7 døgn som præst under corona
Nyheder
Hænder

- Der skal være ét menneske, man kan mærke hud mod hud

Ingeborg Kastberg er præst på HospiceSønderjylland i Haderslev og i det palliative team ved Sygehus Sønderjylland. Den sidste uge har hun reflekteret over, om vi går tabt for hinanden, når angsten tager over, og om man kan - og skal - holde en døende i hånden med engangshandsker? 

Kastberg

Ingeborg Kastberg, præst på HospiceSønderjylland i Haderslev og i det palliative team ved Sygehus Sønderjylland.


Mandag:
Siden midten af marts har jeg selv, såvel som andre faggrupper været ”sendt hjem” fra hospice, hvor jeg er præst, medmindre patienterne udtrykkeligt efterspurgte os. Det har på grund af coronakrisen været de fysiske hensyn til patienterne, der var vigtigst. Heldigvis har andre kunnet bruge mig:

Jeg er også en del af det palliative team ved Sygehus Sønderjylland og er en af dem, der har kontakt til børnefamilier, hvor der er alvorlig sygdom, og jeg har gået en del ture med børnebørn til syge bedsteforældre i de sidste uger, hvor møder skal begrænses og helst finde sted udenfor. Gudskelov er vejret med os, og vi vandrer i timevis, børnene og jeg, og taler om liv og død og kærlighed og sorg og tro – vigtige emner for små hjerter.

Jeg er også med i præsteberedskabet på Aabenraa sygehus’ corona-afsnit. Vi har været til introduktion og instruktion i værnemidler og vores færden blandt patienterne. En hygiejnesygeplejerske vil gerne diskutere et etisk dilemma med os: Kan man holde i hånd med engangshandsker?

Hygiejnesygeplejersker skal man have respekt for: De ved, at man skal vaske hænder lige så længe som det tager at synge første vers af ”I østen stiger solen op”, hvordan man spritter af, og de ved hvor mange bakterier, der lever på skaftet af en kniv, man smører sit rundstykke med!

Men hér var der andre hensyn end hygiejnen: Vi blev enige om, at optimalt: Nej, man skal ikke holde i hånd med engangshandsker. Når man er så bange, syg og alene som patient, der er smittet med covid-19, og alle andre ligner rummænd, så skal der være ét menneske, som man kan mærke hud mod hud, og som man kan se ansigtet på. I stedet for mundbind får præsterne et gennemsigtigt visir for hele ansigtet, så man kan se os. Det gør mig glad, at der i denne sære tid stadig er menneskelige hensyn tilbage, selvfølgelig med håndsprit før og efter!

Tirsdag:
I dag har jeg overskredet en personlig grænse. Jeg er blevet filmet. Foruden mit arbejde på hospice har jeg årligt ganske få gudstjenester i Gl. Haderslev Kirke, og siden kirkerne er lukket, har man valgt at sende gudstjenester digitalt hver søndag. En kollega, organisten og et teknisk geni til at hjælpe med optagelsen gør det ud for menigheden. Det sætter tanker i gang om, hvor vigtigt det fysiske fællesskab er for os mennesker. Der gik ikke mange dage i marts, før jeg selv begyndte at savne at kunne give folk hånden, og dem jeg holder ekstra af, et kram. At synge sammen og sidde i samme rum i kirken, samlet om det samme indhold, og med hver vores historie, tro, tvivl og tilgang. Min største bekymring i de sidste måneder har været, om mennesker nu vil blive bange for hinanden. Allerede nu går vi rundt og ser mistroisk på hinanden, når vi køber ind: ”Behøver du virkelig at mærke på tre poser gulerødder før du tager én?” ”Skal du absolut gå frem og tilbage fire gange foran hylden med shampoo og snuse ned i alle flaskerne, før du finder den duft, du bedst kan lide?” ”Overholder du reglen om to meters afstand?!” I en af bønnerne til begravelse står der: ”Hold vort håb i live, så vi ikke fortvivler i ulykkens dage, hold vor tro i live, så vi ikke går tabt for dig, hold vor kærlighed i live, så vi ikke går tabt for hinanden i vor sorg…  Går vi tabt for hinanden?

Onsdag:
Solen skinner, det er stadig helt vidunderligt vejr, og i weekenden blev jeg solskoldet. Vi er begyndt at vande i haven, fordi der er så tørt. Dagene er fulde af modsatrettede nyheder. Det har været småt med at fortolke corona-krisen som tegn på verdens undergang, selvom det for nogen godt kan føles sådan. Gudskelov er der ikke mange, der tror, at pandemien er Guds straf. Mennesket fik frihed og verden som sit ansvar, i stedet for Paradiset og trygheden hos Gud, iflg. myterne i 1. Mosebog. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på fortællingen om Babelstårnet (1.mos. kap. 11) – om menneskene, der byggede et tårn, der nåede helt op til himlen og begyndte at tro, at der ikke var noget de ikke kunne udrette. Måske blive egne guder i egne liv. Men Gud så det og forpurrede deres planer ved at give dem forskellige sprog, så de ikke kunne forstå hinanden, men trak sig tilbage på hver deres sted og lukkede sig inde. Hmmm….

