Lyd, billeder og præsentationer
Nyheder

Lav bedre layout

Et godt layout hjælper modtageren med hurtigt at aflæse og forstå indholdet.


Af Henrik Dons Christensen, Københavns Stift.

Layout handler om at give overblik. Det er den måde, du hjælper læseren med at finde de rigtige oplysninger i den rigtige rækkefølge. Derfor skal du ikke kun forholde sig til indholdet, men også til den måde, du præsenterer indholdet på.

Inden du går i gang med et dokument, er det derfor vigtigt allerede at have gjort dig tanker om:

  • Hvad skal fortælles?
  • Hvem skal det fortælles til?
  • Hvordan skal det fortælles?

Prøv at tegne din ide på et stykke papir og forelæg den nogle andre, der kan give feedback på idéen. På den måde når du langt med de indledende tanker og kommer på rette spor fra begyndelsen. Når du tegner din skitse på papir, så prøv at tænke ”som en designer” og ikke som præst eller kirke- og kulturmedarbejder. Måske får du andre øjne på opgaven.

Udtryk

Her er seks gode råd

  • Saml relaterede elementer, og adskil elementer, der ikke hænger sammen
  • Spar på ordene, hold dig til det væsentlige
  • Whitespace: Skab rum mellem linjer og mellem elementer. Det giver overblik og ro
  • Linjer: Sørg for, at tekst og billeder er på linje
  • Konsekvent ensartethed: Brug de samme skrifttyper og farver inden for det enkelte dokument , men også på tværs af jeres dokumenter
  • Kontrast giver opmærksomhed. Skal noget fremhæves, kan du bryde ensartetheden

Husk hierarkiet i dokumentet. Hav det vigtigste øverst, fremhæv det væsentlige, og fjern ting, der ikke behøver være i dokumentet.

Spar på de vilde effekter. Hold udtrykket enkelt, og spar på ordene.

Find inspiration ude i virkeligheden. Hvad gør andre kirker, hvad gør frikirkerne, hvad gør de store internationale spillere, hvad gør det offentlige?

Husk call to action. Hvad skal man gøre, når man har set jeres plakat, folder og lignende. Husk at være tydelige med kontaktinformation og lignende.

 

Se denne video om grafisk komposition: 

Skrifttyper

Skrifttyper taler. Hver skrifttype siger noget om det, der står skrevet. Er det seriøst, uformelt eller for sjov? Ved at vælge en skrifttype, der understreger dit budskab, får du lettere budskabet igennem.

Grupper af skrifttyper:

Serif (antikva): klassisk, traditionelt udtryk, også god til brødtekst på tryk

Sans Serif (grotesk): Moderne udtryk, god til små overskrifter og tekster på skærmen.

Display (dekorativ): Bør kun bruges i meget korte tekster, hvor deres udtryk kommer til ret

Nogle skrifttyper har et dårligt ry. Det er bl.a. Comic Sans og Papyrus, som en del bruger uden at vide, at de signalerer useriøsitet. Pas på med at bruge disse. Her kan man overveje en anden skrifttype.

Overordnet bør du holde dig til få, men velovervejede skrifttyper. Når du valgt dem, du vil bruge, kan du veksle mellem fed skrift, kursiv skrift, KAPITALER eller en kombination. Nogle gange passer fed og tynd skrift sammen. Prøv jer frem.
 

Se denne video om typografi:

Farver

Intet giver kulør til vores hverdag som farver. Når man første gang får muligheden, vil mange give den gas. Men hold igen.
Farver kan meget, når de bruges rigtigt, og forvirrer, hvis de bruges i overflod. Når I laver invitationer til spaghettigudstjenester, er det ikke verdens bedste ide at lade bogstaverne stå med hver sin farve i overskriften. En begrænset farvepalette og det rigtige valg af skrifttype og billeder vil være rigeligt.

Farver styrer os. De kan for eksempel:

  • Tiltrække opmærksomhed
  • Skabe en stemning (seriøs eller legesyg, varm eller kold)
  • Tale til os uden at bruge ord (rød er farligt, gult er discount)

Farvesammensætning kan virke svært, men prøv at tage en enkelt farve og arbejd med den. Du kan gøre den mørkere og lysere, og du kan gøre den mattere ved trække farve ud af den. På den måde får du en række farver, du kan sætte sammen. Er du mere modig, kan du prøve det samme med komplementærfarver (rød/grøn, blå/orange). Tjek også color.adobe.com, hvor du kan sætte farver sammen.

Husk, at farverne skal understrege dit budskab, ikke forstyrre det. Tager de for meget opmærksomhed, så prøv at vælge en mørkere, lysere eller mattere udgave af farven.

 

Se denne video om farver: 
 

6 websteder, der kan styrke dit layout

Sådan finder du de gratis muligheder for at opgradere sognets grafiske udtryk.

Folkekirkens grafiske værktøj lukkede 1. august 2019, så hvad stiller man nu op med sine koncertplakater, pjecer, foldere og illustrationer til Facebookopslag? Prøv at gå på udkig i nogle af de gratis muligheder, der findes.

  1. Canva tilbyder et hav af skabeloner, der er meget lette at ændre i. Canva er i udgangspunktet gratis, men nogle af deres designs koster penge.
  2. Piktochart er lige så godt og har lidt flere ikoner, men hvis du kun bruger gratisversionen, er opløsningen ikke så høj. Til gengæld koster en licens kun 40 dollars om året. Se tutorial.
  3. Hvis I har Officepakken med Word, PowerPoint osv., ligger der også en masse gratis skabeloner der. Se en oversigt over dem.
  4. Materialebanken på folkekirken.dk lever stadig. Her kan du finde fotos af brudepar, dåbsbørn, påskeliljer, døbefonte, kirketjenere og organister; coverbilleder til Facebooksiden, memes med salmevers, dåbsfolder og meget mere. Alt sammen til fri afbenyttelse. På folkekirken.dk kan du også hente folkekirkens logo i mange versioner.
  5. Amerikanske stockfotos kan virke mod hensigten i en dansk sammenhæng: idylliske og romantiske, som de tit er. Det ændrer dog ikke på, at man sommetider har brug for dem alligevel. Her har konsulentfirmaet Nochmal samlet en liste på 20 billedtjenester med gratisfotos.
  6. Gå samtidig i gang med at opbygge jeres egen billedbank bare med en iPhone. Læs Kåre Gades guide til gode smartphonefotos.