Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Kirkeminister inviterer folkekirken til diskussion om genåbning

Kirkeminister Joy Mogensen vil nu indbyde folkekirkens ledere og organisationer til drøftelse om en gradvis genåbning af kirkerne.


Arbejdet går nu i gang med at udarbejde en plan for en gradvis og kontrolleret genåbning af folkekirken og andre trossamfund, når det bliver muligt. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet. 

Arbejdet sker på baggrund af en aftale mellem regeringen og Folketingets partier om at etablere en række sektorpartnerskaber med henblik på dialog mellem myndigheder og relevante organisationer om, hvordan en ansvarlig genåbning bedst kan forberedes på de enkelte sektorområder. Formålet er, at genåbningen kan ske på en kontrolleret og sundhedsmæssig forsvarlig måde, når det bliver aktuelt.

På folkekirkens område inviteres repræsentanter for biskopper og provster, Landsforeningen af Menighedsråd, folkekirkens uddannelsesinstitutioner og de faglige organisationer nu til at deltage i dette arbejde.

- Jeg glæder mig til den dag, hvor folkekirken og andre trossamfund igen kan åbne dørene for mennesker, der har brug for trøst og fællesskab i en svær tid. Også selv om vi må regne med, at det en tid endnu kommer til at ske på andre vilkår, end vi er vant til. Jeg ser frem til, at alle parter nu engagerer sig konstruktivt og ansvarligt i dialogen om, hvordan en kommende genåbning kan ske gradvist og kontrolleret og på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, når det bliver aktuelt, siger Joy Mogensen.

Folkekirken og andre trossamfund forbliver lukkede foreløbig til og med den 10. maj 2020.