Nyhedsarkiv 2019
Nyheder

Er Fadervor en slags mindfulness?

Biskopperne Marianne Christiansen og Tine Lindhardt har skrevet en bog om Fadervor, som udkommer dagen før St. Bededag.

Nu kommer en ny bog om en gammel bøn, og bogen har fået titlen ”Oplysning til borgerne om Fadervor”. Gennem hundredvis af år har folk lært Fadervor udenad og gentaget de samme formuleringer. Igen og igen. Men hvad er det Fadervor kan? Og hvad kan Fadervor i dag i et moderne samfund?

I bogen overvejer de to forfattere bl.a. forbindelsen mellem bøn og mindfulness og skriver:

”Mange kender til meditation og mindfulness i dag, og nogle bruger det over for det, som i vidt omfang er det vestlige menneskes nød: stress, støj og ensomhed. Fred, sindsro, hvile for sjælen eftersøges med længsel; relationer til andre trues af præstationspres, og teknologiens muligheder opleves ofte som et krav om, at man skal være online og lade sig forstyrre i ét væk. Her kan teknikker som mindfulness være en hjælp også til at dæmme op for tankemylderet, enten ved at man lærer at bruge sine sanser og fokusere sin opmærksomhed, eller ved at man tømmer sindet for tanker”. 

”Selvom bøn har elementer af mindfulness, er der også en forskel, for bøn udtrykker en relation. Bøn retter sig mod en anden end en selv. Derfor kan bøn ideelt set bryde den selvkredsen, der tit er en del af problemet”, hedder det.

Og biskopperne tilføjer: ”Unge lærer ikke længere remser udenad, men når det gælder Fadervor, er der netop tale om en ’remse’ og en rytme, der kan give en vis meditativ ro, og som samtidig er fuld af mening, der tolker livet og giver vejledning”.