Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Genforeningen og kirkelivet i Haderslev Stift

Historiker Lars N. Henningsen, der også sidder i menighedsrådet for Aabenraa Sogn, skulle til årets landemode have holdt foredrag om genforeningen og kirkelivet i Haderslev Stift. Her kan du læse hans oplæg.


Af Lars N. Henningsen.

I år den 10. juli var det præcis 100 år siden, at Christian 10. red over den gamle Kongeågrænse på vej til Genforeningsfesten på Dybbøl. Genforeningsprocessen blev indledt.

Undervejs var Tyrstrup kirke den allerførste kirke, kongen opsøgte i Sønderjylland. Hvem modtog ham mon dér? Det var ikke Tyrstrups lokale pastor Christiansen, som stod foran alteret. Nej, kirketjenesten blev udført af præster nordfra. I dagens anledning var de kommet rejsende til Tyrstrup. Det var den nytiltrådte provst Nissen, som dengang endnu var sognepræst i Vemmelev, det var en pastor Løgstrup fra Nyborg og en pastor Hansen fra Helsingør. Tyrstrup-præsten var nærmest usynlig. 

Det viser, at der i 1920 begyndte en ny æra for Sønderjyllands kirke. Det var ikke den da eksisterede kirke i Sønderjylland, som tog mod kongen, og som blev genforenet med den danske folkekirke. Det var derimod den danske folkekirke, som kom til Sønderjylland.

Den hidtidige folkekirke i Sønderjylland var selvfølgelig ikke begejstret. Den havde været en anden kirke, en kirke under tysk styre. Den gamle kirkes afskedsord og reaktion over for den nye danske folkekirke var derfor også iskold. Det er med dybeste smerte at Nordslesvig nu skilles fra os ved en påtvunget voldsfred. … Det er en dyb uret, en dyb skade for den hidtidige landskirke. Sådan lød salutten fra den gamle kirke. Der var kold luft mellem danske og tyske kirkefolk i 1920. 

En ny begyndelse
Genforeningen blev med andre ord en nybegyndelse for kirken i Sønderjylland. Meget skulle nu ændres. Det skyldes, at der lige siden reformationen var opstået stadig større forskelle på kirken nord og syd for Kongeåen.

Op til 1864 hørte kirken både i Danmark nord for Kongeåen og i Sønderjylland syd for Kongeåen ganske vist begge under den danske konge og dansk styre. Kirkesproget var også gennem hele historien stort set altid dansk i Sønderjylland. Men alligevel var der allerede dengang, mens Sønderjyland hørte under Danmark, forskel på kirken i Danmark og kirken i området syd for Kongeåen. Danmark havde én kirkeordning, kirken syd for Kongeåen en anden. Jeg nævner blot nogle eksempler: Nord for Kongeåen blev kirken styret af Danske Kancelli i København, og kirken fik ensartede danske ritualbøger og alterbøger, og en fælles med Kingo-salmebog. Der blev tilstræbt ensartethed i kirken.  Syd for Kongeåen blev kirken styret af et Tyske Kancelli, som også lå i København, og der var en biskop i Slesvig: præsterne havde en anden alter- og ritualbog, og der var andre salmebøger. Der gjaldt andre regler for kirkebøgerne, og gudstjenesterne fik et slesvigsk særpræg. I Danmark blev præsterne uddannet i København, syd for Kongeåen blev mange uddannet på universiteter mod syd, og de fleste kom fra landsdelen selv. Syd for Kongeåen havde menigheden mange steder større rettigheder end i Kongeriget, både økonomisk og ved præstevalg.

Efter krigen i 1864 kom Sønderjylland jo under Preussen, og det gjorde forskellene mellem kirken i Sønderjylland og kirken i Danmark endnu større. Ganske vist blev dansk stort set bevaret som kirkesprog i Sønderjylland, men der kom tyske kirkelove og gradvis andre kirkeskikke, og der blev ansat nye præster med tysk uddannelse og ofte tysk sindelag. Det var ofte gode præster, og de var evangelisk-lutherske ligesom i Danmark. Men afstanden mellem dem og deres dansksindede menigheder voksede. Mange præster var bevidst tysksindede, og det skabte afstand mellem præster og menighed. Jo mere sønderjyderne blev sig bevidst som danske, jo større blev også modsætningerne mellem mange præster og deres menighed.

I 1920 fik sønderjyderne så efter det tyske nederlag i 1. Verdenskrig mulighed for at stemme om, hvor de ville høre til. Tre fjerdedele stemte sig til Danmark – vejen var banet for genforeningen.

