Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Domprovsten: En forandret verden

Når vi vender tilbage til en normal hverdag efter coronakrisen, kan vi passende reflektere over, hvad der egenligt er vigtigt i livet og i vores samfund, skriver domprovst Torben Hjul Andersen.


Hvordan vil verden se ud bagefter, når pandemien har raset ud? Postcorona.

Lige nu har en mikroskopisk partikel lavet et spring på et provinsmarked i Kina, og denne ene mikroskopiske viruspartikel har i dette spring lukket halvdelen af verden og lagt verdensøkonomien ned. Det giver stof til eftertanke. Her blot to antydninger:

For det første det meget glædelige, at vi reagerer menneskeligt. En kynisk betragtning kunne sige, at det kun er de svage og uproduktive, som vil dø af denne virus, så hvorfor sætte økonomien mange år tilbage for at redde dem. Det er opløftende, at det ikke er penge der styrer alt, men at kærlighed og omsorg får lov til at sætte dagsordenen.

For det andet må det føre til en ydmyg eftertænksomhed, om menneskets begærlige livsstil presser planetens naturlige økosystemer så hårdt, at et af resultaterne er en øget sårbarhed, eller sagt på en anden måde om vi længe har kørt på kanten af et synkroniseret systemsvigt.

Plads til eftertanke
Når en stor del af Danmarks befolkning går hjemme, kunne vi passende tale om, hvordan vores samfund kan se ud, når der gradvist åbnes op igen. Har morgensang i tv betydet andet end tidsfordriv? Har muligheden for at bage brød og grave i haven sammen med børnene betydet noget for jeres relation? Har du haft mod til at være sårbar sammen med din partner, så forholdet er blevet dybere? Er du ensom eller trives du i din alenehed?

Disse spørgsmål sammen med erkendelsen af hvad vi savner – give knus til børnebørnene, spille fodbold, spise med gode venner, høre eller spille musik sammen, gå i skole eller fylde en plads ud på arbejdsmarkedet, at kunne trykke et menneskes hånd, osv.

Jeg tror, at det er vigtigt, at vi suger lærdom til os. Eftertanke om hvad der er vigtigt, og den indsigt tager vi forhåbentlig med os ud i livet, når samfundet åbner op. Måske fører det til ændringer og vægtlægning på det værdifulde, og måske magter vi at tage livtag med de ting i vores tilværelse og samfund, som ikke er holdbare. 

Med venlig hilsen
Torben Hjul Andersen, domprovst i Haderslev Stift.