Nyhedsarkiv 2017
Nyheder
Intet billede:

Menighedsrådet i Bov blev glad for vikaren 

Solvejg Dam-Hein, 32 år, sprang til som vikar, da Bov Sogn var uden sognepræst nogle uger i sommer. Da embedet blev slået op, søgte hun og fik det, selv om hun stod umiddelbart foran at skulle på barsel. Nu er Judith Nielsen Legarth trådt ind som vikar for Solvejg Dam-Hein.   

Solvejg Dam-Hein

Hvor der sagtens kan gå år og dag imellem, at et sogn ansætter ny præst, har menighedsrådet i Bov Pastorat måttet igennem proceduren flere gange i år, efter at begge sognets præster hen over forsommeren søgte og fik nye embeder.
I første omgang sprang den helt nyuddannede Solvejg Dam-Hein ind som vikar, dog kun i seks uger, fordi hun ventede barn og skulle på barsel.
Da embedet blev slået op, søgte og fik Solvejg Dam-Hein stillingen:
"Et enigt menighedsråd ønskede hende, vel vidende at hun først kunne tiltræde ca. et år senere," siger formanden for menighedsrådet, Marius Nørgaard.
Solvejg Dam-Hein var nyuddannet, da hun fik vikariatet, men havde flere års erfaring som kirketjener. Både hun og hendes mand er fra Sønderjylland. De er netop flyttet ind i præstegården i Kollund. 

Judith Nielsen Legarth

Nu har menighedsrådet netop ansat en vikar for Solvejg Dam-Hein. Det er Judith Legarth, 42 år og hustru til Kim Legarth, som tidligere på efteråret fik ansættelse som sognepræst i Haderslev Domkirke. 
Judith Legarth har været præst siden 2009 og har erfaring både med faste embeder og med vikariater. Hun har desuden været ungdomspræst, og hun tager det med ro, at der har været travlt fra dag ét i Bov:
"Garvede ansatte står både på nåle for at hjælpe og er søde til samtidig at give plads," siger hun.
Judith Legarth er vikar i Bov, indtil Solvejg Dam-Hein kommer tilbage med udgangen af april.

Sognets kirkebogsførende sognepræst, Maria Louise Møller, blev ansat i sognets andet embede i august.