Folkekirkens placering i Sønderjylland 
Når vi nu husker de store forskelle, som gennem tiden havde udviklet sig på kirken i Danmark og kirken i Sønderjylland, er det klart, at det måtte blive et stort projekt at integrere Sønderjyllands kirke i den danske folkekirke. Folkekirken og dens kirkeskikke skulle overføres til Sønderjylland.

Det kom til at foregå både radikalt og besindigt. Radikalt var det, at man bevidst undlod at oprette et nyt sønderjysk kirkestift, for Kongeågrænsen skulle forsvinde. I stedet oprettede man et helt nyt stift: Mod øst Haderslev Stift fra Horsens Fjord i nord tværs over Kongeåen til den nye grænse i syd. Tilsvarende blev Vestsønderjylland henlagt under Ribe Stift. Man brød med de gamle grænser, så Sønderjylland kunne gå helt og fuldt op i den danske folkekirke.

Helst ville folkekirken nordfra også have, at alle de siddende præster fra den gamle kirke blev skiftet ud med ud med nye danske præster.  Sådan gik det nu ikke. I 42 af 116 sogne fik menighederne lov at stemme, om de ville beholde deres hidtidige præst. Resultatet var, at 39 præster i den hidtidige tyske folkekirke fortsatte og kunne skifte den tyske præstekrave ud med pibekraven. Genvalgene viser, at sønderjyderne selv ikke helt delte den afstandtagen til alt det gamle fra tysk tid, som var udbredt i den danske folkekirke.   

Masser af ting skulle laves om, og indlemmelsen af Sønderjylland førte faktisk til flere ændringer af dansk kirkelovgivning generelt. I 1922 kom der nye danske kirkelove fælles for Sønderjylland og resten af landet. De udvidede det kirkelige selvstyre og gav menighedsrådene øget indflydelse på økonomiske spørgsmål og indførte provstiudvalg. Disse fornyelser var delvis inspireret af elementer i kirkestyret i Sønderjylland i tysk tid. Al påvirkning af kirkelivet omkring 1920 gik altså ikke fra nord til syd – der var også tale om en vis afsmitning fra syd til nord. 

Mindst lige så omfattende var de ændringer, som nu blev indledt i kirkens indre liv i den sønderjyske del af det nye Haderslev Stift. Der begyndte en langsom og besindig omformning af kirkelivet.  På mange måder mødte de nye danske præster, som kom til Sønderjylland  nordfra, skikke de ikke kendte. I 1920 dominerede hjemmedåb i Sønderjylland helt over kirkedåb.  Det ”var finere at lade sit barn døbe hjemme af en suppeterrin eller en sukkerskål”, skrev en af præsterne om skikken. Det blev en langvarig opgave for de nye danske præster at vænne sønderjyderne til den kongerigske kirkedåb. 

Også nadveren havde en anden placering i Sønderjylland end i dele af folkekirken. Nadver blev før 1920 fejret nærmest som appendiks til gudstjenesten, og der gik mange år efter 1920, før alle kirkegængere blev siddende i kirken til efter altergangen.

Nye salmetraditioner
Der begyndte også en gradvis ændring af salmetraditionerne. Sønderjyderne havde haft andre salmebøger end nord for Kongeåen. Det var bl.a. Erik Pontoppidans salmebog med mange Brorson-salmer, i midten af 1800-årene kom der nye lokale salmebøger. Og så sørgede den tyske kirke sidst i 1800-årene for en ny salmebog til de dansksprogede menigheder dvs. til det meste af Sønderjylland. Det var den såkaldte Evangelisk luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig, som udkom i 1890. Den lå i forlængelse af sønderjysk tradition tilbage til Pontoppidan og Brorson og blev meget udbredt og værdsat. Den bragte også et betydeligt udvalg af Grundtvig-salmer til Sønderjylland. 1890-salmebogen blev sønderjyderne glade for. Det forstod den danske folkekirke at tage hensyn til efter 1920. Den danske salmebog nordfra blev ikke blot indført ved et pennestrøg. I 1926 blev 1890-salmebogen endda grundlaget for en speciel salmebog for Sønderjylland, Den sønderjydske Salmebog. Det var udtryk for en indføling og forståelse for det særligt sønderjyske, som ellers havde ligget fjernt for nogle danske kirkefolk nordfra i 1920. Først så sent som 1953 blev Den danske Salmebog autoriseret som fælles for hele landet.

Kort sagt. De mange særheder i den sønderjyske kirkehistorie krævede et langvarigt genforeningsarbejde efter 1920 for at overføre folkekirken til Sønderjylland. Set fra i dag må vi sige, at det kom til at foregå besindigt og med forståelse for det særligt sønderjyske. I dag kan vi vist sige, at Kongeåen ikke længere danner en kirkegrænse. Haderslev Stift fra nord til syd hænger sammen.