7 døgn som præst under corona
Nyheder
Kirke

- Det bliver godt at samles i kirken igen

Martin Karkov Kobbersmed er sognepræst i Skanderup Kirke i Kolding Provsti. Her skriver han dagbog fra en uge, hvor han, ligesom landets andre præster, forbereder sig på genåbningen af folkekirken.

Martin Karkov Kobbersmed er sognepræst i Skanderup Kirke i Kolding Provsti. 


Mandag:
Mandag er min faste fridag, så den bruges gerne på restitution og samvær med min familie. I dag var ingen undtagelse. Jeg er godt gift, så jeg fik ovenikøbet lov til at sove længe til kl. 8.50, mens min kone stod op med vores døtre. Den ældste er snart tre år og den anden runder en måned i dag. Der er i grunden ganske meget med at tælle timer, dage, uger og år for tiden. Nu er der gået to måneder siden statsministeren meddelte, at Danmark ville blive lukket og vi trådte ind i denne mærkværdige parentes i historien. For os er undtagelsestilstanden blevet forstærket af, at vi gik og ventede på en familieforøgelse, som altså endte med at finde sted påskelørdag.

Mens vi ventede, var det vanskeligt at sætte nye skibe i søen og f. eks. helt finde ud af, hvad vi gjorde i påskedagene. Mens andre rundt omkring i kongeriget var gået i luften med online gudstjenester syntes jeg, det var en lige rigeligt stor mundfuld. Siden er vi vendt tilbage til en nogenlunde normal hverdag, og også her i vores kirke er vi begyndt med online gudstjenester, som kræver meget af mig og min tid med hensyn til især optagelse og redigering. På den baggrund er mandag særligt kærkommen. Der er ingen deadline med hensyn til en video, der skal være færdig og gøre tilgængelig på nettet. Der er heller ingen der ringer til mig i dag, og derfor er der tid og ro til at gøre det, der hjælper mig med at blive klar til en ny arbejdsuge i denne undtagelsestid, mens vi venter på at høre, hvad vi kan regne med eller i det mindste håbe på i den nærmeste fremtid.

Tirsdag:
Første arbejdsdag i ugen har alle dage været en svær størrelse. Også for mig. Magelighedens magt kan virkelig være stor, så det at tage fat og komme i gang med de arbejdsmæssige forpligtelser kan ind imellem kræve noget ekstraordinært. Ikke fordi, man ikke gider sit arbejde eller de mennesker, man er forpligtet til at hjælpe, men fordi nogle ydre faktorer gør de daglige pligter vanskeligere eller ganske enkelt forstyrrer freden og glæden, man kan have ved at vide, hvad man skal gøre i dag og kan forvente af timerne, der langsomt skrider frem. Alt er forandret for tiden. Undtagelsestilstanden er total, også på mit lille kontor.

De seneste uger har vi indrettet vores hverdag efter, at jeg kan gøre mit til at hjælpe med børnene og det øvrige hushold. Det har betydet en nogenlunde fast rutine, hvor jeg mødte ind på kontoret her i embedsboligen kl. 8.00 og kom ud til frokost kl. 11.30, hvorefter jeg kunne lege med vores ældste datter, putte hende og hjælpe med et par andre huslige ting, inden jeg var tilbage på min pind igen ud på eftermiddagen og indtil arbejdsdagen sluttede. Det har givet en unaturlig lang pause midt på dagen, på godt og ondt, men det, jeg ikke har nået i dagstimerne, kunne klares om aftenen. Det hører med til en præsts privilegier (og ulemper, nogle gange) at man selv tilrettelægger arbejdstiden og ind imellem må sidde bænket til et godt stykke ud på aftenen eller natten. I dag skulle vores ældste datter begynde i vuggestue igen, hvilket betød, at jeg afleverede hende om morgenen og hentede hende igen ved middagstid. Det er fortsat de afbrudte arbejdsdages tid, hvilket kan give frustrationer, men samtidig også er et vilkår, vi må acceptere her i huset.

