Aktuelt
Nyheder

Kolding-kirke inviterer menighedsråd til grøn inspirationsdag

Hvordan kommer man i gang med omstillingen til at være grøn kirke, og hvad betyder det f.eks. for kirkefunktionærerne? Det er afsættet for en inspirationsdag i Simon Peters Kirke i Kolding tirsdag den 19. juni. Arrangørerne inviterer alle interesserede i hele stiftet.

Simon Peters Kirke i Kolding er en af stiftets syv grønne kirker. Her serveres der fairtrade kaffe, mens samtalen går om kirkebier, solceller, genbrugstallerkener og et kirkeblad, der bliver tryk med miljøvenlige farver. Nu har kirken tilrettelagt en inspirationsdag om det grønne liv. Her bliver der oplæg både ved præsten, menighedsrådet og kirkens ansatte, og der bydes på grøn mad og masser af gode råd.
Hertil inviterer Simon Peters Kirke alle præster, menighedsrådsmedlemmer og medarbejdere ved kirkerne i hele stiftet:
"Vi vil gerne dele vore erfaringer og indbyder til en dag, hvor vi kommer hele vejen rundt om det grønne," siger Marianne Jespersen, formand for menighedsrådet og en af arrangørerne.
På dagen medvirker  Grøn Kirke på landsplan, Simon Peters Kirke, der har været grøn kirke siden 2012, og Nr. Bjert Kirke, der har været grøn Kirke siden 2017.

Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig. Tilmelding på mail
simonpeters.sognkolding@km.dk senest den 12. juni.

Læs artiklerne fra magasinet i december om grøn teologi og Simon Peters Kirke som grøn kirke.  Og se med på listen her over grønne kirker i Haderslev Stift. Nørremarkskirken i Vejle er den senest tilkomne - læs her.

Program:

Kl. 17.00: Velkomst og kaffe i Simon Peters Hus, derefter oplæg v. Lise Palstrøm, grøn koordinator i Aarhus Stift : Hvordan kom vi i gang lokalt? Oplæg v. Marianne Jespersen, menighedsrådsformand i Simon Peters Kirke, og v. Jytte Fink. Nr. Bjert Kirke

Kl. 18.00: Tur i det grønne
Engen: Botanisering og biodiversitet v/Flemming Nissen, kordegn
Bier: Om kirkebier v/Karsten Nielsen, bybiavler


Kl. 18.30: Spisning – Grøn mad og drikke


Kl. 19.00: Andagt i det grønne
Grøn teologi og salmer v/Michael Markussen, sognepræst


Kl. 19.20: Grøn kirke som medarbejder
Præst: Om grøn teologi, fairtrade og undervisning v/Michael Markussen, sognepræst i Simon Peters Kirke
Kirketjener: Om indkøb, udearealer, affald, mad og rengøring v/Ib Petersen, kirketjener i Simon Peters Kirke
Kordegn: Om grønt kirkekontor v/Flemming Nissen, kordegn i Simon Peters Kirke
Graver: Om grøn kirkegård v/Annelise Laursen, kirkegårdsleder i Nr. Bjert kirke


Kl. 20.10: Pause og grøn forfriskning

Kl. 20.20: De næste skridt
Visionerne om haven: klimatilpasning, biodiversitet og oplevelsesværdi v/Signe Moos, landskabsarkitekt


Kl. 20.30: Hvordan kommer man i gang
Gode råd og debat v/Det grønne udvalg i Simon Peters Kirke


Kl. 21.00: Tak for i dag