Nyhedsarkiv 2019
Nyheder

Ny præst til mindretallet i Flensborg

53-årige Merethe Neldeberg Jørgensen kommer fra et embede som sognepræst i Askov ved Vejen og sygehuspræst på psykiatrisk afdeling i Esbjerg.

Da Merethe Neldeberg Jørgensen i foråret flyttede med sin mand, Hasse Neldeberg Jørgensen, ind i provsteboligen i Flensborg, arbejdede hun som sin mands permanente vikar i Askov ved Vejen og som sygehuspræst på psykiatrisk afdeling i Esbjerg, mens Hasse Neldeberg Jørgensen var udlånt til det nationale projekt ”Kirken på landet”.

- Det var en fælles beslutning at flytte herned, da Hasse blev tilbudt embedet som provst for det danske mindretal i Sydslesvig tidligere på året. Jeg håbede, at der med tiden også ville være en stilling til mig, og jeg er utrolig glad for, at menighedsrådet for Ansgar Kirke tilbød mig jobbet, forklarer Merethe Neldeberg Jørgensen.

Ved en festlig gudstjeneste med stort fremmøde af både menigheden og præstekollegaer, blev Merethe Neldeberg Jørgen søndag den 6. oktober i år indsat i sit nye embede som Ansgar – Kobbermølles nye sognepræst. Det var ægtefællen, Hasse Neldeberg Jørgensen, der i kraft af sit embede som provst i landsdelen forestod indsættelsen. I det daglige refererer Merethe Neldeberg Jørgensen dog til Anne Margrethe Hvas, der er provst i Sønderborg. 

- Jeg har været meget glad for mine tidligere embeder og ikke mindst de perspektiver, jeg som sygehuspræst på psykiatrisk afdeling i Esbjerg har fået føjet til det at være præst. Jeg tror, at man enten kan lide at fungere som præst på en psykiatrisk afdeling eller også kan man slet ikke holde det ud. Jeg holdt rigtig meget af arbejdet og oplevede, at jeg trådte i karakter på en anden måde, end man normalt gør. De erfaringer glæder jeg mig til at bringe i spil i en ny sammenhæng i Sydslesvig.