Nyhedsarkiv 2019
Nyheder

Biskoppens tale ved mindehøjtidelighed

De omkomne fra katastrofen på Haderslev Dam for 60 år siden blev mindet 8. juli ved en smuk højtidelighed, der sluttede af ved mindestenen. Biskop Marianne Christiansen holdt talen ved andagten i Gl. Haderslev Kirke. Talen bringes her i sin fulde længde. Se billeder fra hele arrangementet på Haderslev Stifts side på facebook.

Menneskets liv er som græsset, 

det blomstrer som markens blomster; 

når vinden blæser over det, er det der ikke mere,

dér, hvor det stod , ser man det ikke mere.

Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed – 

(Salme 103 i Det Gamle Testamente)

 

Menneskets liv er som græsset – når vinden blæser over det, er det der ikke mere.

Det er den bitre erfaring, der samler os på denne fine sommerdag i mindet om den smukke sommerdag for 60 år siden, som har prentet sig ind i familiernes erindring, i byens erindring og i det enkelte menneskes, længe stumme, erindring om gru og lidelse under den lyse sommerhimmel. En erfaring af menneskets skrøbelighed og styrke – en erindring om frygtelige og desperate forsøg på at bjerge livet på bekostning af andre og om heltemodige og selvopofrende redningsmænd og -kvinder og -børn.

”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere”.

Vi mindes i dag de mennesker, der mistede livet i katastrofen. Hver af dem var en del af en familie og et samfund, som blev ramt ved deres død og har båret på savnet og forfærdelsen over deres pludselige død lige siden. Og vi samles om de overlevende, som i nu 60 år har båret på minderne, som man i mange år ikke talte om, fordi det var for forfærdeligt. De overlevende bærer med sig både sorg over de tabte og taknemmelighed over at have reddet livet og fået en fremtid. Vi andre kan kun tilnærmelsesvis ane, hvordan det må være at have overlevet, og på en måde have fået skænket livet – og samtidig skulle bære det på vegne af alle dem, der ikke overlevede. Også det kan være en tung byrde.

Når vi mindes Haderslev Damkatastrofen, er det både for de mennesker, der blev ramt af den, og for den måde, den har præget vores by og samfund på. Tak til jer, der i tale eller skrift eller kunst holder mindet i live og bliver ved med at fortælle om den dag.  For også for alle os, der ikke oplevede den, rummer damkatastrofen dybe og forfærdende træk ved menneskelivet, som vi godt ved findes, men som vi til daglig ikke tænker på. Jeg har den gave at bo ved Dammen og ser hver dag ud over det sted, hvor katastrofen skete. En af de første, der bød mig velkommen og viste mig rundt i haven var tidligere graver på Damkirkegården, og til sidst stod han stille og pegede ud på Dammen: ”Det var så derude, det skete”, sagde han og fortalte stille om den dag, om hvordan han som ung mand havde svømmet ud og bjerget, så mange han kunne levende og døde. Og så så vi sammen i tavshed ud over den fredfyldte solbeskinnede dam, som i sin skønhed samtidig er mindesmærke over sorgen.

Den fælles sorg og forfærdelse over, at det kunne ske, rummer sorgen over det grundvilkår i menneskelivet, at lige pludselig – på en skøn sommerdag eller en anden tilfældig dag, rammer ulykken og kaster liv og skæbne i ild og vand. De to modsætninger, ild og vand, som til daglig er vores uundværlige livsledsagere, kan pludselig rejse sig om dødsmagter. Ligesom mennesker kan rammes af andre ulykker – enten ved sygdom og naturens luner eller ved andre menneskers uopmærksomhed eller ligegyldighed. Det er vilkårene, og vi ved det godt. Vort liv er skrøbeligt.

Erindringen om damkatastrofen rummer sorgen over alle de mennesker, som også nu rammes og mister ved pludselig ulykke, og dem, der lige nu drukner eller forgår i flammer, uden at der er nogen til at redde dem.

Erindringen rummer et kald til opmærksomhed hos os, der lever nu: Hvor vil vi være at finde, når katastrofen rammer? Vi ved det ikke selv. Vi ved ikke, om vi kommer til at råbe om hjælp, om vi vil forsøge at bjerge os selv, eller om vi vil forsøge at bjerge andre. Vi ved ikke, om vi vil stå som tilskuere, eller sætte eget liv og lemmer ind på at gå ud og redde nogen, hvis liv ikke kom os ved, før vi mødte dem i nøden.

Vi ved det ikke, men vi kan håbe, og vi kan bede om, at vi i nødens stund følger kaldet til medmenneskelighed. De, som overlevede, fortæller om, hvad det betyder: Hvad det betyder, at et fremmed menneske pludselig gav én liv og trøst på ny, måske i form af en tavs hjælp fra et menenske, der siden bare forsvandt, et ord, et måltid mad, en lindring – et møde på vejen, som fik betydning for resten af livet.

Menneskets liv er som græsset -  men Herrens troskab varer fra evighed til evighed, hører vi. Hvorfor beskytter Gud ikke alle imod ulykke? Det ved vi ikke, kun at vi har fået et liv i frihed og med muligheder for at vælge, og at det liv også er et udsat liv, hvor ulykke og sorg rammer, uden at vi kan se nogen mening i det, og uden at nogen har gjort sig skyld i egen ulykke eller død. Vi kan aldrig finde mening i, hvorfor nogle døde, mens andre overlevede. Men vi kan prøve at søge mening i det liv, vi har fået, så længe vi har det – søge kærligheden og medmenneskeligheden og trøsten. At Herrens troskab varer fra evighed til evighed, betyder, at den gælder både levende og døde. Også i døden er vi i Guds hånd, ja, netop i afmagten og nøden, dér hvor ingen andre kan hjælpe, er Gud det du, der er tilstede og trøster også i dødens stund. Det må vi tænke om alle, der sank og eller blev flammernes bytte  - og alle der nu møder døden, -  at i den møder de og vi også frelseren og trøsteren og freden i Guds evighed. De mødte ikke døden alene.

Mindet om damkatastrofen holder vi fast i, fordi det holder vores øjne åbne for det underfulde liv, vi har fået, som blomstrer lige nu, og for hver dag, vi har hinanden i dette fine og skrøbelige liv. Det holder vores øjne åbne for dem, der lige nu har brug for hjælp. Og det bevarer kærligheden til dem, der omkom, og omsorgen for dem, der kom til at leve med ulykken resten af deres dage. Mindet bevarer fællesskabet med dem, der mistede.

Dem alle vil vi tænke på, når vi går ned til mindestenen og ser ud over det fredfyldte solbeskinnede vand og beder: 

Guds fred være med vore døde, Guds fred være med os alle.