Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Kirker forbereder coronasikker jul

Stiftets kirker er i fuld gang med at planlægge årets mest travle højtid. Her kan du læse, hvordan tre kirker forbereder sig til julegudstjenesterne: En flytter gudstjenesten udendørs, en anden holder julegudstjeneste i en lade, mens en tredje kirke benytter sig af billetsystem.


Når sognemedlemmerne i Gram Kirke om fem ugers tid går til julegudstjeneste, bliver det ikke som vanligt i den hvide, romanske kirke fra 1200-tallet. Her er der plads til 80 mennesker, men selvom kirken har to indgange, ville det være et stort logistisk arbejde at eskortere kirkegængerne ind og ud og få sprittet af mellem julegudstjenesterne, hvis dette års julegudstjeneste skulle holdes i kirken.   

- Er der et kendetegn ved gudstjenesten juleaftensdag, så er det, at der er mange mennesker. Derfor har vi tænkt over, hvad de forskellige dages særkende er. Juleaftensdag er tjenesten, hvor de mange kommer. Juledag en den smukke julegudstjeneste, hvor vi godt kan være i kirken. Anden juledag er dagen, hvor vi får sunget de sidste julesalmer. Og julesøndag begynder vi så småt at se mod det nye år. Juleaftensdag er der, problemet er. For hvordan kan vi få fornemmelsen af at være der alle sammen, når vi ikke kan være i kirken?, spørger sognepræst Johannes Gjesing. 

Derfor har man i Gram Kirke tænkt alternativt og udvidet et allerede eksisterende samarbejde med Gram Slot, så kirken i år holder julegudstjeneste i Den Holstenske Lade på slottet.  

- Den er så stor som en sportshal og smuk som en domkirke med rå sten og flot træhåndværk. Og så er slottet vant til at håndtere arrangementer under den nuværende krise, så udover, at laden er smuk og stor, arbejder vi sammen med nogle mennesker, som ved meget om at afvikle et arrangement som f. eks. en julegudstjeneste, siger Johannes Gjesing.

Kirkegængerne skal reservere en plads på forhånd på www.gram-slot.dk. Hvis det viser sig, at alle pladser forsvinder hurtigt, forventer sognepræsten, at man i samarbejde med slottet, kirkens personaler og menighedsrådet laver en gudstjeneste mere. 

- Vi vil selvfølgelig savne kirkerummet. Men jeg tror, at det bliver alletiders at holde julegudsteneste i Den Holstenske Lade. Ja, måske bliver det den bedste julegudstjeneste nogensinde? Og er der ikke også et eller andet med, at Jesus blev født i en stald?, spørger Johannes Gjesing. 

Julegudstjenester holdes udendørs
Også i Egernsund Kirke i Sønderborg Provsti har man besluttet af holde julegudstjensten i andre rammer - udenfor:

- Vores kirke er ikke særligt stor, og arealkravet og indretningen med bænke gør, at vi kun må være en syngende menighed på 16 personer, hvis deltagerne ikke er nære kontakter. I menighedsrådet var vi meget hurtigt enige om, at vi ikke kunne forestille os en julegudstjeneste uden fællessang. Vi var også enige om, at ekstra gudstjenester ikke kunne gøre det, da vi normalt har cirka 350 kirkegængere fordelt på to gudstjenester juleaften. Samtidig ønskede vi også, at kirkerummet på en eller anden måde skulle spille en rolle i julegudstjenesterne, fortæller sognepræst Mette Carlsen.

Løsningen er blevet, at kirken holder julegudstjeneste udenfor på kirkens parkeringsplads, der ligger op til kirkedøren, og med udsigt ned til Flensborg Fjord. 

- Vi blev i menighedsrådet forelskede i ideen om at samles udenfor juleaften til en helt kort gudstjeneste, hvor folk kan møde op med bedsteforældre, hunde og børn på cykler for at synge sammen og høre juleevangeliet. Vi håber selvfølgelig på en frostklar vinterdag med lav sol og duft af brænderøg og fjord, men skulle vejret snarere hælde imod slud og kuling ind fra fjorden, så gennemfører vi alligevel! Vi håber, at folk bakker op, også i tilfælde af dårligt vejr, og klarer de 10-15 minutter, som gudstjenesten varer, siger Mette Carlsen.

Egernsund Kirke planlægger at fylde pladsen med juletræer og lyskæder, bålfade og fakler, så det bliver indbydende og hyggeligt at samles udendørs juleaften, mens kirkens organist og sanger står i kirkedøren, som vil være åben ind til en oplyst kirke. Der vil være fire små gudstjenester mod normalt to, hvor kirkegængerne skal sidde på klapstole. Der er plads til ca. 100 på pladsen, hvis alle skal sidde med to meters afstand. 

Desuden vil kirken imødekomme de, der savner en længere juleprædiken, ved at lægge en juleprædiken, som er optaget på forhånd, op på kirkens hjemmeside og Facebook-side om morgenen juleaftensdag, ligesom der også bliver lagt små adventsindslag op på søndagene i advent. 

Indfører billetsystem
I Bramdrup Kirke i Kolding har man også iværksat tiltag, der skal sikre, at julegudstjenesterne kan finde sted under de forhold, restriktionerne påbyder. 

- For nogle måneder siden begyndte vi at overveje, hvad i alverden vi skulle gøre til jul. Jeg synes, vi har haft alle mulige scenarierer oppe at vende, bl.a. at leje den lokale sportshal, som vi dog gik fra igen. Vi kunne sådan set godt overholde afstandskravene inde i hallen, men syntes, det var svært at sikre, at folk holdt afstand, når de gik ind og ud af hallen. Det ville kræve mange frivillige kræfter, som vi ikke var sikre på, vi kunne moblilisere. Og så syntes vi heller ikke, rammerne var helt optimale. En hal er ikke det, sognet forbinder med jul, fortæller sognepræst Lone Vesterdal. 

For at få juleligningen til at gå op, har Bramdrup Kirke besluttet sig for at indføre et billetsystem, hvor kirkegængerne kan hente en billet på kirkekontoret til en af de tre julegudstjenester, der bliver holdt juleaften eller en af de to gudstjenester, der bliver holdt juledag. Her er der plads til 33, når der bliver sunget. 

- Vi ved godt, at der er mange, der bliver skuffede, men vi ville under alle omstændigheder ikke kunne rumme alle dem, vi plejer at kunne have i kirken. Alle har heldigvis haft en forståelse for, at det er svært at holde julegudstjenester som normalt, hvor vi holder fem med to børnegudstjenester om formiddaggen, men det gør vi ikke i år, for vi synes, det er et stort ansvar at samle børn på tværs, forklarer Lone Vesterdal.