Nyhedsarkiv 2020
Nyheder

7 døgn som præst under corona: Tilbage fra barsel

Hvordan er det at være præst under corona? Det spørger vi en række af præsterne i Haderslev Stift om. Sognepræst Mette Rousing Bjerrum fra Bredsten Kirke er på vej ud af barselsboblen og ind i et anderledes arbejdsliv som præst, end hun forlod. 


Sognepræst Mette Rousing Bjerrum fra Bredsten Kirke skriver dagbog fra uge 17, der er hendes sidste uge på barsel, før bleer og barselsbobbel afløses af en ny virkelighed - som præst i distancetider. 

Mandag:
Virkeligheden nærmer sig med hastige skridt – min barsel slutter i morgen efterfulgt af tre dages ferie, inden livet som sognepræst begynder igen. Barselsboblen sprang dog d. 11. marts, da statsminister Mette Frederiksen på dagens pressemøde annoncerede, at Danmark lukkede ned i foreløbigt to uger. Det var ikke svært at regne ud, at det nok ville være længere end de to uger, når man så på, hvordan det stod til i resten af verden. Tanker og bekymringer blev der hurtigt mange af. Hvordan ville det hele se nu, når jeg en måneds tid efter skulle arbejde igen? Hvad med konfirmationerne? Påsken? Alle mine planer om at besøge familie og venner de sidste uger af barslen smuldrede mellem fingrene på mig, og med et følte jeg mig spærret inde i præstegården. Her en måned senere er bekymringerne ikke mindre. De har blot ændret karakter. Hvordan kan man være nærværende præst i distancetider? Kan man give de pårørende en ordenligt afsked med afdøde, uden det går op i håndsprit og afstand? Hvordan undgår jeg at smitte min familie, når jeg bliver lukket ud i samfundet igen efter seks ugers isolation?

Tirsdag:
Jeg kunne mærke panikken brede sig et kort øjeblik, da nyheden om, at regeringen forbyder forsamlinger på over 500 indtil september. Kort tid efter blev det dog rettet. Det var kun et loft, som de havde sat. Situationen vil stadig blive vurderet, så om vi må samles mere end 10 efter d. 10. maj er stadig uvist. Der gik et lettelsens suk gennem mig – jeg kunne nærmest se smitte sprede sig for øjnene af mig. Det får konsekvenser for mange af sommerens kirkelige handlinger, det kommer vi ikke uden om. Mange brudepar har allerede meldt ind, at de gerne vil udskyde vielsen til næste år, mens resten stadig håbefuldt venter.  Jeg er ked af det på konfirmandernes vegne, at deres konfirmation er udskudt. De har glædet sig så længe, og om ventetiden endnu engang forlænges, står hen i det uvisse. Præstekontoret ligger i en tilbygning til præstegården, så jeg kunne ivrigt følge konfirmanderne fra mit vindue, da de kom for at hente deres hjemmelavede lerkrybbespil, som min barselsvikar havde fået brændt. Man kunne se glæden i deres øjne, når de mødtes på gårdspladsen. De savner hinanden. Vi savner hinanden.

Onsdag:
Barslen er slut, og ferien er i gang, men alligevel føles det lidt som om at være på arbejde, fordi jeg er nødt til at forberede mig både mentalt og rent praktisk inden, det går løs. Mødebordet på kontoret er der sat ekstra plader i, så der kan holdes god afstand. Jeg har surfet nettet tyndt for at finde håndsprit, handsker og desinfektionsmiddel, som i sidste ende lykkedes. Alligevel sidder stemmen i baghovedet og spøger. Stemmen, der spørger om, det nu er nok til at beskytte både de besøgende og mig selv fra smitten. Jeg ville ikke kunne bære, at jeg havde været årsag til smitte. Jeg havde glædet mig til at komme på husbesøg hos nogle af de enker og enkemænd, hvor jeg bisatte deres ægtefæller, lige før jeg gik på barsel, men som det er nu, går der et stykke tid før, det kan lade sig gøre. Jeg har tænkt mig at ringe til dem, men vi kommer ikke udenom, at det på ingen måde kan opveje det nærvær, der er i det fysiske møde.  

