Landemode 2017 Haderslev
Nyheder

Landemodets prædiken: Det burde skrives med guldbogstaver på hjertet

Provst Grete Wigh-Poulsens prædiken 1. september ved landemodets festgudstjeneste i Haderslev Domkirke. "Dagens evangelium er for længst skrevet ind i vores hjerte, den røde farve er lagt til grund for dit og mit liv. ”For således elskede Gud verden…. Hør det. Hver dag. Stol på det. Glæd dig!"

" Når du vil ” Holger Lissner
Epistel: Fil 2,1-11 
289 Nu bede vi den Helligånd 
Evangelium: Joh.3, 16-21
321 O kristelighed
487 Nu fryde sig hver kristen mand 
192 v 7 Du som har dig selv mig givet  

Fil.2,1-11: Lydighed og ydmyghed efter Kristi sind

v1  Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, v2  så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. v3  Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. v4  Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. v5  I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
       v6  han, som havde Guds skikkelse,
      regnede det ikke for et rov
      at være lige med Gud,
       v7  men gav afkald på det,
      tog en tjeners skikkelse på
      og blev mennesker lig;
      og da han var trådt frem som et menneske,
       v8  ydmygede han sig
      og blev lydig indtil døden,
      ja, døden på et kors.
       v9  Derfor har Gud højt ophøjet ham
      og skænket ham navnet over alle navne,
       v10  for at i Jesu navn
      hvert knæ skal bøje sig,
      i himlen og på jorden og under jorden,
       v11  og hver tunge bekende:
      Jesus Kristus er Herre,
      til Gud Faders ære.

 

Joh.3, 16-21: Således elskede Gud verden

 v16  For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. v17  For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. v18  Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. v19  Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. v20  For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. v21  Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Dette er, mente Martin Luther, et af de bedste og herligste budskaber i Johannes evangeliet. Det burde skrives med guldbogstaver, ikke på papir, men hvis det var muligt på hjertet; en kristen burde gentage de her ord hver eneste dag for at styrkes i troen og for at hjertet må mærke den umådelige glæde og lettelse, de betyder, og så vækkes til bøn. Det skrev han i en prædiken over teksten.

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver der tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.”

De ord udgør den bund, som Gud har lagt under vores liv. Det er vores livsgrundlag. Og, som Luther understreger, gælder det ikke kun for de særlige, de særligt fromme, de særligt troende, de særligt kristne eller hvad vi nu kan finde på at sige. De ord er, sådan udtrykker Luther det, ikke forbeholdt Peter eller Paulus, de første apostle, øjenvidnerne. Ingen har særstatus. Ingen er udelukkede. Gud gav sin søn for ”enhver”, for alle!

Alle? Ja! Men vi er jo ikke ens!? Se bare på os. Vi er da forskellige. Og vil gerne være det. Vi klæder os ikke ens. Sætter håret, hvis vi har noget, på hver vores måde. Nogle har briller. Andre har ikke. Vi laver ikke det samme. Vi kan ikke det samme. Tit er vi ikke engang enige, når vi forsøger at beskrive de samme ting. Vi ser jo fra det sted, hvor vi nu befinder os. På toppen. Eller på bunden. Eller et sted midt i det hele. Det, som vi er i, farver det, vi ser. Vores udsyn vil være begrænset af det ene eller det andet. Nogle gange vil vi ikke se. Vi kan ikke altid se alting. Vi har ikke øjne i nakken. Men bag det, som vi nu især evner eller har vilje til at øje få på, under det, over det, ligger det fast som et fælles vilkår: Gud elskede verden. Gud vil verden og os i verden. Gud bød derfor verden og den død, der kan gå i alting her, trods. Han gav sin søn. Sønnen levede i og med det, der kan gå død i, det, der dør i verden. Gud lod livet besejre døden i ham. Det er evangelium. Det er ord om en kærlighed, der findes og gør sin virkning i dit og mit liv, ligesom den farve, en kunstner kan grunde med under de andre farver, han lægger på det lærred, han maler et billede frem på.                    

Ulrik Møller - Nakkebølle Fjord (sen eftermiddag) 2015, 30 × 35 cm, Olie på lærred. Foto fra udstilling sommeren 2017 på Brandts, Odense

Der var for ikke længe siden en anmeldelse i avisen af en udstilling af den danske maler Ulrik Møller. (KD 17.8.2017) Han maler landskabsbilleder. Avisen bragte er foto af et af dem og beskrev det som ”langsomt, tyst og meditativt” og et ”eksistensbillede”. Malet med mimetisk akkuratesse. Næste fotografisk.

Motivet i det maleri, der vistes i avisen, var vand. Det kunne være en fjord, som dem vi kender, vi der bor her i det sydøst – og sønderjyske. Vandet blik, blidt og blødt, lyseblåt næsten hvidt, som det kan se ud en stille sensommeraften (som i aften). Et sted langt ude en af de der orange markører, fiskere sætter ud. I det fjerne en smal stribe grøn kyst. Ellers kun det blide, blåhvide, spejlblanke vand. Kunstneren her bruger ikke mange farver, fortalte artiklen. Kun fire, nænsomt blandet. Sort bruger han aldrig. Men alle hans lærreder er grundet med rødt.

Så under de her bløde, blide, rolige blålige nuancer ligger en røde farve. Det er den røde farve, der får de andre farver til at fremtræde fine og virke så beroligende på den, der ser på billedet. Selv den orange, signalfarvede bøje, er helt i ro. Det er da bemærkelsesværdigt, at under det motiv, under det lyseblå vand, det grønne land, det blidhvide lys, som sådan nogle som os er helt fortrolige med, ligger en rød farve! Blodets, kærlighedens, ildens farve. Den farve, der markerer Pinsedag og 2.juledag, altså Guds kærligheds Ånds komme og den kristne tros styrke - blodets, kærlighedens, ildens farve – er altså under motivet på det her eksistensbillede.

