7 døgn som præst under corona
Nyheder
Smykker

- Det er vores opgave at give andre mennesker håb

Thomas Hougesen er præst hos det danske mindretal i Sydslesvig. Her fortæller han om en uge som præst på den anden side af grænsen, hvor kirkedørene atter åbnes. Men kan man overhovedet holde gudstjeneste, når man f. eks. ikke må synge salmer i kirken? 

Hougesen

Thomas Hougesen er præst hos det danske mindretal i Sydslesvig.


Mandag:
Jeg er ansat som ungdomspræst med forpligtelse som 50% sognepræst og 50% ungdomspræst i Sporskifte danske menighed, som er en af de fem menigheder i Flensborg for det danske mindretal. Jeg blev i sin tid kontaktet af daværende provst i Flensborg, Viggo Jacobsen, da den lille menighed i Sporskifte havde udtrykt ønske om, at jeg blev deres præst. Det sagde jeg ja til efter et par dages betænkningstid, og blev ordineret den 20. januar 2013 og indsat som præst for menigheden på min fødselsdag den 29. marts 2013. Vi har 186 medlemmer tilknyttet kirken, som holder til i Det danske Hus, ejet af SSF (Sydslesvigsk Forening).

Min mandag starter med morgensang med Philip Faber foran tv'et og læsning af dagens avis, som hernede er Flensborg Avis, den danske avis for mindretallet. Bagefter besvarer jeg mails og snakker i telefon. Jeg kører på kontoret i Det danske Hus. Det danske flag hejses og to timer er afsat til menighedens medlemmer i form af telefonkontakt. 

Det er en meget mærkelig og anderledes hverdag for kirken, menigheden og for mig som præst. Vi kan ikke benytte kirken til vore arrangementer og gudstjenester og har ”home office”, som mange andre ansatte her i Tyskland også er henvist til. Vores to gymnasier i Flensborg for det danske mindretal (Duborg-Skolen og A.P. Møller Skolen) har lige overstået den skriftlige  eksamen i uge 17 og 18.

I dag åbnede forbundskansler Angela Merkel i enighed med de tyske delstater for museer, zoologiske haver og udstillinger. Religiøse sammenkomster har været forbudt siden midten af marts - det vil sige dåb, bryllup og gudstjenester. Vi har måtte udføre begravelser ved graven, dog kun med de nærmeste pårørende og med en maske. Hvis afdøde er blevet kremeret, gemmes urnen til efter coronakrisen er overstået. Det er og har været meget mærkeligt, at vi ikke kan bruge vores smukke kirkesal på normalvis. Jeg savner speciel samværet med minikonfirmanderne, konfirmanderne, børnekoret, ældreklubben og menigheden. Hvornår vi igen må begynde at bruge vores kirkesal, besluttes i løbet af denne uge af de tyske myndigheder.

Hjemme blev der om aftenen tændt lys i alle vinduerne i anledning af Danmarks befrielse 4. maj. For os betyder denne tradition meget, bl.a. fordi vi som børn var med til at tænde alle lysene derhjemme. I perioden efter befrielsen oplevede det danske mindretal i øvrigt et boom af familier, der ville være en del af det danske. Dansk Skolerforening, Sydselsvigsk Forening og kirken oplevede f. eks. en stor tilgang. 

Tirsdag:
Det danske flag hejses i anledning af 5. maj og vi (Sydslesvigsk Vælgerforening, Sydslesvigsk Forening og min menighed) mødes udenfor ved Det danske Hus med en lille gruppe, hvor vi skal plante ”Håbets træ” kl. 10.30. Det nye egetræ skal stå som et symbol på, at vi ikke lader os kue i menigheden på trods af coronakrise, men ser på fremtiden med håb, kærlighed og fortrøstning.

Eftermiddagen er afsat med to timer til at ringe til kirkens medlemmer. Kontakten til kirkens konfirmander og ungegruppe foregår via WhatsApp og Facetime. Menighedens to konfirmander tager udsættelsen af deres store dag meget roligt og glæder sig til at blive konfirmeret søndag den 13. september.

Den daglige kontakt til menigheden foregår indtil videre via computer, telefon og nye ideer og tiltag, som kommer frem i lyset af, at vi er tvunget til at tænke nyt og anderledes. F. eks. holder vi livestreamede gudstjenster/andagter, hvilket for mig er første gang, vi prøver dette.

Jeg oplever, at min telefon ringer lidt mere, end den plejer - også efter kl. 24.00, hvor jeg har oplevet at skulle hjælpe – for det meste ved at være lyttende og bede bøn sammen.

Sidst på eftermiddagen skypes der med vores to drenge og vores børnebørn i København. Vi glæder os utrolig meget til, at vi igen kan besøge dem.

Onsdag:
Jeg skal forberede en livestreamet gudstjeneste til søndag den 10. maj, hvor kirkerne genåbner her i Sydslesvig. 

