Nyhedsarkiv 2016
Nyheder
Intet billede:

Tidskapslen i Vonsild

I Vonsild Kirkes apsis har i næsten 200 år ligget en tidskapsel. Fragmenter af historien om den var kendt, men nye elementer blev føjet til, da man åbnede ned til grundstenen i i 2013. Historien omkring de særlige fund har menighedsrådet nu skabt de bedste forhold omkring.

En af de kirker, der skiller sig ud rent bygningsmæssigt i Haderslev Stift, er Vonsild Kirke i Kolding Provsti. Det tydelige slægtskab med den klassicistiske Vor Frue Kirke i København skyldes, at den daværende konge, Frederik VI, kendte præst i Vonsild, bidrog med midler til byggeriet og også satte arkitekt på. Det var rigets førende, C.F. Hansen, som parallelt med opgaven i Vonsild var arkitekt på "landets førstekirke": Vor Frue Kirke i København - siden 1924 Københavns Domkirke. 
Kongen har nedlagt grundstenen begge steder. I København i 1817, i Vonsild i 1823. Men grundstenen i Vonsild var speciel. Det kom først frem i 2013, da man i forbindelse med en restaurering fik tilladelse til at åbne grundstenen og undersøge indholdet.
Man vidste fra en beskrivelse ved kirkens daværende præst, S.C. Salling, at kongen havde nedlagt en sølvtavle og en kroningsmedalje i grundstenen. Men man vidste ikke, at grundstenen var en gammel døbefont. Den var lukket med en plade i niveau med døbefontens øverste kant. Da fugen mellem pladen og døbefonten blev kradset væk, viste sig en "udmuring" af tegl. I midten af denne udmuring var et lille hulrum, og i det lå en æske af bly, hvori der lå en sølvtavle, programmet for indvielsesgudstjenesten samt kongens kroningsmedalje. 
Efter undersøgelsen og dokumentation på National­museet er sølvtavle og kroningsmedalje nu lagt tilbage i grundstenen. Den er dernæst lukket og muret til, så helheden i al væsentlighed fremstår, som da man åbnede ned til grundstenen i 2013. Dog er bagsiden af alteret nu forsynet med lys og en glasplade, så man kan se omridset af den nedgravede døbefont. 

Menighedsrådet har netop udarbejdet en folder og en plakat, der er blevet trykt på noget særligt glas. Den er nu hængt op i kirkens indgangsparti og kan beses i kirkens almindelige åbningstid.