Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Kolding-kirke fejrer "Biblen 2020" hele året

I forbindelse med den nye oversættelse af "Bibelen 2020", holder Sdr. Bjert Kirke i Kolding forskellige gudstjenester og arrangementer i årets løb.


For første gang i 28 år udkommer der i år en ny oversættelse af Bibelen. Udgivelsen af "Bibelen 2020" vil blive markeret i marts med gudstjenester og aktiviteter over hele landet, bl.a. med en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke søndag den 22. marts. I Sdr. Bjert Kirke i Kolding vil udgivelsen blive fejret i hele årets løb.

Bibelselskabet har nemlig spurgt Værkstedet GudstjenesteLIV, om at være med til at åbne "Biblen 2020" for flere. Værkstedet er et arbejdende liturgisk projekt, hvor organist Søren Andresen og sognepræst i Sdr. Bjert Kirke, Tine Illum, er igangsættere og daglige ledere.

- Vi er meget taknemmlige for opgaven, vi har fået af Bibelselskabet, der helt konkret har betydet, at ”Kærlighedssangen i Kirken” fredag 7. februar 2020, gudstjenesten ”Gud og alle hendes kvinder” søndag den 10. maj 2020, og gudstjenesten ”Kom og se!” søndag den 27. september 2020 er udsprunget af denne forespørgsel, forklarer sognepræst Tine Illum.

Der er tale om enkeltstående meget forskelligartede arrangementer, og man kan komme til ét arrangement, en workshop, en gudstjeneste – eller man kan komme til hele molevitten.

- Det har været utrolig spændende at høre om det omhyggelige arbejde, det har været at oversætte "Biblen 2020" og vi mener, Sdr. Bjerts Kirkes arrangementer i 2020 er oplagte for enhver, der måske har tænkt: "Biblen er sådan en gammel støvet bog, skrevet i et gammeldags og uforståeligt sprog!". Men den er også oplagt for alle, der genkender Biblens fortællinger, for en ny oversættelse kalder andre nuancer frem. Og der er helt sikkert også dele af Bibelen, som en garvet bibellæser næsten aldrig har læst, siger sognepræst Tine Illum om baggrunden for kirkens løbende markering i 2020 af den nye oversættelse.

Du kan se Sdr. Bjert Kirkes program for fejringen af Biblen 2020 her.

Læs mere om Bibelselskabets oversættelse her.