Praktiske guides til digital forkyndelse
Nyheder
iphone, som er inde på facebook-gruppe

Sådan livestreamer Løsning og Korning Kirker

Her fortæller sognepræst Sune Skjold Skarsholm, hvordan og hvorfor præsterne i Løsning og Korning Kirker livestreamer gudstjenesterne under coronavirussen.


Hvorfor tog du den beslutning at livestreame en gudstjeneste hjemmefra søndag 15. marts?
- Jeg traf beslutningen, fordi jeg som præst har et kald og en forpligtelse til at forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Selvom vi ikke kan mødes i kirkerummet, så kan vi udnytte de digitale muligheder. Jeg kan se nu, at over 1.500 har set hele eller dele af min gudstjeneste i søndags. Og jeg ved at i flere tilfælde har der siddet en del mennesker med bag skærmen og kigget med. Der er altså en interesse og et behov. Selvfølgelig skal kirken træde til, når mennesker er bange og fyldt med bekymringer for, hvad der skal ske. Vi bliver alle mindet om vores sårbarhed og skrøbelighed som mennesker.

Hvorfor lige hjemmefra og ikke i kirken?
- Når jeg streamede hjemmefra skyldes det, at vi gerne ville undgå at samles for mange personer til en opsætning i kirkerummet. Og foruden den smittefare, som det ville indebære, så kunne vi også komme til at sende et signal om, at vi ikke respekterede opfordringen (nu forbuddet) mod at samles. Det er svært at skabe en autentisk følelse af nærhed, hvis der streames fra kirkerummet. 

Hvordan oplevede du det at forkynde digitalt?
- Det krævede da lidt overvejelser, men jeg blev mere og mere glad for muligheden. Der er noget fint, enkelt og troværdigt over denne form, fordi jeg sidder så "ugarderet" uden præstekjole, alter og prædikenstol. Jeg havde bevidst valgt at et par familiemedlemmer sad bag kameraet, fordi det virker kunstigt at tale uden tilhøre og ind i en kameralinse.

Jeg blev kontaktet af en producer fra TVSyd efterfølgende og fik god respons på min optræden. Han sagde, at det er vigtigt at "elske" kameraet - altså være tilstede, som om du stod over for et andet menneske.

Hvordan var dit tekniske set-up?
- Vores kirker havde i forvejen en YouTube-kanal, hvor man kan høre og downloade vores prædikener som lydfiler. Kanalen giver også mulighed for at live-streame. 

Hvilke elementer bestod din gudstjeneste af?
- Åbningsord, kollektbøn, salme (jeg sang), evangelielæsning til 3. søndag i fasten, prædiken efterfulgt af salutation  og den apostoliske velsignelse, salme (kort), kirkebøn og fadervor, salmevers og velsignelsen.

Hvilke reaktioner har du fået på din digitale gudstjeneste?
- Helt overvældende positivt - både fra lokale folk, der ellers ikke plejer at komme i kirke - men også mennesker, som har siddet i en anden del af landet og set med.

Vil du anbefale andre præster at kaste sig ud i digital forkyndelse?
- Ja, helt afgjort. Jeg er ikke en ørn til det tekniske, så jeg har haft meget hjælp fra andre, som kunne den slags ting. Så jeg har blot koncentreret mig om min præsteopgave.

Er der bestemte redskaber, du kan anbefale andre at bruge i forbindelse med livestream?
- Sørg for et pænt og enkelt set-up for transmissionen - dvs. uden for mange forstyrrende elementer. Men brug gerne symboler som et tændt stearinlys, friske blomster på bordet, et kors eller et ikon. Jeg valgte ikke at tage præstekjole på - men sad i min præstskjorte. Tjek op på at kamera og mikrofon virker godt. Det er ret billigt og simpelt at købe et kamera og en ekstern mikrofon.

Følg Løsning og Korning Kirker på Youtube.
Følg Løsning og Korning Kirker på Facebook.

Se Sune Skjold Skarsholm tekniske guide til at livestreame.