I Sporskifte har vi en fælles facebookside; ”Rundt om Sporskifte”, som menigheden også flittigt bruger. På søndag den 10. maj (Mors dag) holder vi for fjerde gang en livestreamet gudstjeneste fra vores smukke kirkesal. Vi oplever, at mange, der ikke normalt kommer i vores kirke, deltager og liker. Mange skriver tak, eller ”det var lige det, jeg have brug for”.

Om eftermiddagen har jeg igen afsat to timer til at ringe til kirkens medlemmer. Om aftenen har jeg et onlinemøde på to timer.

Torsdag:
Formiddagen er igen afsat med to timer til at ringe til kirkens medlemmer. 

I dag åbner Tyskland stille og roligt op igen: Butikker – frisører – restauranter – café – indkøbscentre – biografer – teater etc. Men der lukkes hurtigt igen, hvis smitten stiger med over 50 personer pr. 100.000 indbygger. 

Når vi skal handle, må vi ikke gå mere end to mennesker sammen. Hvis vi ikke er i familie, skal det være med 1,5 - 2 meters afstand. Ministerpræsidenten i Kiel opfordrer meget kraftigt til, at vi bruger mundmasker, når vi går udenfor. Masken skal bruges i butikker og alle offentlige transportmidler.

Min kone arbejder som sygehjælper/hjemmehjælper i Aabenraa og kører ofte over den danske grænse, hvor hun må vise pas og på vejen hjem ved den tyske del af grænsen igen vise pas, kørekort og bekræftelse på, at hun arbejder i Aabenraa og at vi bor her i Flensborg  - uden det bliver hun ikke lukket ind.

Angsten og frygten for, at vi bliver smittet med den forfærdelige virus, er nok det værste. Indtil nu er 11 af min kones kolleger testet positive. Udover angsten og frygten, vi går rundt med, fylder også savnet af ikke at kunne være sammen med vores børnebørn. Vores to drenge bor begge i København og derfor sker kontakten via de sociale medier og telefonen.

Fredag:
I dag er min fridag. Jeg forbereder gudstjenesten til søndag, der skal livestreames og har ellers fri, medmindre der er brug for præsten.

Vi bevarer håbet - for uden håb, intet liv. Det er også vores opgave som mennesker at kunne give andre håb – det kan være et smil, at holde afstand, at hjælpe med indkøb, give en blomst, synge en salme eller bede en bøn sammen.

I mine samtaler med menighedens medlemmer i den sidste tid er det  genemgående tema, at de glæder sig til igen at deltage i "husets" arrangementer. Indtil da glæder de sig over vores livestreamede gudstjenester. 

Jeg oplever, at befolkningen følger de forordninger, der kommer og ikke stiller mange spørgsmål om hvorfor. Dog har vi i starten af krisen oplevet demonstrationer fra ungegrupper, der er utilfredse med ikke at kunne mødes i grupper. Her i Flensborg har vi lige nu kun to smittede, mens 31 er meldt raske.

Lørdag: 
Under coronakrisen har vi pludselig fået mere tid til nærvær og mere tid til hinanden. Jeg har mere tid til at fordybe mig og læse de bøger, jeg ikke har fået læst.

Jeg har også fået renoveret mit kontor, sorteret i alle de mange bøger, spillet lidt mere på klaveret og ikke at forglemme havearbejdet. Vi oplever, at flere familier inklusiv min egen familie, får mere tid til hinanden. Hverdagen er ikke mere så stresset og hvad vi ikke når i dag, gør vi i morgen.

Søndag: 
Dannebrog hejses og jeg stiller det udstyr op, der skal bruges til at livestreame med. Fra i dag kan vi igen holde gudstjenster/andagter i vores kirke, men de nye coronaregler fra delstatens hovedstad Kiel betyder, at vi kun må være 1 person pr. 10 kvm og at der skal bæres mundbind. Dertil kommer, at der ikke må synges salmer. At mødes i kirken til gudstjeneste (hos os kan vi kun være 10 personer) uden at kunne synge sammen, er ikke en gudstjeneste i mine øjne. Grundtvig skriver i salme 652 "Vor Herre! til dig jeg må ty" i vers tre: "Du er i det hellige ord, du gav os i hjerte og munde, du blandt være lovsange bor, som røsten blandt fugle i lunde, så lidt som dit ord, så lidt kan dit kor, dit syngende folk, grå til grunde".

Menighedsrådet har derfor besluttet, at der ikke planlægges gudstjenester fysisk i kirken, før der gives tilladelse til at afholde dem på normal vis. Grunden er, at vi ikke kan synge synge, at alt skal sprittes af før og efter og mange være ældre ikke tør komme på grund af smittefare. Vi fortsætter derfor med at livestreame, indtil vi kan mødes enten udenfor kirken til en Open Air-gudstjeneste eller i vores smukke kirkesal.