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver der tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Det burde stå med guldbogstaver på vores hjerter, sagde Luther. I givet fald ville vi ikke have mange undskyldninger for ikke at lægge mærke til dem. Vi ville, måske, turde at tro på, at der ikke kan ændres på det, som de fortæller, og dermed begynde at begribe, hvor vigtige og vægtige de er for os. Vi ville forstå, at de ord i os, i troen, virker som kunstnerens røde grundfarve. Det er dem, der gør det muligt for os at lægge den uro, der jævnt hen kan nage fra os, frygten for at Gud ikke vil vide af os for det, vi er og gør, fra os – og have tillid til at vi holdes oppe som den orange bøje på Ulrik Møllers maleri. Også den dag hvor vi som den kastes hid og did, vi af modgang og modstand, død, fortabthed, den af bølger og vind.

For det er muligt, at kunstneren her aldrig bruger sort. Men det gør vi. Og ikke kun fordi det er en farve mange af os tyr til at klæde os i. Moden dikterer den gang på gang. Den er så vist ikke forbeholdt præster! Og sortsyn er vel heller ikke helt fremmed for flertallet af os. Der er da grund nok til, at det kan komme over os. Terrorister, der pløjer biler ind i folk, der går på gaden, bander der skyder tilfældigt forbipasserende, trusler om missilaffyringer og krig, klimaforandringer, økonomisk kollaps, den barske tone i debatter, folk der vil lave om på det, som vi holder af og trygge ved, sygdom, ulykke, død. For slet ikke at tale om alt det, som vi tumler med i os selv. Det, som vi har på samvittigheden. Det, som vi mere eller mindre bevidst selv kommer til gøre skævt, forkert, dårligt, dumt, måske ligefrem ødelægge. Vores ord. Vores handlinger. Vi har hver især vores liste over det, der kan få os til miste modet og se sort på fremtiden

”… ingen steder har man målt himlen længere væk fra jorden”. Det er det mørkeste sted på jorden. Tættest på døden. Goldt. På den anden side af verdens ende. Sådan beskriver forfatteren Jon Kalman Stefansson det sted, hvor han lader sine to seneste romaner forgå. Keflavik, Island.

Det er her, at hovedpersonen, Ari, en morgen fejer alt af bordet. Én bevægelse, et par vrede ord til en uforberedt hustru. ”Du smasker! Det er ikke til at holde ud! Armen hen over morgenbordet. Kop, glas, tallerken på gulvet. I stykker. Som hans liv, hendes liv og de tre børns.

Jon Kalmar Stefansson skriver: ”En arm som et skrig hen over et spisebord i et køkken – og intet var som før. Intet. Det er et svært ord. Ari jagede sig selv væk. Eller livet jog ham bort, dagligdagen, det ugjorte, det han havde undladt at tage hånd om, sammen med de små ting, der hober sig op uden at vi bemærker det, for optagede, formoder jeg, for ligeglade, for feje, måske lidt af det hele. Først en arm hen over spisebordet i køkkenet, noget senere kom tomheden som savnet – blomst og dolk i samme ord – langsomt men sikkert udfyldte. (”Fisk har igen fødder”, s.18)

Efter tabet tomheden, som savnet langsomt fylder ud. Den kærlighedsløse tomhed. Savnet af kærlighed. Den kærlighed, der bandt ham til kone og børn, fejet væk. Alt det, som deres liv sammen hvilede i på gulvet, i stykker med kopper og glas ved bevægelsen, som måske kun er øjeblikkets refleks eller indskydelse. Men den råber: jeg ikke vide af det her længere. Jon Kalmar Stefanssons Ari har rodet sig ud det, som han ikke kan overskue. Den morgen dør det, som var så godt. Ari mister den kærlighed, som han troede var den, hans liv skulle hvile i, altid, i én bevægelse. Og så flygter han. Fra det mørkeste sted, tættest på døden, længst fra himlen. Han tror nok, at han flygter fra mørket, men han taber sig snarere til det. Han rejser som en fortabt.

”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.  For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.”

Det er Ari selv, der driver sig på flugt. Mørket, døden, afstanden til himlen, det er måske, hvad han ser fra sit sted og tænker om det, og tror han kan flygte fra. Men det følger med. Senere skal Ari erfare, at ikke engang i Keflavik kan kærlighed holdes ude. Den finder sine veje. Den holder liv i mennesker, i alle, selv de, der tænker, at de lever allerlængst fra himlen, på det mørkeste, goldeste sted, tættest på døden.

Enhver. Alle. Og altså også os skulle uroen, fortrydelsen, misforståelsernes sortsyn true med at overdøve den røde farve, blodets, kærlighedens, ildens, åndens, troens farve, vore livs grundfarve. Hver gang vi gentager evangeliet om Guds kærlighed i Jesus Kristus, der ikke lader sig begrænse af det eller noget som helst andet, som et menneske i verden sætter ind med, giver det styrke til troen. Det kan til tider, måske, synes lettere at smække døren i og benægte, at det skulle forholde sig sådan. Lettere ikke at turde tro, feje det hele af bordet, fordi vi i givet fald ikke kan overskue konsekvenserne af det andet vi er i færd med. Men nej! Dagens evangelium er for længst skrevet ind i vores hjerte, den røde farve er lagt til grund for dit og mit liv. ”For således elskede Gud verden…. Hør det. Hver dag. Stol på det. Glæd dig!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.


Grete Wigh-Poulsen