Torsdag:
I dag talte jeg med min formand, fordi vi snart skal have sognebladet i trykken. Det er en underlig fornemmelse at sidde med et sogneblad, som først udkommer om en måned, og vi ikke har en jordisk chance for at vide, om det vi skriver, er korrekt på det tidspunkt. Jeg tænker, at uvisheden er det, som er sværest for mange af os. Uvisheden om hvornår vi er ude på den anden side. Uvisheden om, hvornår vi kan se venner, familie, børn og børnebørn igen. Da Bibelen 2020 udkom, bestilte jeg den, som så mange andre præster. Sammen med Bibelen 2020 fik jeg et postkort med et citat fra brevet til hebræerne – ”Håbet er som et anker for vores sjæl”. Det ramte plet. Det er håbet, der holder mig oppe, og giver mig mod til at tro på, at det nok skal blive godt igen. Det er ikke sikkert, at det bliver i morgen eller om en uge, men det bliver godt igen. Det er også det, jeg mærker hos mine sognebørn, når jeg har mødt dem på trilleture med barnevognen. De er trætte af isolationen, ensomheden, men håbet lever stadig. Opfindsomheden fejler heller ikke noget – nogle steder mødes de indmellem ude på vejen og synger aftensang, og har derigennem fundet en anden form for fællesskab.

Fredag:
De sidste uger af min barsel talte jeg en del med min barselsvikar, fordi der var rigtig mange ting, som skulle tages stilling til, og som også ville berøre mit arbejde, når jeg kom tilbage. Det var derfor dejligt, at vi var på bølgelængde. Vi sad begge med en trang til at gøre noget, men det er svært at gøre noget, når man skal holde afstand og f. eks. ikke må komme ind på plejehjemmet. Vi blev enige om at sende blomster til beboerne på plejehjemmet, så de havde noget at glæde sig over i påsken. Det erstatter på ingen måde det nærvær, som de er vant til fra den fantastiske frivilliggruppe, der laver arrangementer hver uge. Jeg glæder mig til igen at holde gudstjeneste på plejehjemmet. Det er så livsbekræftende at høre, hvordan ellers demente kan synge med på salmer, som de har kendt siden barnsben. I påsken satte min mand og jeg vores søn i barnevognen, og gik op til sognehuset med et pakke kridt. På fortovet skrev vi ”glædelig påske” med det farverige kridt og fik tegnet en påskekylling og påskelilje ved siden af. Vi fik nogle gode snakke med folk, der gik forbi og fik bragt smilet frem – om det var af medlidenhed over vores tegneevner melder historien ikke noget om, men det lærte mig, at selv de små ting betyder noget i de svære tider.

Lørdag:
Første arbejdsdag, og der skal forberedes et opslag til Facebook og hjemmeside til i morgen. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg vil forkynde online. Jeg har fulgt ivrigt med i, hvad mine præstevenner har lavet online de sidste mange uger. Jeg besluttede mig tidligt for, at jeg ikke kommer til at lave videogudstjenester. Lyd og billede ville uden tvivl blive for ringe med de ressourcer, som jeg har til rådlighed. Samtidig har jeg meget svært ved at se mig selv optræde på video, for det er netop, hvad det bliver til for mig, hvis jeg skal filmes – en optræden – og det skal en gudstjeneste ikke blive. Jeg kommer derfor til at forkynde på skrift, hvilket også har fungeret godt for min barselsvikar. Min største bekymring er egentlig rettet mod dem, som plejer at komme i kirken, som jeg ved ikke kommer på nettet. Jeg har talt med et par stykker, der siger, at de ser gudstjeneste på DR og hører radiogudstjenesten, som de stiller sig tilfredse med i situationen, men de savner også fællesskabet ved at komme i kirken. Mange er kommet i kirken hver søndag, om ikke hele deres liv, så de sidste mange år – det ligger så dybt, at en del af dem er forsvundet, mens kirkerummet er lukket.

Søndag:
Den sidste tid af min barsel har været en underlig tid. Den har været fyldt af bekymringer, og mange skiftende udmeldinger. Begyndelsen på arbejdslivet (igen) har ikke været mindre underlig. Det er underligt tomt ikke at skulle holde gudstjeneste i dag. Jeg havde glædet mig til den første gudstjeneste efter barslen – til at se kolleger, menighedsråd og menighed igen – og til at dele kram ud. Jeg er krammemenneske, og jeg synes, at det er nogle underlige, akavede situationer, når jeg møder folk, som jeg normalt ville kramme, og nu ikke engang kan give et håndtryk. Jeg glæder mig til en normal hverdag. De sidste par måneder var min angst ikke at skulle se min søn i løbet af dagen, når arbejdet meldte sig igen. Den angst er afløst af angsten for den uvisse fremtid. En angst, som jeg prøver at holde i skak ved at klamre mig fast til håbet om, at det bliver godt igen – at verden bliver normal igen om end det bliver et nyt normal. En dag ad gangen. Hver dag har nok i sin plage.