I dag er tiden bl. a. gået med et møde med vores kirke- og kulturmedarbejder, der tog form som en gåtur, så vi overholdt de gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Selvom de faste aktiviteter og arrangementer er sat på pause, er der stadig rigeligt at tale om, så den slags møder gør bestemt noget godt i denne tid. Derudover har jeg læst og skrevet e-mails og forsøgt at planlægge gudstjenester længere ude i fremtiden. Lidt senere skal jeg have skrevet et indlæg til beboerbladet for vores lokale plejehjem.

Onsdag:
Midt på ugen, altså i dag, plejer jeg gerne at have en nogenlunde idé om, hvordan arbejdet skrider frem. Det kan være, at jeg mangler at forberede en tale eller to til nært forestående kirkelige handlinger, eller der skal skrives noget til hjemmesiden og forberedes undervisning til konfirmanderne, alt imens prædikenen til søndag så småt begynder at rumstere. I dag er en anderledes dag midt på ugen og jeg savner de vante opgaver og rammer. Strukturen mangler og det kan virkelig føles stressende.

I dag kom der besked fra biskoppen om, at de endelige retningslinjer for genåbningen af Folkekirken d. 18. maj ventes at foreligge inden ugens udgang. Det glæder jeg mig, sammen med mange andre, meget til! Hvor bliver det godt endelig at kunne gå ind i kirkebygningen og samles - ikke længere hver for sig - men sammen. Ellers gik dagen med et videoklip til Facebook, diverse hængepartier, e-mails og menighedsrådsarbejde.

Torsdag:
Det går mod lysere tider! Men vi venter fortsat på retningslinjer, der kan sige lidt om, hvad åbningen mere præcist indebærer. Næste uge skulle vi gerne kunne åbne op for gudstjenester, møder og andre aktiviteter ved kirken, men vi har i den grad brug for nogle håndfaste formuleringer, der kan hjælpe med at overholde de restriktioner, som stadig er gældende. Vi venter lidt endnu og imens kan jeg så småt forberede gudstjenesterne til Kristi himmelfartsdag og 6. søndag efter påske. Det er virkelig rart! Telefonen ringer ind imellem med henvendelser om dåb, bryllup og andre vigtige begivenheder. Alt i alt har i dag været en nogenlunde almindelig dag på kontoret, krydret med en ærgrelse i – bogstaveligt talt – 11. time: Jeg mangler noget afgørende til i morgen!

Fredag:
Inspireret af kolleger andre steder, synes jeg i den grad konfirmanderne trænger til en opmuntring i disse dage, hvor deres store fest er blevet udsat og det er – på godt jysk – træls. Ester, vores kirke- og kulturmedarbejder, har hjulpet med at skaffe noget spiseligt og noget taktilt (et trækors) og pakket det i poser, som jeg så kunne bruge det meste af fredagen på at køre rundt i og uden for sognet og aflevere. Til det manglede jeg en stribe adresser, som min sekretær, der også er min genbo, var så venlig at hjælpe med kort før sengetid i går aftes. Knap 30 konfirmander besøgt og opmuntret på en overskyet, blæsende fredag. Det var faktisk en stor oplevelse.

Midtvejs på formiddagen havde vi et medarbejdermøde, der i den grad bar præg af længslen efter de udeblivende retningslinjer for genåbningen af Folkekirken. En forvirrende omgang, men godt at mødes med hele flokken for første gang i umindelige tider.

Lørdag:
En enkelt e-mail bliver det til på en dag, hvor vores lille familie kan drage på udflugt, i og med jeg ingen forpligtelser har på denne lørdag. Det skal vi huske at nyde, mens vi kan. Telefonen var med og blev løbende konsulteret i håb om en opdatering med de efterhånden sagnomspundne retningslinjer, der endnu lader vente på sig og bringer erindringer om et vers af Brorson:

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Jeg siger ikke, salmen ”Her vil ties, her vil bies” handler om det, vi går og venter på. Men det smager lidt deraf.

Søndag:
Til stor fornøjelse fik jeg mulighed for at mødes med en god ven i Guds storslåede natur. Derudover har det været en afslappet hviledag, hvor jeg stadig har ventet på de føromtalte retningslinjer. Det er en udmattende øvelse, at man først får stillet ét i udsigt, men sidenhen må erfare, det ikke blev overholdt. Nu ved og husker jeg bedre et par ting om, hvordan det er at være barn og underlagt forældrenes lovord.