Det er også gået op for mig, at dette er første gang børn og voksne, unge og gamle oplever noget helt nyt og fremmed sammen for første gang. Når jeg førhen har talt med mine egne voksne børn om hvad de oplevede omkring sig, har jeg altid haft noget fra mine tidligere erfaringer at sammenligne med og drøfte med dem, om de kunne genkende noget i dét. Men nu er vi helt ligestillede i at møde det ukendte og nye. Det er slet ikke så dårligt!

Torsdag:
En aften i sidste uge fik jeg en sms fra et barnebarn, jeg havde snakket med. Hun skrev, at nu var farmor død. Det blev en lang ”tråd”, for dels skulle vi skrive om at være ked af det, dels om, at familien dagen efter skulle se farmor i kapellet. Pigen var i tvivl om hun ville. Men hun har taget mod til sig, for dagen efter fik jeg tilsendt et foto af en blomsterbuket på kisten, og af de tegninger hun havde lavet til farmor. Vi aftalte at mødes, når begravelsen var overstået, og det var så i dag. Solen skinnede uafbrudt, og mor serverede is. Begravelsen var gået godt, vi talte om, hvor farmor nu er, og om hvordan familien skal bære hende med sig videre i deres liv. Pigen er meget bevidst om, hvilke ting og steder, der har haft betydning for hendes og farmors relation, og har planer om at samle hendes bedste kageopskrifter i sin egen kogebog, der kunne hedde ”farmors opskrifter”. Der er så meget liv i, hvordan børn finder kreative løsninger midt i en sorg, for at trøste både sig selv og deres familie. Vi snakker om, at vi ikke må give kram til farvel, men jeg får en hjemmelavet nøglering, da jeg tager afsted, og kører taknemmelig hjem.

Fredag:
Alle fælles møder for præster på sygehuse og hospice har været aflyst de sidste måneder, netop i en tid, hvor vi har et enormt behov for at udveksle erfaringer om, hvordan corona-krisen påvirker vores arbejde. De fleste sygehuspræster er, ligesom jeg selv, ”sendt hjem” af sygehuset, fordi vi ikke varetager det, der hedder ”kritiske funktioner”. Men der er mere på spil her end fysisk overlevelse, og jeg véd fra mit daglige arbejde, at der for den syge både er et medicinsk og et eksistentielt håb, når livet er truet. Det medicinske håb er rettet mod kontrol af sygdommen og måske overlevelse, imens det eksistentielle håb retter sig mod at finde ro og at fokusere på hvad der er vigtigt i livet, trods dødens nærvær. Måske finde hen til dér, hvor troen kan hjælpe én.

Alle præstekolleger på sygehuse og hospicer jeg taler med, er lige frustrerede over ikke at måtte gøre det, vi er så gode til. I mangel på mulighed for et fælles møde, aftaler jeg at mødes med én kollega for at udveksle erfaringer og tanker om sjælesorg for syge i den særlige situation, vi er i.

På afstand, med håndsprit, og uden det knus som vi nu får at vide, vi måske aldrig får tilbage igen.

Lørdag:
I weekenden løber jeg altid, hvis jeg på nogen måde kan komme til det. 8, 10 eller 14 km, især hvis vi er i sommerhus ved Vestkysten, hvor der er de dejligste ruter igennem plantager, skov, eller langs kysten. Imens jeg løber, beder jeg. Kristuskransen er en fin måde at komme ind i et bønsliv på, og foruden Martin Lønnebos forslag til bønner kan man altid skifte ud eller supplere med sine egne. Jeg har min egen ”bønskrans” i hovedet, som kan suppleres med hvad der optager mig lige dén dag. Der er en, der har sagt, at bøn er en stadig samtale med En, som man véd, elsker én, og der er mange ting, jeg får formuleret og fremlagt på løbeturene. Når jeg kommer hjem, er jeg sjældent helt afklaret, men dog roligere, afslappet og træt på en god måde. ”Mads og Monopolet” på P4, kryds og tværs, kaffe, avis og en god bog resten af dagen.

Søndag:
Løbetur og bøn igen. Undtagelsesvis har jeg lagt et besøg hos endnu et barnebarn af en patient i dag. Jeg har flyttet det fra næste uge, så jeg får mulighed for at besøge min datter i København. Hun er skuespiller og mistede kontrakter for hele marts og april i løbet af det første pressemøde i marts. Alt hvad hun har planlagt hen over sommeren, har med kultur og formidling at gøre, nu er det væk, og ikke omfattet af nogen hjælpepakker foreløbig. Jeg tror, det er kommet bag på regering og Folketing, hvor mange kreative, ”skæve”, selvstændige og dygtige kunstneriske liv, der leves rundt omkring, og jeg håber, at de på et tidspunkt husker, at det altid har været kunstens opgave at fortolke og formidle dét, der sker for mennesker i verden. Ligesom troens og kirkens opgave, i øvrigt.

Det bliver spændende at se, hvordan mennesker vil bruge kirkerne, når de engang igen får lov at komme der til gudstjeneste.

Læs også artiklen om sognepræst Mette Rousing Bjerrum fra Bredsten Kirke, når hun skriver dagbog fra 7 døgn som præst under corona.