Aktuelt
Nyheder

Gratis gravsted i Aabenraa for medlemmer af folkekirken

I takt med, at det areal, der bruges til begravelser på landets kirkegårde, bliver stadig mindre, bliver et stadig større areal lagt ud i grus og græs. Men kirkegårdene skal være smukke begravelsespladser til minde og sorg, og de skal spejle sognets historie, mener man i Aabenraa Provsti, der nu tager de penge ud af ligningen, provstiet har magt over – økonomi skal ikke ligge til grund for, hvad man vælger.

Begravelses- og kirkegårdskikkene er i hastig forandring. Det areal, som er i brug til begravelser, bliver stadig mindre, og kirkegårdene ændrer karakter i retning af smukke anlæg med mere græs og mere grus, og hvor kun en del af pladsen bliver brugt til kistebegravelser og urnenedsættelser.
Samtidig er der en løbende effektivisering af kirkegårdenes drift i gang. Men de penge, kirkegårdene i Aabenraa Provsti sparer, skal tilbage til medlemmerne af folkekirken, har provstiudvalget besluttet. Fremover skal det være gratis at erhverve et gravsted, både til kiste og til urne. Gravkastningen skal være gratis, og forlængelse af gravstedet skal være gratis. Den kirkelige handling er i forvejen gratis for medlemmer af folkekirken.
”Det vil sige, at hvis man som pårørende til et medlem af folkekirken vælger selv at holde gravstedet vedlige i fredningstiden, så koster hverken begravelse eller nedsættelse i urne noget. Det koster heller ikke noget at forlænge gravstedet ud over fredningstiden. Man kan sige, at medlemmer af folkekirken med deres  kirkeskat erhverver sig ret til en gebyrfri plads på kirkegården,” siger Kirsten Kruchov Sønderby, provst i Aabenraa Provsti.

Sognenes historie
Der er flere grunde til provstiets beslutning. Det handler bl.a. om at bevare kirkegårdene som smukke begravelsespladser, hvor pårørende kan sørge og mindes. Men det handler også om sognenes historie:
”Vi kan håbe, at flere vælger kistebegravelse, fordi det store gravsted ikke koster mere end pladsen til urnen. Vi kan også håbe, at flere forlænger gravsteder og på den måde bevarer dem i sognets minde. Det er dejligt at kunne gå hen over en kirkegård og se, hvem der har boet og levet i et sogn. Det er også godt for sognets fortælling,” siger Kirsten Kruchov Sønderby.

Bedemand koster stadig
Provstiets nye priser træder i kraft ved årsskiftet og vil blive offentliggjort på provstiets hjemmeside. Her vil man også kunne se, hvad det koster at købe sig til gravdækning, grandækning osv., hvis man ikke selv ønsker at vedligeholde.
De priser, provstiets kan beslutte, vedrører alene erhvervelse og forlængelse af gravsteder, den kirkelige handling og vedligehold m.v. De vedrører ikke evt. betjening ved bedemand. De fleste bruger bedemand, fordi det er lettere i situationen, men pårørende kan vælge selv at udføre flere af bedemandens ydelser.

Priserne for ikke-medlemmer
For ikke-medlemmer bliver prisen for erhvervelse og gravstedsleje, hvad der svarer til en krone om dagen.
For begravelse/gravkastning er prisen godt 3.600 kr., for urnenedsættelse 800 kr. Ikke-medlemmer betaler de fleste steder også for evt. leje af kirken og for personalets tidsforbrug, hvis pårørende ønsker en kirkelig højtidelighed til et ikke-medlem af folkekirken.

Læs omtalen i JydskeVestkysten