at støbe de 44 nye klokker til erstatning for de mistede.

Klokkerne blev forsynede med forskellig kunstneres relieffer og inskriptioner.

Klokkerne blev alle taget i brug en og samme søndag efter påske i 1921.

Klokkespilskoncert i Vejle
På 100-årsdagen for genforeningen af Danmark og Sønderjylland mandag den 15. juni ringer de sønderjyske genforeningsklokker i regionen som et led i markeringen af dagen.

Også Sct. Nicolai Kirke i Vejle markerer dagen, når kirkens organist og klokkenist Erik Kure kl. 16.00 spiller en klokkespilskoncert med musik og melodier, der knytter sig til Genforeningen, Sønderjylland og resten af Danmark.

Koncerten kan streames live på Sct. Nicolai Sogns Facebookside, hvor man kan opleve koncerten ved klokkespilsklaviaturet i kirkens tårn.

Programmet består af original musik, arrangementer over kendte melodier og improvisationer over temaer, der knytter sig til anledningen.

Mellem musikstykkerne i klokkespilskoncerten fortæller Erik Kure også historien om de sønderjyske kirkeklokker.