Nyhedsarkiv 2016
Nyheder

Stiftsrådet tog første skridt mod ny vision

Siden stiftsrådets nuværende vision blev udarbejdet i 2012, har stiftet både fået ny biskop og et nyt stiftsråd. Verden har også flyttet sig en del. Derfor benyttede stiftsrådet forleden en budget-drøftelse til at tage en første dialog om en ny vision. 

Det bindende stiftsbidrag finansierer en række fælles aktiviteter på stiftsplan inden for kommunikation, skole-kirkesamarbejdet og forskellige udviklingsprojekter - aktuelt bl.a. en nyansat asylkoordinator.
Stiftsrådets årlige indledende drøftelse af budgettet for det bindende stiftsbidrag et helt år ud i fremtiden - det vil sige 2018 - gav forleden anledning til også at vende spørgsmålet, hvornår og hvordan stiftsrådet skal gå i gang med at drøfte en ny vision. Siden den nuværende blev vedtaget i 2012, har stiftet både fået ny biskop og nyt stiftsråd, og verden har flyttet sig temmelig meget. Med det flytter også kirkens og dermed stiftsrådets fokus.
Læs stiftsrådets nuværende vision her.
Stiftsrådets handlekraft ligger bl.a. i udvalgene. Når det i den nuværende vision f.eks. hedder, at kirken skal træde klart frem som de svages fortaler i handling og ord, så "taler" visionen til stiftsudvalget for diakoni - som havde foretræde for stiftsrådet umiddelbart op til stiftsrådsmødet 6. december. Udvalget var inviteret ind for at fortælle om resultatet af en studietur, som stiftsrådet har finansieret, og hvor udvalget var i Oslo for at se på sogne-diakoni. I Oslo er tingene organiseret på andre måder end i Danmark. Blandt andet har flere sogne i Norge professionaliseret diakonien og ansat socialrådgivere og diakoner. Udvalget så også på et projekt, hvis essens var, at skolen med kirken som anker kunne udbyde et diakonalt fag for unge, der så skulle ud og lære at danne fællesskaber med ældre på plejehjem og i omsorgsboliger.
Dette indslag prægede en del af stiftsrådets efterfølgende debat om budget 2018 og en ny vision. Blandt andet blev muligheden diskuteret for at etablere et diakonalt projekt i stil med den måde, som HASK kører på. Et "frivillighedsprojekt," blev det bl.a. kaldt. HASK har en række pakkeløsninger, som gør det nemt for skolelærere at tage relevante, men ikke-forkyndende emner op i skolen - f.eks. omkring ritualer, kirkerummet og salmesang. 

Orientering om Haderslev-mødet

Også reformationsudvalget havde foretræde for stiftsrådet. Det fremlagde et stort program for det såkaldte Haderslev-møde, der finder sted fredag den 2. juni - fredagen før pinse. Haderslev-mødet bliver en slags folkemøde om Reformationen og dens betydning i vores tid. Mødet vil præge flere dele af byen, men centrum bliver et telt på Gravene, hvor der dagen igennem vil være program for både børn og voksne. På plakaten er bl.a. radioværten Søren Dahl, der kommer til Haderslev med sin Café Hack - en af Danmarks mest populære radioudsendelser. Marianne Christiansen og Svend Brodersen fra Gram Slot skal være hans gæster i samtalen.  

Valg

I øvrigt modtog Karen Sundbøll på stiftsrådets møde genvalg som formand, Niels Hørlyck modtog genvalg som næstformand, og Ebbe Ejlertsen blev genvalgt som stiftsrådets repræsentant i det såkaldte budgetsamråd.
Se oversigten over medlemmer i stiftsrådet her.
Der er valg til stiftsrådet i sensommeren 2017.