Aktuelt
Nyheder

Både obligatorisk og meningsfuldt

Folkekirkens introkurser er ikke kun obligatoriske - de opleves også som meningsfulde. Og man skal være hurtig, hvis man vil med. Kursus nr. to i dette forår er fuldtegnet, en måned inden fristen udløb. 

For anden gang i dette forår må et introkursus for nyansatte i folkekirken i Haderslev, Ribe og Fyens stifter melde alt udsolgt. Det første fandt sted i marts - det næste har i princippet først sidste tilmeldingsfrist midt i maj, men alle 30 pladser er væk.
Der er flere grunde til, at kurserne er nemme at fylde, mener jurist Cathrine Lerche Ellens, Haderslev Stift, som flere gange har været tovholder på dem:
"Kurserne er obligatoriske, og alle nyansatte i alle faggrupper skal igennem dem. Men desuden har folkekirken mange sæsonansatte og mange på deltid. Det betyder, at der kommer mange helt nyansatte i forårsmånederne," siger hun.
Introkursernes grundpræmis er, at den danske folkekirke i mange henseender er et særligt sted at arbejde. Den er både en professionel arbejdsplads for mange vidt forskellige faggrupper og rummer mange frivillige. Desuden har folkekirken en særlig historie og en særlig plads i samfundet - og der er mange typer af aktiviteter, som opleves som dybt meningsfulde og vigtige for brugerne.
Introkursernes formål er at give nyansatte en fælles forståelse for både hinanden og for helheden. Underviserne er provster, præster og ansatte på stiftsadministrationerne. Deltagerne er et mix af folkekirkens ansatte: præster, kordegne, organister og kirkemusikere, kirke- og kulturmedarbejdere, gravermedhjælpere, kirketjenere samt præste- og provstisekretærer.
En helt ny evalueringsrapport, som Landsforeningen af menighedsråd har stået for, viser, at  80 pct. af deltagerne i kurserne i perioden 2012-2016 samlet vurderer deres udbytte af introkurserne som tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. Størst er tilfredsheden hos kirkefunktionærerne, hvor kirkegårdslederne scorer så højt som 100 pct. tilfredse/meget tilfredse. Lavest er den samlede vurdering af udbyttet hos de deltagende præster. 
Årets kursus nr. 3 ventes udbudt efter sommerferien.