Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

Asylansøgere på højskole

Fire asylansøgere besøgte 14-18. september Askov Højskole for at møde dansk kultur.


For fem år siden havde vi 98 asylcentre i Danmark. I dag har vi seks centre tilbage - har du et center i din by? Eller havde du? Mødte du nogensinde en af beboerne på centret? Flertallet vil nok svare nej. Derfor har Haderslev Stifts Migrantsamarbejde og Religionsmøde været med til at udvikle, koordinere og finansiere et højskoleophold for asylansøgere, hvor deltagerne møder vores liv og kultur i Danmark. 

Igen i år havde Askov Højskole og Haderslev Stifts Migrantsamarbejde og Religionsmøde muligheden for at give en gruppe unge mennesker fra Jelling og Sandvad Asylcentre en værdifuld højskoleoplevelse designet specifikt til dem.

Forløbet foregik over fem dage på Askov Højskole, og var fyldt med forskellige faglige temaer, nye oplevelser og gode sociale aktiviteter med højskolens elever. Med højskoleopholdet lykkedes det at skabe et trygt rum for et kulturmøde, hvor både asylansøgerne og højskolens elever får indsigter ind i hinandens kulturer, liv og historier.

Formålet med opholdet var at give asylansøgerne en konstruktiv pause fra deres hverdag på centret, hvor de kunne opleve højskolekulturen, den grundtvigske arv, udvikle sig selv fagligt og socialt, samt knytte nye venskaber og opleve Danmark.

- Ugen har været fyldt med mange nye oplevelser, som vi nu tager med os hjem som minder og refleksioner til vores fremtid. Jeg havde muligheden for at flytte min arbejdsplads ud på højskolen og være en del af ugen sammen med international kirke-og kulturmedarbejder Britt Bagger. For os var det fantastisk at mærke den personlige udvikling ved den enkelte asylsansøger, men også udviklingen i hele gruppe dynamikken.  Asylansøgerne har været nysgerrige på at lærer og opleve nyt. Alt fra at prøve risengrød, brændende kærlighed og rugbrød med torskerogn, til svømmetur i Vesterhavet for første gang, lære ”støvlekast” og folkedanse, og udforsker interessant emner som e-game design og robotteknologi. Det her gør en forskel, siger migrantmedarbejder i Haderslev Stift, Camilla Henriksen.